Da formuefordelingen blev behandlet, lagde dommeren særlig vægt på, at der boede et mindreårigt barn i hjemmet.
— Under hensyn til barnets tarv forbliver lejligheden hos moderen og sønnen, erklærede han. — Hr. Jensen skal fraflytte boligen senest inden for en måned.
Lars så rådvildt op.
— Hvor skal jeg tage hen?
— De kan henvende Dem til Deres familie, svarede dommeren uden at lade sig påvirke. — Så vidt retten er bekendt, råder Deres mor over en lejlighed.
Kort efter blev afgørelsen læst færdig. Ægteskabet var opløst. Lejligheden blev hos Anna og barnet. Lars skulle betale børnebidrag til sin søn og derudover erstatte Anna hendes andel af de penge, han havde brugt uden hendes samtykke. Alt, der var erhvervet under ægteskabet, skulle deles ligeligt, men da parret ikke ejede noget af større værdi ud over boligen, forblev det vigtigste aktiv hos Anna.
Da Lars kom ud fra retsbygningen, var han som en mand, der havde fået al luft slået ud af sig. Den hånlige mine var forsvundet. Han lo ikke længere, kom ikke med spydigheder og forsøgte ikke at virke overlegen. Han gik bare tavst fremad uden at lægge mærke til menneskene omkring sig.
Anna fulgte efter ham i nogen afstand. Hendes ansigt var roligt, næsten ubevægeligt, men indeni væltede følelserne rundt. Lettelse. Udmattelse. Tilfredshed. Alt sammen på én gang.
Ved indgangen stod Ingrid og ventede på sin søn. Hun havde håbet, at sagen ville falde ud til hans fordel, at han ville have klaret sig og bevist, at planen ikke havde været forgæves. Men da hun så Lars’ ansigt, forstod hun straks, at alt var gået galt.
— Nå? spurgte hun anspændt.
Lars standsede foran hende.
— Gaveoverdragelsen blev kendt ugyldig. Lejligheden er tilbage hos Anna. Jeg skal flytte. Og så skal jeg betale erstatning.
— Hvilken erstatning? Ingrid stirrede uforstående på ham.
— For de penge, jeg gav Helle. Retten har besluttet, at jeg skal betale Anna halvdelen tilbage.
— Så må Helle jo give dem tilbage!
— Det vil hun ikke. Hun siger, at det hele er brugt. Nu er det mit problem.
Ingrid kneb øjnene sammen. Den plan, der havde virket så gennemtænkt og sikker, var styrtet sammen på få minutter.
— Lars, du kan da ikke bare skaffe sådan et beløb!
— Nej, det ved jeg godt. Men retten har pålagt mig det. Hvis jeg ikke betaler, kan fogedretten tage fat i mine konti og mine ejendele.
— Hvilke ejendele? Du ejer jo ingenting!
— Netop, sagde han træt.
Moderen tav et øjeblik. Så sagde hun forsigtigt:
— Måske kan du låne pengene af nogen?
Lars så på hende.
— Af hvem? Har du så mange penge?
Ingrid slog blikket væk. Hun havde penge. Ikke en formue, men små opsparinger, som hun havde lagt til side til dårlige tider og til alderdommen. Men at bruge dem på, at sønnen kunne betale sin tidligere kone tilbage, føltes forkert for hende.
— Lars, jeg kan ikke give dig min opsparing, sagde hun til sidst. — Den er sat til side til min pensionisttilværelse.
Han nikkede langsomt.
— Jeg forstår. Så må jeg tage et lån.
Det blev også sådan. Lars gik i banken og optog et lån med høj rente og en løbetid på tre år. Der var ingen anden udvej. Med de lånte penge betalte han den erstatning til Anna, som retten havde fastsat. Derefter pakkede han sine ting sammen og forlod lejligheden.
Ingrid tog ham ind hos sig. Men hverdagen under samme tag blev ikke let. Hun mindede ham igen og igen om, hvor godt det hele kunne være endt, hvis bare Anna ikke havde været så grådig.
— Lars, det her er hendes skyld, sagde hun bittert. — Hun har bragt dig i den situation!
— Mor, det er mig selv, der er skyld i det, svarede han mat. — Lad være med at lægge det over på Anna.
— Hvordan kan jeg lade være? Hun fik jo lejligheden gennem retten!
— Lejligheden var vores fælles ejendom. Jeg forsøgte at tage både den og pengene fra hende. Retten gjorde bare det, der var rimeligt.
Det ville Ingrid ikke acceptere. Men det nyttede ikke at diskutere med ham. Lars trak sig mere og mere ind i sig selv og talte næsten ikke.
