Lars løftede endelig hovedet. Først så han på sin mor, dernæst på Anna.
— Helt ærligt synes jeg ikke, det er den værste tanke, sagde han lavmælt.
Anna stivnede. Et øjeblik var hun sikker på, at hun måtte have hørt forkert.
— Det mener du ikke.
— Jo, det gør jeg. Mette står faktisk i en svær situation. Hvis vi byttede lejligheden til noget mindre, kunne vi stadig klare os, og samtidig ville vi hjælpe min søster.
— Noget mindre? Anna mærkede, hvordan fingrene begyndte at skælve. — Hører du overhovedet selv, hvad du siger?
— Selvfølgelig gør jeg det. Det er ikke verdens undergang. Folk bytter boliger hele tiden.
— Folk bytter boliger? Hendes stemme blev skarpere. — Det her er min lejlighed, Lars! Mine forældre gav mig den! Jeg er vokset op her!
— Anna, lad være med at råbe. Vi kan tale om det stille og roligt.
— Hvad er der at tale om? Du vil have, at jeg skal opgive mit hjem for din søsters skyld?
— Ikke opgive. Bytte. Du ville jo stadig have et sted at bo.
— Men ikke her! Ikke i det her hjem!
Hanne blandede sig straks:
— Anna, nu må du ikke hidse dig sådan op. Vi foreslår bare en fornuftig løsning. Du får en bolig, Mette får en bolig, og alle kommer videre.
— Nej, alle gør ikke! Jeg mister mit hjem!
— Det er bare en lejlighed, sagde svigermoren og slog ud med hånden. — Det vigtigste er familien. Familien skal holde sammen.
Anna kunne mærke vreden stige i kroppen som kogende vand. Kinderne brændte, og hendes hænder knyttede sig.
— Jeg bytter ikke noget som helst! Lejligheden er min, og sådan bliver det!
Ordene kom hårdt og klart. Hun så direkte på sin mand og veg ikke med blikket. Lars fór en smule sammen, som om hun havde ramt ham. Hanne sukkede tungt.
— Nå, så det er sådan, det hænger sammen, sagde hun og rystede på hovedet. — Du er egoistisk. Du tænker kun på dig selv.
— Jeg beskytter det, der tilhører mig.
— Er vægge vigtigere for dig end mennesker? Hanne rejste sig brat. — Vi taler om familie, og du taler om ejendom! Du er utaknemmelig, Anna. Lars elsker dig og passer på dig, og alligevel kan du ikke engang hjælpe hans egen søster!
— Jeg har ikke pligt til at hjælpe ved at ofre min lejlighed!
— Jo, det har du! Du er hans kone! En kone støtter sin mand i alt!
Lars kom på benene og forsøgte at lægge sig imellem.
— Mor, rolig nu. Anna, vær sød, lad os ikke råbe ad hinanden.
— Ikke råbe? Anna vendte sig mod ham. — Du vil tage min lejlighed fra mig, og jeg skal bare tie stille?
— Jeg vil ikke tage den. Jeg siger kun, at vi kan bytte den. Det er ikke det samme.
— For mig er det præcis det samme! Jeg vil ikke miste det her hjem!
— Hvorfor siger du miste? Du får jo en anden lejlighed.
— Jeg vil ikke have en anden! Jeg vil bo her!
Hanne tog sig til hovedet.
— Gud, hvor kan du være stædig! Du skænker ikke familien en tanke. Kun dig selv!
— Jeg tænker på mig selv, fordi ingen andre gør det!
Skænderiet løb helt af sporet. Hanne hævede stemmen og talte om utaknemmelighed, selviskhed og om at ødelægge familien. Lars prøvede på én gang at dæmpe sin mor og overtale Anna til, at sagen kunne ordnes fredeligt. Anna blev stående midt i stuen, og inde i sig selv vidste hun, at grænsen allerede var passeret.
— Den her lejlighed er min. Mine forældre arbejdede for den, og de efterlod den til mig. Jeg giver den ikke til nogen.
— Anna, jeg foreslår bare, at vi hjælper min søster, men du nægter at rokke dig! sagde Lars bebrejdende.
— Du vil løse dine slægtninges problemer på min bekostning!
— På vores bekostning! Vi er jo en familie!
— Familie betyder ikke, at jeg skal ofre mit hjem!
Hanne trådte tættere på og pegede på Anna med en stiv finger.
— Du er en dårlig hustru. En rigtig hustru støtter altid sin mand. Hun hjælper hans familie. Men du tænker kun på dig selv!
Anna trak vejret langsomt ind. Da hun talte, var hendes stemme lav, men fast:
— Hanne, jeg beder dig om at gå.
— Hvad sagde du?
— Jeg beder dig forlade mit hjem. Nu.
Svigermorens ansigt blev mørkerødt.
— Smider du mig ud?
— Ja. Det gør jeg. Det her er mit hjem, og jeg vil ikke finde mig i, at du står her og råber.
— Lars! Hanne vendte sig mod sin søn. — Hører du, hvordan hun taler til mig?
Lars stod forvirret mellem sin mor og sin kone.