»Jeg tænkte, at vi skulle forkæle os selv lidt i aften!« erklærede han med en begejstring, der lød en anelse for høj og en anelse for indøvet, mens han begyndte at lægge varerne ud på køkkenbordet. »Lad os spise en rigtig hyggelig familiemiddag. Sætte os ned, tale sammen som voksne mennesker.«
Anna løftede langsomt blikket fra bogen uden at sige et ord. Hun forstod det med det samme. Det her var ikke et forsøg på forsoning. Det var optakten til et møde, hvor hun allerede var udpeget som den anklagede, og hvor god mad skulle gøre hende blødere, før dommen blev afsagt. Mette derimod lyste op. For hende var det en chance. En scene.
»Åh, Mads, hvor er du altså sød!« kvidrede hun og sendte Anna et hurtigt, triumferende blik. »Hvor er det længe siden, vi har siddet sådan sammen.«
Middagen gled af sted i en kvalt, anspændt stilhed. Mads fór frem og tilbage mellem bord og køkken, skænkede vin, skar bøfferne ud og forsøgte at lette stemningen med små vittigheder. Men de faldt døde ned i tavsheden og knustes mod de to kvinders hårde ansigter. Til sidst kunne han ikke holde trykket ud længere. Han rømmede sig og tog hul på det, han hele tiden havde planlagt.
»Piger, hvorfor skal vi have det sådan her?« sagde han og lod blikket glide fra den ene til den anden. »Vi er jo familie. Vi må da kunne finde ud af noget. Anna, Mette… vi må finde et kompromis.«
Mette lagde straks gaflen fra sig. Hendes ansigt antog et såret, næsten tragisk udtryk, som om hun havde ventet hele aftenen på netop denne replik. Nu var det hendes øjeblik.
»Jeg forstår slet ikke, hvad der er at forhandle om, Mads!« udbrød hun. »Jeg sagde jo fra starten, at jeg bare er i vejen for hende. Jeg er en torn i øjet på hende! Hun vil bare have dig helt for sig selv, så du ikke har nogen andre end hende. Jeg er dit eget kød og blod, og hun… hun vil bare smide mig ud herfra!«
Hun talte højt og teatralsk, rettet mod sit eneste publikum: sin bror. Anna værdigede hende ikke engang et blik. Hun foldede servietten ud, tørrede roligt mundvigene og vendte sig derefter mod sin mand. Da hun talte, var stemmen lav, men i køkkenets døde stilhed lød den stærkere end et råb.
»Mads, jeg har intet at drøfte med hende. Den her samtale er mellem dig og mig. Det var dig, der bad mig vente og give hende tid. Der er gået et halvt år. På de seks måneder har hun været til fire jobsamtaler, og til to af dem kom hun for sent. Hun har ikke gjort rent én eneste gang uden for sit eget værelse. Hun har ikke så meget som købt et brød med hjem. Sidste måned brugte hun 1.500 kr. fra det kreditkort, du gav hende til småudgifter, på taxaer og cafébesøg. Og jeg nævner ikke engang den ødelagte hårtørrer eller badeværelsesmåtten, der blev gennemvædet af parfume og cremer. Det er fakta. Resten er bare snak.«
Hver eneste sætning ramte som et søm, der blev slået metodisk ned i kisten over Mads’ skrøbelige håb om fred. Hun anklagede ikke, hun råbte ikke, hun fornærmede ingen. Hun lagde blot kendsgerningerne frem. Og netop den kolde, uangribelige sandhed skræmte Mads mere end noget hysterisk udbrud kunne have gjort. Han så på sin søster; hendes ansigt var fortrukket af fornærmet vrede. Så så han på sin kone; hendes udtryk var roligt og lukket som en mur. Han sad fast.
Og så valgte han. Ikke det modige valg, men det valg et svagt menneske træffer, når den letteste vej lokker. Det var nemmere at give efter for søsterens manipulation end at se sandheden i øjnene.
»Hvorfor skal du være så… så hård?« fik han presset frem med en bebrejdende klang i stemmen. »Kunne du virkelig ikke have behandlet hende lidt mere… menneskeligt? Hjælpe hende lidt, prøve at forstå hende? Du kan jo se, hvor svært hun har det! Hvorfor vil du slet ikke give dig? Du har gjort vores hjem til en slagmark…«
Det var den eneste sætning, Anna havde haft brug for at høre. Han havde ikke bare forsvaret sin søster. Han havde gjort hende til den skyldige. I det øjeblik forstod Anna, at den uge, hun havde givet ham, havde været fuldstændig overflødig. Beslutningen var allerede blevet truffet for hende.
Søndag morgen kom med en bedragerisk ro. Den syvende dag. Den sidste. Mette, overbevist om sin totale og ubetingede sejr, brugte usædvanligt lang tid på badeværelset, plaskede rundt derinde og dukkede siden op i køkkenet med en melodi på læberne, mens hun mumlede brudstykker af klubmusik. Hun bevægede sig som en, der endelig officielt havde overtaget magten i huset. Mads sad allerede ved bordet.