Helle afbrød også forbindelsen til sin bror. Hun var fornærmet over, at Lars havde bedt hende om at levere pengene tilbage. Efter hendes mening havde han selv været dum nok til ikke at tænke på følgerne.
Den familie, som Ingrid så hårdt havde forsøgt at holde samlet og beskytte, smuldrede alligevel. Sønnen boede ganske vist hos hende, men forholdet mellem dem var anstrengt. Datteren holdt afstand. Barnebarnet blev hos den tidligere svigerdatter, og Lars måtte nøjes med at se Mikkel på de tidspunkter, som retten havde fastsat.
Anna tog nøglerne til lejligheden, fik låsene skiftet og begyndte langsomt at bygge sin tilværelse op på ny. Som hun havde planlagt, meldte hun Mikkel til ekstra matematikundervisning. Hun satte børneværelset i stand og indrettede en ordentlig arbejdsplads til ham med et behageligt skrivebord og godt lys.
En dag spurgte Mikkel hende:
— Mor, hvorfor bor far ikke sammen med os mere?
Anna satte sig ved siden af ham og svarede roligt:
— Far bor et andet sted nu. Men du kommer stadig til at se ham. Du kan besøge ham i weekenderne.
— Har vi skændtes med far?
— Nej, skat. Nogle gange kan voksne bare ikke blive ved med at bo sammen. Men det betyder ikke, at far ikke elsker dig.
Drengen tænkte lidt over det og nikkede så. Børn vænner sig ofte hurtigere til forandringer, end voksne gør.
En aften satte Anna sig i sofaen og trak et tæppe over benene. Udenfor faldt sneen stille. December var ved at rinde ud, og nytåret nærmede sig. Det ville blive den første højtid uden hendes mand. Alligevel mærkede hun ikke sorg. Det, hun følte, var snarere lettelse.
Hun havde været tæt på at miste alt, men i stedet havde hun bevaret både hjemmet og sin søns fremtid. Lars stod tilbage med gæld, ødelagte familiebånd og et banklån, han skulle betale af på i flere år.
Anna fandt sin notesbog frem og begyndte at lægge planer for det kommende år. Hun ville gerne tage Mikkel med til havet til sommer. Det var længe siden, de sidst havde været af sted. Drengen fortjente en pause. Det gjorde hun også.
Telefonen vibrerede. Det var en besked fra en veninde:
— Nå, hvordan går det? Er retssagen slut?
Anna skrev tilbage:
— Ja. Det er overstået. Lejligheden er vores. Lars er flyttet.
Svaret kom næsten med det samme:
— Hvor er du stærk. Du gav ikke op.
Anna så længe på skærmen, før hun svarede:
— Jeg kæmpede bare for det, der var retfærdigt.
Hun lagde telefonen fra sig og gik hen til døren ind til Mikkels værelse. Han lå i sin seng og sov med sit yndlingslegetøj i armene. Hans vejrtrækning var rolig. Han anede ikke, hvor mange kampe hans mor havde måttet tage for at sikre deres fælles fremtid.
Et andet sted i byen sad Lars i sin mors lejlighed og stirrede op i loftet. Ingrid var gået i seng og havde ladet ham være alene med sine tanker. Igen og igen spurgte han sig selv, hvordan det hele kunne gå så galt. Hvordan en plan, der havde virket enkel, kunne ende som en katastrofe.
Lejligheden var væk. Pengene var væk. Familien var splittet. Han så kun sin søn én gang om ugen. Banken skulle have sine penge i tre år frem. Forholdet til moderen var blevet tungt og irriteret. Søsteren følte sig forurettet.
Lars havde ønsket at beskytte sig selv og sikre sine værdier. Til sidst stod han alligevel tilbage uden noget.
Skæbnens ironi var hård. Han havde leet, dengang han sagde til sin kone, at hun ville stå tilbage med ingenting. Men da alt var afgjort, var det netop Lars, der sad uden hjem, uden penge og uden den familie, han havde taget for givet.
Anna fortsatte derimod sit liv i ro. Hun lagde planer, tog sig af sin søn og genvandt langsomt følelsen af fast grund under fødderne. Hun havde forstået det vigtigste: Retfærdighed findes. Nogle gange må man kæmpe hårdt for den. Men hvis man ikke giver op og ikke slipper sit håb, kan sandheden stadig vinde.
Nøglerne til lejligheden lå på kommoden i entréen. Det var bare almindelige metalnøgler. For Anna var de dog blevet noget langt større. De var et tegn på sejr — over bedrag, over manipulation og over uretfærdighed.
Hun slukkede lyset og lagde sig. I morgen ville en ny dag begynde. Et nyt liv. Uden løgne og svigt. Kun hende, hendes søn og deres fælles hjem.