Anna sagde ikke mere. Lars blev rasende, men han havde ingen at skændes med. Hans kone nægtede ganske enkelt at gå ind i nogen diskussion.
I mellemtiden sad Anna ikke passivt hen. Hun bestilte tid hos en advokat og fik en grundig rådgivning. Derefter samlede hun alt, hvad der kunne få betydning: kontoudtog fra banken, tingbogsoplysninger, købsaftalen, kvitteringer og andre bilag.
Advokaten gennemgik materialet omhyggeligt.
— Situationen er ubehagelig, men den kan håndteres, sagde hun. — Lejligheden blev købt, mens I var gift, ikke sandt?
— Jo.
— Så er der tale om fælleseje. Den kan ikke bare overdrages uden den anden ægtefælles samtykke. Hvis din mand har forfalsket din underskrift, er det i sig selv et grundlag for at få dispositionen kendt ugyldig.
— Og pengene fra kontoen?
— De hører også til jeres fælles midler. Selv hvis kontoen stod i begges navn, måtte pengene kun bruges til familiens behov. Hvis han har givet dem til sin søster, kan det betragtes som en uberettiget brug af familiens opsparing. Du kan kræve erstatning.
Anna nikkede langsomt. For første gang begyndte hun at se en egentlig plan for sig.
— Hvad skal jeg gøre?
— Vi indgiver et modkrav. Vi kræver gaveoverdragelsen kendt ugyldig, vi kræver bodeling, og vi kræver, at han erstatter tabet. Desuden skal der foretages en skriftkyndig undersøgelse af underskriften. Det tager tid, men dine chancer er gode.
— Hvor lang tid taler vi om?
— Omkring tre-fire måneder. Måske et halvt år. Det afhænger af, hvor presset retten er.
— Godt, sagde Anna. — Så går vi i gang.
Advokaten udarbejdede alle de nødvendige dokumenter. Anna skrev under og betalte gebyrerne. Pengene tog hun fra den konto, hvor hun ellers havde lagt til side til Mikkels uddannelse og til renovering. Men denne gang føltes det ikke som et tab. Det var en investering i fremtiden — hendes egen og hendes søns.
Retsmødet blev berammet til begyndelsen af december. Det første møde var forberedende. Dommeren satte sig ind i sagens papirer og hørte begge parter.
Lars mødte op alene. Uden advokat. Han var overbevist om, at det hele ville blive afgjort hurtigt og uden besvær. Skilsmissen ville blive gennemført, lejligheden ville forblive hos hans mor, og pengene hos hans søster. Anna ville gå derfra tomhændet, præcis som de havde regnet med.
Men allerede fra de første minutter stod det klart, at sagen slet ikke ville udvikle sig, som Lars havde forestillet sig.
— Hr. Jensen, sagde dommeren og så ned i papirerne. — De fastholder, at lejligheden tilhører Deres mor?
— Ja. Jeg fik oprettet en gaveoverdragelse.
— Foreligger der samtykke fra Deres ægtefælle til overdragelsen af boligen?
— Ja.
Dommeren bladrede i sagsmappen.
— Der ligger ganske rigtigt et samtykke, som er bekræftet af notar. Men fru Jensen gør gældende, at underskriften ikke er hendes. Derfor vil retten udpege en skriftkyndig sagkyndig.
Lars blev bleg.
— Hvorfor det? Underskriften står jo der.
— Den står der, men den er bestridt. Undersøgelsen skal afgøre, om den er ægte.
Annas advokat rejste sig.
— Ærede dommer, jeg vil også gerne henlede rettens opmærksomhed på følgende. Lejligheden blev erhvervet under ægteskabet. Efter loven er den derfor fælleseje. Selv hvis samtykket havde været ægte, kræver en gaveoverdragelse af denne karakter en tungtvejende begrundelse. At overføre fælles formue vederlagsfrit til en tredjepart uden kompensation til den anden ægtefælle kan tilsidesættes, fordi det krænker den anden ægtefælles rettigheder.
Dommeren nikkede.
— Det noteres. Hr. Jensen, De bedes desuden forklare, hvor pengene fra den fælles konto er blevet af.
Lars rykkede uroligt på stolen.
— Jeg hævede dem.
— Med hvilket formål?
