Han havde mobilen i hånden og lod, som om han fordybede sig i nyhederne, men i virkeligheden gemte han sig bare bag skærmen for at slippe for den ubehagelige spænding i rummet. Han havde forestillet sig to mulige udfald: Enten ville Anna bøje sig, når hun indså, hvor nyttesløst hendes oprør var, eller også ville hun begynde at pakke sine ting og forsvinde ud ad døren med et sidste smæld. Begge scenarier mente han, at han var parat til.
Det, der skete, havde han derimod slet ikke taget højde for.
Anna kom ud fra soveværelset. Hun var allerede klædt på: mørke jeans, en blød kashmirtrøje og håret samlet stramt og omhyggeligt. Hun bar ikke en taske over skulderen, ikke en jakke over armen, ingenting. Det eneste, hun havde med sig, var to kufferter, som hun trak efter sig. Store, pænt pakkede rullekufferter af læder, der gled med en dæmpet susen hen over laminatgulvet.
— Nå da, så der er alligevel nogen, der har besluttet sig for at flytte, sagde Mette spydigt og trak munden skævt, før hun tog en slurk af sin kaffe. — Kunne din lille far ikke tale dig fra det?
Lars løftede blikket fra telefonen. Over hans ansigt gled noget, der på én gang lignede lettelse og dårlig samvittighed. Så var øjeblikket altså kommet. Nu ville den sidste scene udspille sig, og bagefter ville alt falde på plads igen. Han gjorde sig klar til bebrejdelserne.
Anna standsede kufferterne lige foran entrédøren. Hun lod blikket glide over dem begge, roligt og vurderende, næsten som om de var fremmede mennesker, hun aldrig før havde set.
— Det er ikke mine ting, sagde hun lavt.
Stemmen var helt jævn. Ikke en rysten, ikke et strejf af teater, ingen dramatisk undertone.
— Det er dine, Lars.
Lars blinkede. Langsomt lagde han telefonen fra sig på bordet. Mettes grin stivnede og forsvandt. De stirrede begge på kufferterne, derefter på Anna, som om ordene ikke ville passe sammen med det, deres øjne så.
— Hvad? spurgte han tomt. Han var sikker på, at han måtte have hørt forkert.
— Jeg gav dig en uge til at vælge, fortsatte Anna med den samme kølige, næsten følelsesløse ro. — I går aftes ved middagen traf du dit valg. Du valgte din søster. Det har du ret til. Du mener, hun skal tages hånd om, at hendes situation skal forstås og rummes. Det vil jeg ikke længere diskutere med dig. Så tag dig af hende.
Hun tav et øjeblik, så ordene kunne synke ned i den tunge, søvnige søndagsstilhed, der hang i køkkenet.
— Men fra nu af gør I det sammen. Et andet sted. Jeg kan ikke smide Mette ud alene, det har jeg ikke ret til. Hun er din familie. Men du er min mand. Og hvis du ikke kan leve uden din søster, så må I leve sammen.
Hun gik hen til døren og åbnede den. Den kølige luft fra opgangen strømmede ind i lejligheden.
— Du… du smider mig ud? fik Lars endelig presset frem.
Der var ikke vrede i hans stemme. Kun en forvirret vantro, som om virkeligheden havde brudt en regel, han altid havde troet var urokkelig. Han kunne stadig ikke begribe det. Det var jo ham, der var manden i huset. Ham, der bestemte. Ham, der traf beslutningerne.
— Jeg har ikke glemt noget, sagde Anna. — Dine arbejdsskjorter ligger der. Din bærbare, opladere, træningstøj. Alt det, du kan få brug for den første tid. Mine forældre lagde mere i udbetalingen til denne lejlighed, end du nåede at tjene i løbet af tre år af vores ægteskab. Derfor bliver jeg.
Hun så ham direkte i øjnene. I hendes blik fandtes hverken had eller såret ømhed. Kun en kold, afsluttet konstatering.
— Du har valgt, hvem du vil forsørge. Nu kan du begynde.
Mette stod helt stivnet med kaffekoppen i hånden. Den verden, hvor hun havde været prinsessen, som storebroren beskyttede, faldt sammen på et eneste sekund. Hun så fra Lars til kufferterne og derefter tilbage på Anna. I hendes ansigt stod en ægte, uforfalsket skræk. Hun havde ikke fået lejligheden. Hun havde kun fået en bror uden tag over hovedet — en bror, der fra nu af naturligvis måtte bo der, hvor hun selv boede.
— Mette, hjælp din bror, sagde Anna stille.
Hun skubbede ikke til dem. Hun hævede ikke stemmen. Hun lavede ingen scene. Hun stod blot ved den åbne dør og holdt den for dem, som en høflig portner, der viser afrejsende gæster ud.
Og netop den afmålte høflighed var mere skræmmende end ethvert raseriudbrud kunne have været.
Hun slettede dem ganske enkelt ud af sit liv, som man lukker en kedelig bog, man allerede har læst færdig.