— som lånte 10.000 kr. af mig til en “operation til hunden”.
— Det passer ikke! — tante Inge sprang op fra stolen.
— Rolig nu. — Anna skiftede til det næste billede, et skærmbillede af bankoverførslen. — Her er kvitteringen. Samme dato, som billedet af pelsen blev lagt op.
Karen blev kridhvid i ansigtet.
— Vi fortsætter. — Anna åbnede sin netbankudskrift. — Her er samtlige overførsler fra min mand til hans mor i løbet af det seneste år. 38.700 kr. Fra vores fælles økonomi.
Lars sænkede blikket.
— Og til sidst… — hendes stemme slog et lille knæk, — en skriftlig erklæring fra min chef om den løgn, der blev spredt om mig.
Politibetjenten vred sig uroligt på stolen.
— Altså… det her lyder mest som et familieanliggende…
— Nej. — Anna rettede sig op. — Det er en straffesag. Bedrageri, injurier og afpresning.
Stilheden lagde sig over rummet som et tungt tæppe.
Karen var den første, der kom til sig selv.
— Du… du kan ikke bevise noget som helst!
— Det har jeg allerede gjort. — Anna nikkede mod diktafonen i sin lomme. — Alt er optaget.
Så vendte hun sig mod Lars.
— I morgen indgiver jeg skilsmissebegæring. Og hvis én eneste fra jeres “sammenholdte familie” prøver at skade mig igen, ryger alle optagelserne direkte videre til politiet og anklagemyndigheden.
Ved døren standsede hun et øjeblik og så sig tilbage.
— Mine ting kan I bare smide ud. Jeg skal ikke have noget med herfra.
Da døren lukkede bag hende, eksploderede Karens stemme inde i lejligheden:
— Hvordan vover hun!!!
Men Anna hørte det næsten ikke længere. Hun gik hen mod bilen, og for første gang i mange måneder føltes det, som om luften kunne komme helt ned i lungerne.
Telefonen vibrerede i hendes lomme. En besked fra hendes veninde lyste på skærmen:
“Du var genial. Skal vi hente champagne?”
Anna smilede og skrev tilbage:
“Nej. Vi skal til advokat.”
Hun vidste endnu ikke, at det mest interessante først lige var begyndt. For i samme øjeblik hun satte sig ind i bilen, ringede Lars i panik til nogen og hviskede:
— Mor, hvad gør vi? Hvis hun går i retten, finder alle jo ud af dit andet lån… og fars anden familie…
Tre uger senere stod Anna foran retsbygningen og glattede kraven på sin nye frakke. Ved siden af hende stod advokaten, en veninde til en tidligere studiekammerat, som havde kastet sig over sagen med en næsten personlig iver.
— Er du klar? spurgte advokaten og bladrede papirerne igennem en sidste gang.
— Det har jeg været længe, svarede Anna og trak vejret dybt.
Retssalen mødte dem med en tæt, anspændt tavshed. På den modsatte side sad Lars, Karen og deres advokat, en ældre mand med trætte øjne.
Dommeren åbnede mødet.
— Sagen drejer sig om opløsning af ægteskabet mellem Anna Hansen og Lars Hansen.
Lars trommede nervøst med fingrene mod bordpladen. Karen sendte Anna blikke, der kunne have skåret glas.
Da dommeren bad parterne fremlægge deres krav i forbindelse med skilsmissen, rejste Annas advokat sig.
— Min klient kræver, at den fælles formue deles ligeligt. Derudover fastholder vi et krav om godtgørelse for den psykiske belastning på 30.000 kr.
Rummet blev straks fyldt af forargede udbrud.
— Hvilke penge?! — Karen fór op. — Det er hende, der skylder os!
— Karen, sagde dommeren skarpt. — De bedes respektere rettens ro.
Annas advokat fortsatte uden at lade sig afbryde.
— Vi ligger inde med dokumentation for et længerevarende økonomisk pres fra sagsøgtes familie. Desuden har vi materiale, der viser injurier, manipulation og forsøg på at tvinge min klient til handlinger imod hendes vilje.
Hun lagde en mappe på bordet. Den var fyldt med udskrifter af beskeder, kontoudtog og afskrifter af lydoptagelser.
Lars mistede farven i ansigtet.
— Anna… vi kan jo stadig finde ud af det her på en ordentlig måde…
— Det er for sent, sagde hun lavt.
Dommeren gennemgik dokumenterne.
— Har sagsøgte noget at tilføje?
Deres advokat sukkede tungt.
— Vi er indstillet på et forlig.
En time senere var det hele afgjort. Lejligheden skulle forblive i fælles eje, indtil den blev solgt. Bilen tilfaldt Lars, men pengene på kontiene blev delt, og Annas halvdel skulle tilbageføres til hende.
Ude foran retssalen indhentede Lars hende.
— Anna… jeg…
Hun vendte sig om. For første gang i meget lang tid så hun rigtigt på ham. På manden, hun engang havde giftet sig med fuld af håb.
— Ved du, hvad der gør mest ondt? sagde hun. — Jeg kunne måske endda have lavet mad efter din mors blå mappe. Hvis bare du én eneste gang havde stillet dig på min side.
Han slog øjnene ned.
— Hun er jo min mor…
— Ja. Og nu er hun dit problem.
Anna drejede rundt og gik mod udgangen. Udenfor ventede hendes veninde med en flaske champagne i hånden.
— Nå? Fri kvinde?
Anna lo, og pludselig mærkede hun tårerne løbe ned over kinderne.
— Ved du, hvad jeg har mest lyst til at gøre først?
— Hvad?
— Spise pizza. Den med ananas. Den, han hadede.
Veninden lagde armen om hendes skuldre.
— Så kører vi.
Da bilen satte i gang, tog Anna telefonen frem. I familiens gruppechat, som ingen åbenbart havde fået slettet hende fra, blinkede en ny besked fra Karen:
“Min dreng, du skal ikke være ked af det. Vi finder en ny kone til dig. En lydig en.”
Anna smilede og skrev sin sidste besked, før hun blokerede chatten:
“Tak for listen. Nu laver jeg min egen — til advokaten.”
Hun lukkede appen, rullede vinduet ned og trak vejret helt ned i maven. Foran hende lå et nyt liv.
Imens ringede telefonen i Lars’ bil.
— Hallo, mor?
— Kom herhen med det samme, min dreng! skreg Karen i røret. — Den idiot af en far til dig har søgt om skilsmisse! Det viser sig, at han…
Men Anna ville aldrig høre resten.
Hendes historie med den familie var slut.
Selvom… et eller andet sted voksede der måske allerede en ny svigerdatter op, som en dag ville få overrakt den samme blå mappe.