— Jeg tænkte, at vi skulle forkæle os selv lidt i aften! erklærede han med en munterhed, der lød alt for høj og anstrengt, mens han begyndte at lægge varerne ud på køkkenbordet. — Vi kunne holde en rigtig hyggelig familiemiddag. Sætte os ned, spise ordentligt og tale sammen som voksne mennesker.
Anna løftede langsomt blikket fra bogen uden at sige et ord. Hun forstod straks, hvad der foregik. Det her var ikke et forsøg på forsoning. Det var optakten til et møde, hvor hun på forhånd var blevet placeret på anklagebænken, og hvor god mad skulle gøre hende blødere, inden dommen faldt. Mette derimod livede op med det samme. For hende var det ikke et fredstilbud, men en mulighed. En scene.
— Åh, Lars, hvor er du altså sød! Hvor er det længe siden, vi har siddet sådan sammen! kvidrede hun og sendte Anna et hurtigt, triumferende blik.
Middagen blev gennemført i en tung, kvælende stilhed. Lars fór frem og tilbage mellem bord og køkken, skænkede vin, skar bøfferne ud og forsøgte indimellem at kaste en vittighed ind i rummet. Men hans små bemærkninger faldt døde til gulvet og splintredes mod de to kvinders stivnede ansigter. Til sidst kunne han ikke holde spændingen ud længere. Han rømmede sig og begyndte.
— Piger, hvorfor skal vi have det sådan her? Vi er jo familie. Vi bliver nødt til at finde ud af det på en eller anden måde. Anna, Mette… lad os nu prøve at nå frem til et kompromis.
Mette lagde straks gaflen fra sig. Hendes ansigt antog et lidende, næsten tragisk udtryk. Nu var det hendes øjeblik.
— Jeg forstår slet ikke, hvad der er at forhandle om, Lars! Jeg sagde det jo til dig fra starten: Jeg er i vejen for hende! Jeg irriterer hende bare ved at være her! Hun vil have dig helt for sig selv, hun kan ikke tåle, at du har nogen ved siden af hende! Jeg er din søster, dit eget blod, og hun… hun vil bare smide mig ud!
Hun talte højt og teatralsk, som om hun stod på en scene, selv om hendes eneste publikum var hendes bror. Anna værdigede hende ikke engang et blik. Hun tørrede roligt munden med servietten og vendte sig derefter mod sin mand. Hendes stemme var lav, men i køkkenets døde stilhed lød den stærkere end råb.
— Lars, jeg har ikke tænkt mig at diskutere noget med hende. Den her samtale er mellem dig og mig. Det var dig, der bad mig vente. Dig, der bad mig give hende tid. Der er gået et halvt år. På de seks måneder har hun været til fire jobsamtaler, og til to af dem kom hun for sent. Hun har ikke gjort rent ét eneste sted i lejligheden ud over sit eget værelse. Hun har ikke engang købt et brød med hjem. Sidste måned brugte hun omkring 1.500 kroner på taxaer og cafébesøg fra det kreditkort, du gav hende til “småting”. Og så har jeg slet ikke nævnt den ødelagte hårtørrer eller badeværelsesmåtten, der blev gennemvædet af parfume og kosmetik. Det her er fakta. Resten er bare ord.
Hver sætning ramte som et søm, der blev banket metodisk ned i kisten over Lars’ skrøbelige håb om en fredelig løsning. Hun skældte ikke ud. Hun fornærmede ingen. Hun lagde blot kendsgerningerne frem, én efter én. Og netop den kølige, ubestridelige sandhed skræmte ham mere end ethvert hysterisk udbrud ville have gjort. Han så på sin søster; hendes ansigt var forvredet i fornærmelse. Så så han på sin kone; hendes ansigt var roligt, lukket og uigennemtrængeligt. Han sad fast.
Og så valgte han. Ikke det rigtige, men det nemmeste. Det valg, et svagt menneske træffer, når sandheden kræver mere mod, end man har. Det var lettere at give efter for Mettes manipulation end at se virkeligheden i øjnene.
— Men hvorfor skal du være så… så hård? fik han presset frem med en bebrejdende klang i stemmen. — Kunne du virkelig ikke have været lidt mere… menneskelig over for hende? Hjælpe hende? Prøve at forstå hende? Du kan jo se, hvor svært hun har det! Hvorfor vil du overhovedet ikke give dig? Du har gjort vores hjem til en slagmark!
Det var den eneste sætning, Anna havde behøvet at høre. Han havde ikke blot forsvaret sin søster. Han havde lagt skylden på hende. I samme øjeblik gik det op for Anna, at den uge, hun havde givet ham, havde været fuldstændig overflødig. Beslutningen var allerede blevet truffet — bare ikke af hende.
Søndag morgen kom med en bedragerisk ro. Den syvende dag. Den sidste. Mette, der var fuldstændig overbevist om sin endelige og ubetingede sejr, brugte demonstrativt lang tid på badeværelset. Da hun endelig dukkede op i køkkenet, nynnede hun for sig selv, små bidder af klubmusik, som om hun nu officielt havde overtaget magten i huset. Lars sad ved bordet.