Anna så over på sin mand. Han sagde ikke et ord.
— Hører du overhovedet, hvad hun står og siger? spurgte hun lavt. — Hvem er du egentlig på side med?
Lars slog blikket ned.
— Mor vil jo bare det bedste…
I det øjeblik var det, som om noget brast inde i Anna. Ikke højt, ikke dramatisk — bare en stille, endelig knæklyd.
— Fint, sagde hun næsten hviskende. — Så får I mit svar nu.
Hun gik hen til skabet, trak den blå mappe med madplanerne frem og holdt den et øjeblik i hånden. Så så hun Karen direkte i øjnene og rev den langsomt midt over.
— Jeg laver ikke mere mad. Ikke i morgen. Ikke på din måde. Slet ikke.
— Hvordan vover du! skreg Karen.
Anna vendte sig mod Lars.
— Og du vælger nu. Mig — eller din mor.
Køkkenet blev helt stille. Lars knyttede hænderne, men han så stadig ikke ordentligt på hende.
— Hvis du ikke kan respektere min familie… så kan vi ikke være sammen.
Anna nikkede én gang.
— Det er forstået.
Hun gik ud af køkkenet, fandt en kuffert frem og begyndte at pakke. Ti minutter senere stod hun i entréen med jakken på og hånden om håndtaget.
— Jeg kommer efter resten i morgen, sagde hun uden at se på Lars.
— Anna, vent nu…
Men døren smækkede allerede bag hende.
Udenfor væltede regnen ned. Anna gik bare videre. Hun mærkede hverken vandet på kinderne eller kulden i hænderne. Telefonen vibrerede i lommen. Det var en besked fra hendes veninde:
“Anna, hvor er du? Er du okay?”
Hun standsede under en gadelygte og skrev tilbage:
“Jeg er lige blevet skilt. Eller næsten. Men jeg klarer mig.”
Hun anede endnu ikke, at det kun var begyndelsen. Imens var Lars’ familie allerede i gang med at skrive sammen om, hvordan de skulle “få den genstridige svigerdatter på plads igen”.
Den første nat hos veninden blev uden søvn. Anna lå på den smalle sovesofa og vendte sig fra side til side, mens Lars’ sidste ord kørte i ring i hendes hoved: “Hvis du ikke kan respektere min familie…” Som om hun ikke gennem hele deres ægteskab havde forsøgt at finde en vej ind i den familie.
Næste morgen eksploderede hendes telefon med beskeder.
— Anna, har du set, hvad de har lagt op? spurgte veninden og rakte hende sin mobil.
I familiechatten, som Anna allerede var blevet fjernet fra, lå der et nyt billede. Karen sad ved deres køkkenbord. Foran hende lå den blå mappe, nu klæbet sammen med tape. Under billedet stod der:
“Ingen får lov at ødelægge vores familie. Anna, hvis du vil tilbage, må du sige undskyld til alle og følge reglerne.”
Familien havde straks kommenteret.
“Uden Lars har hun jo ikke en krone.”
“Hun burde bede om tilgivelse på knæ.”
Veninden så alvorligt på hende.
— Du har vel ikke tænkt dig at gå tilbage?
Anna svarede ikke. Hun åbnede i stedet bankappen. På deres fælles konto, hvor der dagen før havde stået 18.000 kroner, var der nu kun 340 kroner tilbage.
— Han har overført det hele… hviskede hun.
Netop da ringede arbejdstelefonen.
— Anna Hansen, kom lige ind på mit kontor, sagde hendes chef tørt.
Chefens kontor føltes koldere end normalt. Han sad bag skrivebordet med et udtryk, der ikke lovede noget godt.
— Ved du, hvorfor jeg har bedt dig komme?
— Nej…
Han skubbede et stykke papir over mod hende.
— Din svigermor har været her. Med en klage.
Anna tog papiret. Hendes fingre blev stive, mens hun læste:
“Jeg anmoder om, at min svigerdatter Anna undersøges for manglende faglig egnethed. Hun bruger arbejdstiden på private anliggender, forlader ofte sin plads og kan muligvis have stjålet.”
Det susede for hendes ører.
— Jeg… jeg har aldrig…
— Det ved jeg godt, sagde chefen og sukkede. — Men når der ligger en skriftlig klage, er jeg nødt til at lave en kontrol. Og hvis der findes bare den mindste fejl…
Han fuldførte ikke sætningen. Det behøvede han heller ikke.
På vej hjem i metroen fik Anna en sms fra Lars:
“Mor er bare bekymret for dig. Kom hjem, så finder vi ud af det.”
Hun havde lyst til at kaste telefonen fra sig, men inden hun nåede at reagere, kom der endnu en besked. Denne gang fra tante Inge:
“Anna, du har glemt en pose med ting hos os. Kom i morgen kl. 18.00, så får vi talt ud.”
Da veninden læste beskederne, greb hun Anna om håndleddet.
— Du tager ikke derhen alene. Det er en fælde.
Anna så ud ad vinduet. Dagslyset var ved at forsvinde.
— Det ved jeg. Men jeg er nødt til at afslutte det her.
Hun vidste ikke, at Karen allerede havde arrangeret en “alvorlig samtale” næste dag — med deltagelse af onkel Peter, der var lokalbetjent. Så skulle den ulydige svigerdatter nok lære sin plads at kende.
Næste dag stod Anna foran tante Inges opgang præcis klokken seks. Veninden ventede i bilen nede ved kantstenen med optageren tændt på sin telefon.
Inden Anna ringede på, trak hun vejret dybt. I lommen på frakken lå hendes egen diktafon. Veninden havde insisteret.
Døren blev åbnet af tante Inge. Hun bar den samme minkpels som på billedet.
— Nå, så kom du alligevel, sagde hun med et skævt smil. — Kom ind. Der er samlet en hel del familie.
I stuen sad Karen og Lars. Men de var ikke alene. Ved siden af dem sad en ukendt mand i politiuniform og en ældre kvinde med et hårdt, vurderende blik.
Lars rejste sig.
— Anna, det her er onkel Peter. Han er lokalbetjent. Og det er tante Helle, psykolog.
— Psykolog? Anna tog langsomt frakken af.
— Ja, sagde Karen og løftede hagen betydningsfuldt. — Så du endelig kan lære, hvordan man opfører sig i en familie.
Anna satte sig i lænestolen over for dem. Hendes knæ rystede, men hendes ansigt forblev roligt.
— Hvor er mine ting?
— Ingen grund til at haste, sagde tante Inge og satte sig tættere på hende. — Først skal vi tale sammen.
Onkel Peter trak en notesbog frem.
— Så. Der er kommet en klage over dig. Du har forladt familien, fornærmet slægtninge…
— Hvilke fornærmelser? Anna knyttede hænderne.
— Her! Karen hev sin telefon frem. — Se bare, hvad hun har skrevet til mig.
På skærmen stod Annas besked: “Jeg kommer ikke længere til at lave mad efter din madplan.”
— Det kalder du en fornærmelse? Anna lo kort og vantro.
— Du gør grin med de ældre! råbte tante Inge.
Psykologen lænede sig frem.
— Unge dame, jeg kan tydeligt se, at du har alvorlige problemer med at acceptere autoriteter. Du har brug for hjælp.
Anna rejste sig langsomt.
— Godt. Så lad os tale om autoriteter.
Hun tog sin telefon frem og åbnede billedet af pelsen med prismærket. Derefter vendte hun skærmen mod dem og pegede på tante Inge.