— Loven, ja, afbrød Anna ham og løftede omsider blikket mod ham. — Der har du faktisk ret. Halvdelen af det, jeg har tjent, mens vi har været gift, tilhører efter reglerne også dig.
Et triumferende glimt gled over Lars’ ansigt. Mette lænede sig tilbage med et tilfreds smil.
— Men, fortsatte Anna, og det lille ord blev sagt lavt, men faldt tungere end et råb, — før vi begynder at dele min indkomst, skal vi vel også se på dine forpligtelser.
Hun trak endnu en stak dokumenter ud af mappen og lagde dem sirligt på bordet. Kopier af låneaftaler, kontoudtog, rykkere og regninger bredte sig mellem dem.
— Her er billånet. Den bil, du påstod, du havde fået som bonus, men som i virkeligheden blev finansieret med lånte penge. Den, du forklarede mig, “firmaet havde stillet til rådighed”. Her er lånene fra dine venner, dem du brugte på dine mislykkede kryptoprojekter. Dem, jeg kun fandt ud af ved et rent tilfælde.
Hun skubbede endnu et ark frem.
— Her er kreditkortgælden, du har skjult. Og det her, sagde hun og lagde det sidste dokument ovenpå bunken, — er min ansøgning om skilsmisse. Med en fuldstændig opgørelse over al fælles formue og… alle fælles gældsforpligtelser.
Hun tav et øjeblik og lod stilheden gøre arbejdet. De skulle have tid til at forstå, hvad der netop var blevet lagt frem foran dem.
— Så, kære Lars, sagde hun, nu så roligt at stemmen næsten lød mild, — inden du gør krav på halvdelen af mine hundrede tusind kroner, skal vi så ikke tale om, hvordan vi deler din gæld på to millioner kroner i to lige store dele? Eller måske vil din søster, som går så brændende op i “vores” penge, hjælpe dig med afdragene?
Farven forsvandt fra Lars’ ansigt, som om nogen havde trukket blodet ud af ham. Han stirrede på papirerne uden at røre sig, som kunne han få dem til at forsvinde ved ikke at tro på dem. Mette sprang op fra sofaen, forvredet af raseri.
— Hvad er det for noget svineri, du har gravet frem? Det dér er løgn og bagvaskelse!
— Nej, sagde Anna og rystede langsomt på hovedet. — Det er regnskab, min kære. Den kedelige slags. Den nøgterne slags. Den samme lov, I så gerne henviser til, når den tilfældigvis peger i jeres retning.
Hun lukkede mappen. Sejren, hvis det overhovedet var en sejr, smagte bittert. Der var ingen glæde i hende, ingen triumf. Kun en hul ro og en iskold klarhed. Men klarheden var hendes. Sandheden var hendes.
— Så nu, sagde hun og så på sin mand, hvis øjne var fyldt af ren panik, — har vi faktisk noget at tale om. Bare ikke på de vilkår, I forestillede jer. Jeres lille “lovende projekt” må vente. Mit begynder derimod nu.
Hun vendte sig om og gik ud af stuen. Bag sig efterlod hun dem i en forstenet, ynkelig tavshed, midt i ruinerne af deres egne økonomiske luftkasteller, der omsider var styrtet sammen og havde begravet deres grådige planer under sig.
Anna gik mod sit værelse, mod computeren, mod arbejdet. Mod sit eget liv, som hun nu måtte bygge op igen. Denne gang uden illusioner. Og uden uindbudte medejere.