En times tid senere kom Mette dalrende ud i køkkenet. Hun gabte, strakte sig dovent og var kun iført korte silkeshorts og en lille top. Af gammel vane styrede hun direkte mod kaffemaskinen, men den stod blank, tom og fuldstændig urørt.
— Nå, er der ikke mere kaffe? kastede hun ud i rummet, tydeligt med den forventning, at Anna straks ville springe til og løse den lille “katastrofe”.
Anna stod netop og skyllede sin egen kop af. Hun vendte ikke engang hovedet.
— Det ved jeg ikke. Jeg har drukket min, svarede hun, med samme neutrale tone, som hvis en fremmed havde spurgt hende om vej på gaden.
Mette stivnede et øjeblik. Så fnøs hun højt og smækkede demonstrativt køleskabsdøren op. Hun tog en yoghurt, spiste den stående direkte af bægeret med en ske og efterlod bagefter det hele på køkkenbordet. Bægeret, skeen, de klæbrige rester. Det var krigens første skud. Anna lod, som om det ikke eksisterede. Hun vaskede sin egen tallerken og kop op, tørrede vasken af og gik derefter ind på værelset for at gøre sig klar til arbejde. Yoghurtbægeret blev stående som et lille, fedtet mindesmærke over et andet menneskes dårlige opførsel.
Sådan begyndte dagene at glide forbi. Lejligheden delte sig langs usynlige, men tydeligt mærkbare grænser. Anna lavede aftensmad til to. Hun købte ind til to. Når vaskemaskinen blev fyldt, var det kun hendes eget og Mads’ tøj, der kom med. Mettes voksende bunke i vasketøjskurven lod hun ligge uden den mindste reaktion. Hun gjorde stuen ren, men sprang med vilje den del af sofaen over, hvor Mette efterlod krus, papir fra chokolade og andre små spor efter sig. Badeværelset udviklede sig hurtigt til den vigtigste kampzone. Anna pudsede spejlet, vaskede håndvasken, tørrede fladerne af, indtil de skinnede, men alle de tuber, løse låg og hårstrå, som Mette spredte omkring sig, rørte hun ikke.
Da Mette forstod, at hendes passive aggression ikke gav det ønskede resultat, gik hun over til åbent angreb. Hun førte lange, højlydte telefonsamtaler, hvor hun med sine veninder diskuterede, hvordan “visse mennesker” åbenbart kunne blive vanvittige af jalousi og af tomheden i deres eget liv. Hun begyndte også at slæbe larmende venner med hjem netop på de tidspunkter, hvor både Anna og Mads var der, så den ellers stille lejlighed blev fyldt med fremmede grin, parfumer, tobaksagtige jakker og skarpe stemmer. De beskidte tallerkener blev ikke længere bare sat i vasken. Nu placerede hun dem direkte på spisebordet, helst lige ved siden af Annas plads.
Mads befandt sig midt imellem dem og blev klemt fra begge sider. Han ville gerne være fredsstifter, men hans forsøg var svage, klodsede og uden rygrad.
— Anna, kunne du ikke lave lidt ekstra suppe? Jeg får det så ubehageligt over for hende… begyndte han forsigtigt på den tredje dag med en næsten indsmigrende blødhed i stemmen.
— Hvis du får det ubehageligt, kan du selv lave suppe. Gryderne står, hvor de plejer, svarede hans kone køligt uden at løfte blikket fra bogen.
Når han forsøgte at tale med sin søster, gled samtalen straks over i manipulation.
— Mads, jeg kan jo se, hvordan hun kigger på mig! Hun hader mig! Jeg er bare i vejen her! Hvis du også synes det, så pakker jeg mine ting med det samme og tager hen på stationen!
Og han gav efter. Lidt efter lidt begyndte han at vaske op efter hende i smug, når Anna ikke så det. Han bestilte pizza til dem alle sammen for at slippe for de pinlige middage, hvor han ellers skulle sidde alene med sin kone over to tallerkener. Han prøvede at fylde tavsheden ud med dumme vittigheder og ligegyldige historier fra arbejdet, men fra Anna mødte han kun en iskold mur, og fra Mette et hånligt, frækt halvt smil. Han løste ingenting. Han udskød blot det uundgåelige og gjorde samtidig luften i hjemmet endnu mere giftig og uudholdelig. Den nedtælling, Anna havde sat i gang, tikkede videre, og for hver dag lød den højere.
På den sjette dag, en lørdag aften, gjorde Mads sit sidste, desperate forsøg. Han kom hjem med to tunge poser fra et dyrt supermarked. I dem lå marmorerede bøffer, asparges, en flaske vin og alt det, han tidligere havde købt, når han og Anna skulle have en særlig, fortrolig aften sammen. Det var hans hvide flag, et klodset fredstilbud. Han fandt dem begge i stuen: Anna sad forskanset bag sin bog, mens Mette lakerede negle, og den skarpe lugt af neglelak hang tungt i luften.
Mads stillede poserne fra sig, trak vejret ind og tog tilløb, før han med alt for påtaget munterhed sagde: