For første gang i hele den tid var det ham, der spurgte.
“Mor, kommer du på lørdag? Så kunne vi gå i parken. Farmor gider ikke gå derhen.”
Jeg holdt telefonen med begge hænder.
“Ikke denne lørdag, Mads.”
“Så næste lørdag?”
“Jeg ringer til dig i morgen klokken otte. Har du børstet tænder?”
Han sagde, at det havde han, og så sagde vi farvel. Bagefter blev jeg stående ved vinduet og kiggede ned i gården, hvor andre folks børn susede rundt på løbehjul. Det var den eneste gang, jeg næsten tog af sted.
I begyndelsen af juni ringede min svigermor selv.
“Mette, hent ham lige i weekenden. Han vågner klokken seks, og jeg er nødt til at hvile mig efter frokost, men han kører rundt som et optrukket ur.”
“Det var ikke aftalen, Hanne.”
“Hvad mener du med, at det ikke var aftalen? Han er din søn.”
“Ja. Min. Og jeg låner ham ikke ud til jer. Enten henter jeg ham hjem for altid, eller også henter jeg ham ikke.”
Hun smækkede røret på. Ti dage senere ringede hun igen, og denne gang talte hun ikke længere til mig, som om vi var på samme side.
“Mette, bare en uge. Hele mit hjem er vendt på hovedet.”
“Nej.”
Samme nat skrev Anne til mig: “Er du hans mor eller hvad? Barnet er hos fremmede mennesker, og du står bare og spiller stædig.” Jeg svarede ikke. På arbejdet stillede Karen et glas te foran mig og spurgte uden omsvøb:
“Mette, hvad er det egentlig, du har gang i?”
“Jeg har ikke gang i noget. Jeg venter.”
“På hvad?”
“På at det holder op.”
Den tyvende juni kom Hanne selv. Uden at ringe først. I taxa. Mads stod ude på reposen i nye sandaler og knugede en ternet taske med begge hænder. Tasken nåede ham næsten til knæene.
“Tag ham,” sagde Hanne.
Jeg lukkede min søn ind i lejligheden, og han løb straks ind for at se sit værelse, som om han lige var kommet hjem fra koloni.
“Hvor er Lars?”
“Ude i Nordsøen. Han har taget offshorearbejde i to måneder. Han sendte mig en sms, kan du forestille dig det? Sin egen mor — og så bare en sms.”
Hun blev stående i døråbningen og kom ikke ind. I de fem uger var hun blevet mindre, det sværger jeg på.
“Jeg fulgte ham i børnehave. De første dage græd han. Han ventede jo på dig.”
Jeg sagde ingenting.
“Du er åbenbart ikke helt så dum, som jeg troede,” sagde hun til sidst. “Jeg var sikker på, at du ville komme løbende efter tre dage. Men du holdt det ud.”
“Det gjorde jeg.”
“Og lejligheden skriver jeg ikke over på ham nu. Det har han ikke fortjent.” Hun rettede på tørklædet. “Du skal ikke tro, jeg står her og forklarer mig for din skyld.”
“Det tror jeg heller ikke.”
Hun gik uden at sige hverken undskyld eller tak. Elevatordøren slog i, og så blev der stille.
Inde på badeværelset begyndte vandet at løbe. Mads vaskede hænder og nynnede et eller andet, hvor han som altid fik ordene helt forkert. Jeg satte mig ned på gulvet ved knagerækken, direkte på måtten, og strakte benene ud foran mig. Der sad jeg, indtil vandet blev slukket, og for første gang i et halvt år summede det ikke i baghovedet på mig.
Hvordan retssagen endte, må fortælles i rækkefølge, for den sluttede ikke af sig selv.
I juni dukkede Lars ikke op til retsmødet. I juli udeblev han igen, og dommeren lod hans begæring falde bort uden behandling — sådan hedder det, når den, der har anlagt sagen, ikke møder to gange. Efter det krævede han ikke længere drengen udleveret til nogen.
