Hans ansigt var blevet blegt, og fingrene rystede svagt.
— Anna, det der var ikke nødvendigt. Mor prøvede jo bare at gøre det rigtige.
— Det rigtige? gentog Anna og lo kort, uden glæde. — For hvem? For Mette? For jer? Hvad med mig?
— For os alle sammen.
— For alle sammen, ja. Bare ikke for mig.
Anna gik hen til døren og trak den helt op.
— Hanne, jeg beder dig gå nu.
Hanne greb sin taske, sendte Anna et blik fuldt af raseri og foragt.
— Du er et frygteligt menneske. Du har ikke noget hjerte.
Så trådte hun ud i opgangen og smækkede døren så hårdt efter sig, at det gav genlyd i væggene. Anna lukkede den langsomt og blev stående med ryggen mod væggen. Hun trak vejret tungt, og hjertet hamrede, som om hun lige havde løbet langt.
Lars stod midt i stuen og stirrede på hende.
— Hvorfor skulle du behandle hende sådan?
— Hvorfor skulle hun behandle mig sådan?
— Hun ville hjælpe min søster.
— På min bekostning, Lars. Forstår du det? Det er mig, der skulle betale prisen.
— Vi er en familie. Man hjælper hinanden.
— At hjælpe betyder ikke, at man skal give alt fra sig.
— Det er jo ikke alt. Det handler bare om at bytte.
— Jeg vil ikke bytte min lejlighed væk! Hvor mange gange skal jeg sige det?
Lars sank ned på sofaen og gned sig træt over ansigtet.
— Så du vil altså ikke hjælpe Mette? Måske burde vi så overveje, om der overhovedet er nogen grund til, at vi bliver sammen.
Ordene blev sagt lavmælt, næsten roligt, men de ramte hårdere end et råb. Anna så på sin mand og havde pludselig svært ved at genkende den mand, hun havde delt sit liv med i to år.
— Er det et ultimatum?
— Det er et spørgsmål.
— Så er svaret nej. Der er ingen grund.
Lars løftede blikket.
— Mener du det alvorligt?
— Fuldstændig. Hvis betingelsen for vores ægteskab er, at jeg opgiver min lejlighed, så er det ikke et ægteskab, jeg vil være i.
— Anna…
— Nok, Lars. Jeg har sagt alt, hvad der skulle siges.
Han rejste sig uden at svare og gik ind i soveværelset. Kort efter hørte Anna skabslågen blive åbnet, bøjler der slog mod hinanden, poser der raslede. Der gik omkring tyve minutter, før Lars kom tilbage med en taske i hånden.
— Jeg bliver hos min mor et stykke tid.
— Hvor længe, det må du selv finde ud af.
Han stod et øjeblik og så på hende, som om han ville sige noget mere. Men ordene kom ikke. I stedet gik han ud i entréen, tog sin jakke på og samlede nøglerne op.
— Ring, hvis du skifter mening.
— Det gør jeg ikke.
Døren gled i bag ham.
Anna var alene.
Hun gik ind i stuen og satte sig tungt på sofaen. Blikket gled hen over de velkendte vægge, hylderne med familiebillederne, gulvet, som hendes forældre selv havde lagt, bræt for bræt.
Stilheden bredte sig i lejligheden. Ikke bare som fravær af lyde, men som noget tæt og altomsluttende. Alligevel mærkede hun ingen frygt. Ingen anger heller. Kun en fast, stille vished om, at hun havde gjort det rigtige.
Efter et stykke tid rejste hun sig og gik hen til vinduet. Udenfor var byen ved at blive mørk. Lysene tændtes i nabobygningernes vinduer, ét efter ét. Lejligheden var stadig hendes. Hjemmet, som hendes forældre havde skabt, og som bar deres minder i hver en krog, var ikke blevet taget fra hende. Ingen skulle få lov til at rive det ud af hendes hænder. Ingen skulle tvinge hende til at ofre det for andres behov.
Lars var gået. Hanne var blevet afvist. Mette stod stadig uden den hjælp, hun havde håbet på. Men Anna følte ingen skyld. At hjælpe et andet menneske betyder ikke, at man skal miste det, man selv har.
Hun tog sin telefon frem og skrev til sin veninde Sara:
“Lars er gået. Det er en lang historie. Kan du komme forbi i morgen?”
Svaret kom næsten med det samme:
“Selvfølgelig. Jeg tager vin med. Hold ud.”
Anna smilede svagt. Livet ville fortsætte. Uden en mand, der satte andres ønsker over sin kones. Uden en svigermor, der opførte sig, som om andres ejendom var hendes egen. Uden mennesker, der ikke respekterede hendes grænser.
Lejligheden var der endnu. Hjemmet var der endnu. Mindet om hendes forældre var der endnu. Alt andet var sekundært.
Hun gik ud i køkkenet og satte sig ved bordet. Overfor stod den tomme stol, hvor Lars plejede at sidde. Før var den en naturlig del af hendes hverdag. Nu var den bare tom. Og mærkeligt nok føltes det ikke forkert.
Så kom hun i tanke om låsene. De måtte skiftes. For en sikkerheds skyld. Lars kunne finde på at komme tilbage, forsøge at presse hende igen, måske med sin mor ved siden af sig. Men døren skulle være låst. Hjemmet skulle være beskyttet.
Anna gik ind i soveværelset og lagde sig på sengen. Hun lukkede øjnene.
I morgen ville være en ny dag. Uden skænderier. Uden pres. Uden andres krav og forventninger.
Kun hende og hendes hjem.
Hendes fæstning. Hendes liv.
Og det skulle ingen nogensinde tage fra hende.