— Jeg gav dem til min søster. Hun skulle bruge dem til at udvikle sin forretning.
— Altså blev familiens opsparing brugt til fordel for en tredjepart uden Deres hustrus samtykke?
— Det var også mine penge!
— Men også Deres hustrus, bemærkede dommeren roligt. — Hvilket beløb drejer det sig om?
Annas advokat oplyste summen. Lars trak ansigtet sammen, men han nægtede ikke.
— Fru Jensen kræver halvdelen af beløbet tilbagebetalt, tilføjede advokaten. — Pengene blev anvendt uden hendes godkendelse og til et formål, der ikke havde noget med familiens behov at gøre.
Dommeren besluttede, at Lars’ søster, Helle, skulle indkaldes til retten for at afgive forklaring. Derudover blev der truffet beslutning om en skriftkyndig undersøgelse, og selve hovedforhandlingen blev udsat til januar.
Lars forlod retsbygningen som en tordensky. Udenfor ringede han straks til sin mor.
— Mor, vi har et problem. De vil have gaveoverdragelsen annulleret.
— Hvordan det? spurgte Ingrid bekymret. — Lars, du sagde jo, at alt var i orden!
— Det er det også. Men Anna kræver underskriften undersøgt. Hun påstår, at hun aldrig har skrevet under på samtykket.
— Hvad sker der så nu?
— Det ved jeg ikke. Og så er der pengene. De siger, jeg skal betale dem tilbage. De mener, jeg har brugt familiens opsparing uden hendes tilladelse.
Ingrid tav et øjeblik.
— Lars, er du sikker på, at du gjorde det rigtige? Kan det være notaren, der har begået en fejl?
— Det er for sent at spekulere over det nu, snerrede han. — Der skal findes en løsning.
Hans mor foreslog, at han talte med Helle. Måske kunne søsteren give pengene tilbage, og så ville i det mindste den del af problemet være væk.
Lars ringede til Helle. Han forklarede situationen og bad hende om i det mindste at returnere halvdelen af pengene.
— Hvad er der galt med dig, Lars? udbrød hun forbløffet. — Jeg har jo brugt dem! Jeg har lejet lokaler, købt udstyr og ansat en håndværker. Hvilke penge forestiller du dig, jeg skal give tilbage?
— Helle, jeg risikerer at skulle betale erstatning til min kone! Hvis du ikke afleverer dem, skal jeg selv skaffe beløbet!
— Det er dit problem, sagde Helle tørt. — Det var dig, der gav mig pengene. Til min forretning. Vil du nu pludselig klage over det?
— Helle, jeg er din bror!
— Og hvad så? Jeg bad dig ikke om at give mig pengene. Du tilbød dem selv. Du sagde, det var dine opsparede midler, og at du ville hjælpe. Hvis det nu viser sig, at pengene var fælles, og at din kone ikke anede noget, så er det dit ansvar. Ikke mit.
Hun lagde på. Lars stod alene tilbage med problemet.
Den skriftkyndige undersøgelse tog en måned. Resultatet kom ikke som nogen overraskelse for Anna: underskriften var ikke hendes. Den sagkyndige konkluderede, at dokumentet var underskrevet af en anden person — efter al sandsynlighed Lars selv, som havde forsøgt at efterligne sin kones håndskrift.
Ved hovedforhandlingen i januar læste dommeren konklusionen fra den sagkyndige op.
— Gaveoverdragelsen er ugyldig, erklærede dommeren. — Hustruens samtykke var forfalsket, og det giver grundlag for at tilsidesætte aftalen. Lejligheden tilbageføres derfor til ægtefællernes fælles formue.
Lars sad bleg i ansigtet med hænderne knyttet hårdt sammen.
— Derudover, fortsatte dommeren, — pålægges hr. Jensen at erstatte fru Jensen halvdelen af de midler, som uden hendes samtykke blev hævet fra den fælles konto og anvendt til formål, der ikke vedrørte familiens behov. Beløbet skal betales inden tre måneder.
— Men jeg har ikke så mange penge! brød Lars ud.
— Det er Deres problem, svarede dommeren køligt. — Fru Jensen kan anmode fogedretten om tvangsinddrivelse, hvis beløbet ikke betales.
Derefter gik dommeren videre til spørgsmålet om skilsmissen og delingen af parrets formue.