En halv time senere kom dommeren tilbage og læste kendelsen op:
— Retten anerkender Anna Hansens ret til halvdelen af den formue, der er erhvervet under ægteskabet, herunder boligen, bankindeståenderne og andelen i virksomheden…
Lars fór op fra sin plads.
— Det her kan ikke passe! Jeg anker!
— Det står Dem frit for, — svarede dommeren roligt. — Men afgørelsen gælder, indtil andet måtte blive bestemt.
Der gik et halvt år.
Anna stod i køkkenet i sin egen del af huset og æltede dej til en kage. Efter bodelingen var huset blevet registreret som to adskilte boliger med hver sin indgang. I begyndelsen havde det føltes mærkeligt, næsten som at bo i sit eget hjem og alligevel ikke helt. Men efterhånden vænnede hun sig til det. Lars kom alligevel næsten aldrig forbi; han boede hos Sofie.
Telefonen gav et lille pling. En ny bestilling var kommet ind fra caféen i nærheden. Endnu en kage til næste dag. Anna smilede for sig selv. Hvem skulle have troet, at hendes bagning kunne blive til en lille forretning?
Det ringede på døren. Udenfor stod Mikkel med en enorm buket blomster i armene.
— Tillykke med fødselsdagen, mor!
— Åh, Mikkel! — Hun lagde armene om sin søn. — Tusind tak, min skat!
— Hvordan går det? Jeg kan se, du er i gang igen, — sagde han og nikkede mod hendes melede hænder.
— Jeg har så mange bestillinger, at du ikke drømmer om det! Kalenderen er allerede fyldt to uger frem.
— Hvor er du sej! — Mikkel satte sig ved bordet. — Og far? Lader han dig være i fred?
Anna rørte cremen sammen i skålen.
— Han var her i sidste uge. Han sagde, at han og Sofie var blevet uvenner.
— Og hvad så?
— Han ville flytte tilbage til mig, kan du forestille dig det? — Hun pustede kort ud. — Han sagde: “Anna, hvorfor skulle vi dog gå fra hinanden som to idioter? Lad os begynde forfra.”
— Hvad svarede du?
— Jeg sagde: “Lars, det er for sent. Jeg har lige fundet mig selv.”
Mikkel lo tilfreds og nappede et stykke dej fra bordet.
— Mor, jeg er virkelig stolt af dig. Helt ærligt. Jeg havde aldrig forestillet mig, at du ville rejse dig på den måde.
— Det havde jeg heller ikke, — sagde Anna og kastede et blik ud ad vinduet. — Men ved du hvad? Nogle gange sker der noget forfærdeligt, og først senere går det op for én, at det faktisk blev begyndelsen på noget godt.
Om aftenen kom gæsterne. Der var kolleger fra skolen, nye veninder fra bageklubben og naboen Hanne. Anna havde dækket op i sin nyrenoverede stue. Efter skilsmissen havde hun lavet hele lejligheden om: lyse tapeter i stedet for de tunge mørke, nye møbler, mere luft. Lars havde altid elsket kraftige gardiner og store, massive skabe. Anna ville have lys, plads og ro.
— For fødselaren! — sagde Hanne og løftede sit glas. — For vores heltinde!
— Åh, hold nu op, hvilken heltinde… — Anna rødmede.
— Jo, netop! — indvendte Camilla fra skolen. — Så mange kvinder finder sig i alt og tør ikke ændre noget. Men du gjorde det.
Da den sidste gæst var gået, sank Anna ned i sofaen med en kop te. Så ringede det igen på døren. Denne gang stod Lars udenfor med en æske chokolade i hånden.
— Tillykke med fødselsdagen, — mumlede han.
— Tak, — sagde hun, men trådte ikke til side for at lukke ham ind.
— Kan vi tale sammen?
— Om hvad?
— Jeg savner dig, Anna.
Hun så grundigt på ham. Han var blevet ældre, tyndere, mere slidt. Men øjnene var de samme: snu, vurderende og fulde af beregning.
— Hvad med Sofie?
— Det er slut. Hun var… ikke den rigtige.
— Men det er jeg? — Anna smilede svagt. — Lars, du kommer for sent. Jeg har mit eget liv nu.
— Hvilket liv? Du bager kager? — Han trak på munden.
— Ja, jeg bager kager. Og jeg har fået nye venner. Jeg er begyndt i kor. Og i det hele taget… jeg har det godt.
— Uden mig?
— Tænk engang, ja, — svarede hun roligt. — I toogtredive år levede jeg for dig. Nu vil jeg leve for mig selv.
Lars rakte hende chokoladen uden et ord og gik. Anna lukkede døren, lænede ryggen mod den og stod sådan et øjeblik.
— Det lykkedes, — hviskede hun. — Det lykkedes virkelig.
Næste morgen vågnede hun ved, at telefonen ringede. Endnu en bestilling: en bryllupskage til tredive personer.
— Kan den være klar til lørdag? — spurgte den unge kvinde i røret.
— Det kan den, — svarede Anna uden tøven. — Fra nu af kan jeg klare hvad som helst.
Hun åbnede vinduet. Forårssolen strømmede ind i værelset. Der ventede hende så meget: et konditorkursus, en tur til havet med veninderne og snart også et barnebarn, som Mikkel og hans kæreste ventede.
— Hvem skulle have troet det, — sagde hun og så smilende op mod himlen, — at livet først for alvor begynder, når man er femoghalvtreds.