med telefonen i hånden, som om han var dybt optaget af dagens nyheder. I virkeligheden gemte han sig bare bag skærmens lys for ikke at skulle møde sin egen uro. Han havde forestillet sig to mulige udfald: enten ville Anna give op, når hun indså, hvor nytteløst hendes oprør var, eller også ville hun begynde at pakke sine ting og forlade lejligheden med et smæld med døren. Begge scenarier havde han mentalt forberedt sig på.
Men det, der skete, havde han ikke set komme.
Anna trådte ud fra soveværelset. Hun var allerede fuldt påklædt: mørke, enkle jeans, en blød kashmirtrøje og håret samlet stramt og omhyggeligt i nakken. Hun bar ikke en taske over skulderen, havde ingen jakke i favnen, intet i hænderne. Bag sig trak hun blot to kufferter. To store rullekufferter af læder, sirligt pakket, som gled med en dæmpet hvislen hen over laminatgulvet.
— Nå da, så nogen har alligevel besluttet sig for at flytte, sagde Mette med en spids, hånlig mine og tog en slurk af sin kaffe. — Kunne din far ikke få dig talt fra det?
Mads løftede blikket fra mobilen. Over hans ansigt gled et mærkeligt udtryk, halvt lettelse, halvt skyld. Så var øjeblikket altså kommet. Nu ville den afsluttende scene udspille sig, og bagefter ville alting falde på plads. Han gjorde sig klar til bebrejdelserne.
Anna standsede kufferterne lige ved entrédøren. Hun så fra den ene til den anden med et roligt, undersøgende blik, næsten som om hun betragtede to mennesker, hun aldrig før havde mødt.
— Det er ikke mine ting, sagde hun lavmælt.
Stemmen var helt jævn. Der var ingen teatralsk klang i den, ingen skælven, ingen forsøg på at gøre ordene større, end de var.
— Det er dine, Mads.
Mads blinkede. Langsomt lagde han telefonen fra sig på bordet. Mettes smil stivnede og forsvandt. De stirrede begge først på kufferterne, så på Anna, ude af stand til at få det, de havde hørt, til at passe med det, de så foran sig.
— Hvad for noget? spurgte han tomt, som om ordene var kommet fra et andet rum.
Han var sikker på, at han måtte have hørt forkert.
— Jeg gav dig en uge til at vælge, fortsatte Anna med samme rolige, næsten følelsesløse stemme. — I går ved middagsbordet traf du dit valg. Du valgte din søster. Det har du ret til. Du mener, at hun skal tages hånd om, at hendes situation kræver forståelse. Det vil jeg ikke diskutere mere. Så tag dig af hende.
Hun holdt en kort pause, længe nok til at ordene kunne synke ned i den tunge, søvnige stilhed, der stadig hang over søndagsmorgenen.
— Men fra nu af gør I det sammen. Et andet sted. Jeg kan ikke smide Mette ud. Jeg har ingen ret til det, hun er din familie. Men du er min mand. Og hvis du ikke kan leve uden din søster, så må I leve sammen.
Hun gik hen til døren og åbnede den. Den kølige luft fra opgangen strømmede ind i lejligheden og skar gennem køkkenets varme.
— Du… du smider mig ud? fik Mads endelig presset frem.
Der var ingen vrede i hans stemme. Kun en forvirret vantro. Han kunne stadig ikke fatte det. Det var jo ham, der var manden i huset. Ham, der skulle træffe beslutningerne.
— Jeg har ikke glemt noget, sagde Anna. — Dine arbejdsskjorter ligger der. Din bærbare, opladere, træningstøj. Alt det, du får brug for i den første tid. Mine forældre lagde mere i udbetalingen til den her lejlighed, end du nåede at tjene på tre år af vores ægteskab. Så jeg bliver.
Hun så ham direkte i øjnene. Der var hverken had eller såret bitterhed i hendes blik. Kun en kold, endelig konstatering, som ikke længere var til forhandling.
— Du har valgt, hvem du vil forsørge. Nu kan du begynde.
Mette stod som forstenet med koppen i hånden. Hele den verden, hvor hun havde været prinsessen, som storebroren beskyttede, styrtede sammen på et øjeblik. Hun så på Mads, derefter på kufferterne og så tilbage på Anna. I hendes ansigt stod nu en ægte, uforfalsket rædsel. Hun havde ikke vundet lejligheden. Hun havde kun fået en hjemløs bror, som fra nu af tydeligvis måtte bo dér, hvor hun selv endte.
— Mette, hjælp din bror, sagde Anna stille.
Hun skubbede ikke til dem. Hun hævede ikke stemmen. Hun lavede ingen scene. Hun stod blot ved den åbne dør og holdt den for dem med en næsten formel høflighed, som en dørmand, der ledsager gæster ud efter endt besøg.
Og netop den kølige, distancerede høflighed var mere skræmmende end noget raseriudbrud kunne have været.
Hun slettede dem ganske enkelt ud af sit liv, som man lægger en kedelig, færdiglæst bog fra sig og aldrig åbner den igen.