Skilsmissen blev gennemført i april, og samtidig blev der fastsat børnebidrag. Lejligheden blev delt lige mellem os i efteråret, og heller ikke til den sag mødte han op en eneste gang.
I februar året efter var det mig, der selv gik rettens vej. Ikke for at være ondskabsfuld: Henrik sagde, at jeg var nødt til at have et stykke papir på det hele, ellers kunne Lars dukke op igen om to år med en ny ansøgning. Jeg bad om, at Mads’ bopæl officielt blev fastsat hos mig. Kommunen kom på besøg endnu en gang, så på hans seng og i køleskabet og skrev, at der var ordentlige forhold. Lars mødte ikke op. Retten skrev, at Mads boede hos mig, og det dokument ligger i den samme mappe som alle kvitteringerne.
Mads er tretten nu. Han går til svømning, og træningstiderne hænger på køleskabet under den samme magnet med margueritten.
Jeg er blevet ansvarlig for indleveringen, har to afdelinger under mig og tre piger at holde styr på. Min halvdel af lejligheden solgte jeg, lagde noget oveni og købte en etværelses med lån i banken. Jeg køber sko til min søn i den størrelse, han bruger. Hvert eneste år.
Lars viste sig igen efter to år. Børnebidraget kommer, som vinden blæser — oftest slet ikke — og myndighederne løfter bare hænderne. Da Mads fyldte ni, kom Lars forbi med en æske byggeklodser og sad hos os i fyrre minutter. Bagefter spurgte Mads, om far ville komme igen. Jeg sagde, at det vidste jeg ikke. Han spurgte aldrig mere.
Hanne solgte lejligheden på Ågade og flyttede ind hos Anne. Hun ønsker sit barnebarn tillykke to gange om året i en besked, altid med de samme ord. Hun har aldrig sagt undskyld til mig, ikke én eneste gang, og i familien går historien stadig på, at jeg bare læssede drengen af hos hans far for selv at kunne rende frit omkring.
I maj kom Mads hjem fra træning og blev stående i døren til køkkenet.
“Mor. Er det rigtigt, at du selv gav mig væk dengang?”
Det havde hans fætter fortalt ham. Annes ældste.
“Ja,” sagde jeg. “Det er rigtigt.”
Han stod lidt, nikkede og gik ind på sit værelse. Han spurgte ikke igen. Hvad han vil gøre med den viden om syv år, aner jeg ikke.
Sidste lørdag kom Lene fra den tredje opgang forbi. Hun sad på en skammel, krøllede en serviet mellem fingrene og fortalte, at hendes mand truede med at tage Sara fra hende; han havde både advokat, sin mor og alle kort på hånden.
“Mette, dengang du gjorde det… Hvordan? Tror du, jeg også skal gøre sådan?”
“Det skal du ikke vove på,” sagde jeg. “Du skal samle papirer. Få retten til at indhente kontoudtog fra hans kort, gem kvitteringer, erklæringer, alt hvad du kan finde. Og gå til en jurist med en mappe — ikke med tårer.”
“Men du gav ham jo selv fra dig.”
“Det gjorde jeg. Men jeg var ikke nogen helt dengang, Lene. Jeg var bare løbet tør for kræfter, og jeg regnede på det: et halvt år med retssager ville jeg ikke kunne holde til, men han ville ikke engang holde en måned. Jeg satsede på, at han ville knække før mig. Og det, jeg satsede med, var Mads.” Jeg hældte te op til hende. “Jeg fik ret. Men jeg kunne lige så godt have taget fejl.”
Dengang satte jeg mit barn på spil. Havde jeg ret — eller gør man bare ikke sådan med børn?
Ude i min entré står hans sneakers. Størrelse 41, præcis som hans fødder er nu. Jeg køber ikke længere noget, han skal vokse ind i.