— Det er netop den indstilling, De skal holde fast i, — sagde Mette anerkendende. — Så ses vi i morgen.
Retslokalet var langt mindre, end Anna havde forestillet sig. Det mindede mest om et almindeligt kontor: træbænke, dommerens bord og rigsvåbnet på væggen. Hun sad og pillede nervøst ved remmen på sin taske, mens hun gjorde alt for ikke at se over på Lars, der sad på den anden side med en mine, som om sagen allerede var afgjort til hans fordel.
— Prøv at trække vejret roligt, — hviskede Mette. — Vi har styr på det.
— Hvad nu hvis han finder på noget? De kender ham ikke…
— Sådan nogle som ham møder jeg ti gange om dagen, — svarede advokaten med et lille smil. — Se bare, han har taget Peter Jensen med. De velhavende klienters yndlingsforsvarer. Men heller ikke han kan trylle fakta væk.
Dommeren trådte ind, en midaldrende kvinde med et træt, koncentreret ansigt.
— Vi behandler sagen om bodeling mellem ægtefællerne Hansen, — sagde hun og bladrede hurtigt i papirerne. — Sagsøger?
Lars’ advokat rejste sig.
— Lars Hansen, — begyndte han. — Min klient anmoder retten om at afvise modpartens krav, eftersom samtlige værdier er erhvervet for hans personlige midler og registreret i hans navn.
Anna knyttede hænderne i skødet. Hvilken uforskammethed. Hun så for sig, hvordan hun havde vendt hver eneste krone for at få huset bygget. Hvordan hun havde taget ekstra timer på skolen for, som Lars dengang sagde, at “investere i deres fælles fremtid”.
— Modparten, hvad er Deres standpunkt? — spurgte dommeren.
Mette rejste sig uden tøven.
— Anna Hansen bestrider sagsøgers påstande. Formuen er skabt under ægteskabet, og min klient har bidraget både økonomisk og med sit arbejde. Det kan vi dokumentere.
Lars fnøs og lænede sig over mod sin advokat, som han hviskede noget til. Peter Jensen nikkede kort.
— Hvilken dokumentation taler De om? — spurgte dommeren.
Mette åbnede sin mappe.
— Kvitteringer og underskrevne erklæringer fra Lars Hansen, hvor han bekræfter at have modtaget beløb fra sin hustru til opførelsen af huset. Regninger, der viser, at byggematerialer blev betalt med Anna Hansens eget kort. Kontoudtog, som dokumenterer større hævninger fra hendes konto i byggeperioden. Og derudover vidneforklaringer.
— Det er jo det rene vrøvl! — Lars sprang op. — Hvilke erklæringer? Det ligger så langt tilbage, jeg husker ikke noget af det!
— Ro i retten, — sagde dommeren skarpt. — De får ordet, når De bliver spurgt.
Mette rakte dokumenterne frem. Dommeren gennemgik dem omhyggeligt, ét for ét.
— Retten indkalder vidnet Mikkel Hansen.
Mikkel kom ind. Det var tydeligt, at han var anspændt.
— Mikkel, kan De bekræfte, at Deres mor lagde penge i byggeriet af huset?
— Ja, — sagde han og nikkede. — Jeg var lille, men jeg kan huske, at mor ofte tog penge med ud til byggepladsen. Hun sagde: “Det her er min løn, den skal gå til materialer.”
— Løgn! — råbte Lars og fór op igen. — Han dækker bare over sin mor!
— Hansen, endnu en afbrydelse, og jeg får Dem ført ud, — afbrød dommeren ham koldt.
Derefter blev de øvrige vidner hørt. Naboen Hanne fortalte, hvordan Anna havde optaget et lån til den første betaling på huset. En kollega fra skolen huskede, at Anna havde taget privatundervisning ved siden af arbejdet, fordi pengene, som hun selv havde sagt, skulle bruges til “fliserne på badeværelset”.
For hvert vidne blev Lars’ ansigt mørkere. Hans advokat bladrede hektisk i sine papirer, som om der et sted mellem siderne kunne ligge en redning.
— Jeg ønsker desuden at fremlægge endnu et dokument, — sagde Mette og tog et gulnet ark frem. — Det er en fuldmagt fra Anna Hansen til hendes mand, så han kunne varetage forhold vedrørende virksomheden. Sammen med den fremlægger jeg et kontoudtog, der viser, at startkapitalen til firmaet blev indbetalt fra hendes opsparingskonto.
Der blev fuldstændig stille i lokalet. Lars mistede farven i ansigtet.
— Hvor har De det fra? — hvæsede han.
— Fra bankens arkiv, — svarede Mette roligt. — Den slags oplysninger gemmes i mange år.
Retten trak sig tilbage for at votere. Anna blev siddende helt stille. Hun turde næsten ikke tro på, at det virkelig gik så godt.
— Tror De, vi vinder? — hviskede hun.
Mette blinkede til hende.
— Vi har allerede vundet. Dommeren har reelt ikke noget valg. Loven er på vores side.