— … så er du klar. Kan du virkelig ikke se det?
Hun blev ved med at betragte ham. Pludselig stod det klart for hende, at der ikke lå støtte i hans stemme, men beregning. Han sagde ikke: “Jeg tror på dig.” Han sagde i virkeligheden: “Det kan betale sig.”
— Jeg har brug for tid, sagde hun.
— Fint. — Han lænede sig tilbage i stolen. — Men husk én ting: den slags tilbud kommer ikke igen.
Næste morgen begyndte med, at telefonen ringede. Det var hans mor. Anna stod ude på badeværelset og børstede tænder, mens Lars talte højt derude — så højt, at det næsten virkede med vilje.
— Ja, mor, selvfølgelig. Bare rolig, jeg finder ud af det. Ja, Anna siger sikkert ja, hvor skulle hun ellers gå hen?
Hun spyttede tandpastaen ud og stivnede.
Hvor skulle hun ellers gå hen?
Ordene blev ved med at slå tilbage i hende.
Samtalen i køkkenet senere var egentlig kun en fortsættelse af alt det, der allerede havde hobet sig op. Det hele var blevet sagt før, bare uden at nogen for alvor havde lyttet.
— Godt, sagde Lars til sidst og så væk. — Jeg har forstået. Du vil ikke hjælpe. Så lad være.
— Jeg vil have, at du selv får lyst til at holde op med hele tiden at stille din mor imellem os, svarede hun. — Mere kompliceret er det ikke.
Han sendte hende et udmattet, opgivende blik, som om hun var et menneske, man umuligt kunne nå ind til.
— Anna, du gør alting alt for besværligt.
— Og du gør alting alt for enkelt. — Hun rejste sig fra bordet. — Måske er det netop derfor, vi aldrig kommer nogen vegne.
Hun gik ind i værelset og lukkede døren efter sig. Så tog hun mobilen frem og åbnede chatten med sin chef. For tredje gang skrev hun beskeden, og for tredje gang var hun tæt på at slette den:
“Jeg tager imod tilbuddet. Jeg er klar til at begynde på mandag.”
Hendes finger blev hængende over send-knappen. Hun trak vejret dybt. Så trykkede hun.
Skærmen lyste op, og bagefter blev der stille.
Fra køkkenet lød klirren af service. Lars talte sikkert med sin mor igen.
Anna stod ved vinduet og tænkte, at det måske først var nu, hun for alvor var ved at blive voksen.
Ikke da hun blev færdiguddannet. Ikke da hun blev gift. Heller ikke da hun fik den nye stilling.
Men nu — i det øjeblik hun for første gang sagde: nej.
— Er det her et cirkus, eller er det en arbejdsplads? lød en stemme fra døren, og rummet faldt straks til ro.
Anna stod på tærsklen til sit nye kontor med en mappe under armen og et nervøst smil på læberne. Det var hendes første dag som leder af marketingafdelingen, og den begyndte med, at tre medarbejdere stod bøjet over en kundes layout og diskuterede med hævede stemmer, mens de afbrød hinanden.
— Undskyld, sagde pigen med brillerne henne ved vinduet. — Vi var bare ved at afklare nogle detaljer.
— Detaljer tager vi i mødelokalet. — Anna gik hen til sit skrivebord. — Lige nu har vi brug for ro. Deadline er i morgen. Vi har ikke tid til skænderier.
Lokalet frøs et øjeblik. I nogle sekunder så alle på hende: nysgerrigt, lidt mistroisk. Så mumlede en af de unge mænd lavt:
— Nå, så går det løs. Ny kost fejer rent …
Hun lod, som om hun ikke hørte det. Hun tændte bare computeren og begyndte at gennemgå rapporterne.
Efter ti minutter var der helt stille.
Ved middagstid havde Anna allerede forstået, at hun ikke ligefrem havde overtaget et sammentømret hold.
Der var tolv medarbejdere i afdelingen, og mindst halvdelen af dem mente tydeligvis, at stolen burde have tilhørt en anden — nærmere bestemt Mette. Hun var høj, markant og altid kontrolleret, med en forretningsmæssig tone i stemmen. Hun havde været der længere end de fleste, kendte kunderne, bar de vigtigste projekter og udstrålede samtidig en påfaldende ligegyldighed over for det hele.
— Hvis du vil, kan jeg vise dig alle de aktuelle kontrakter, sagde Mette efter frokost, da hun stak hovedet ind på kontoret. — Bare så du ved, hvor de forskellige sager står.
— Det vil være fint, svarede Anna. — Kan vi tage det efter klokken tre? Der er jeg færdig med det her.
— Selvfølgelig. — Mette nikkede, men blev stående et sekund, som om hun overvejede, om hun skulle sige mere. — Bare … tag det ikke ilde op, vel? Tingene har kørt på en bestemt måde her i lang tid, og ovenpå tror de tit, at alt pludselig ændrer sig, bare fordi der kommer en ny leder.
— Det må vi se, sagde Anna roligt. — Det vigtigste er, at afdelingen fungerer.
Da Mette var gået, slap Anna endelig et langt, træt suk ud. Hun kunne mærke det helt tydeligt: i deres øjne var hun en fremmed.
Og den følelse kendte hun alt for godt — hjemmefra, og nu også fra arbejdet.
Da hun gik derfra om aftenen, dunkede hovedet. Ude på gaden trak hun den kolde københavnske luft dybt ned i lungerne. Oktober nærmede sig sin afslutning, de faldne blade lå våde og klistrede på fortovet, og gadelygternes skær spejlede sig i pytterne.
Telefonen vibrerede. “Lars.”
Hun tog den ikke. Det kunne vente. Det var stadig for tidligt til noget som helst.
Langsomt begyndte hun at gå mod metroen.
Hun passerede kiosker, caféer og butiksvinduer fyldt med efterårstilbud. Folk skyndte sig forbi med poser i hænderne, et sted lo nogen højt. Indeni hende var der derimod tomt og stille.
Om aftenen derhjemme — hvis man da kunne kalde hjørnet i den lille etværelses lejlighed for et hjem — satte Anna elkedlen over og satte sig ved vinduet. Køkkenet var bittesmåt, og i vindueskarmen stod et par kaktusser, hun havde købt i weekenden. Bare der var noget levende.
En ny besked tikkede ind.
Lars: “Mor spørger, hvornår du får løn? Varmeregningen skal betales.”
Hun blev siddende længe og så på skærmen. Til sidst slettede hun bare beskeden.
Uden at svare.
De næste dage blev tætpakkede. Hun mødte før alle andre og gik sidst. Hun sad bøjet over regneark, læste gamle rapporter igennem og omskrev breve til kunder.
Om mandagen kaldte den administrerende direktør hende ind.
— Jeg kan se, at du virkelig har kastet dig ind i arbejdet. Det er godt. Men pas på, at du ikke presser folk for hårdt, ikke? Stemningen er allerede anspændt efter Mads’ afgang.
— Det forstår jeg, sagde Anna.
— Det vigtigste er, at du ikke forsøger at ændre alt på én gang. Se først, hvordan folk arbejder, og hvad de kan. Derefter kan du drage dine konklusioner.
Hun nikkede, selv om hun inderst inde vidste, at hun ikke havde tid til bare at se tingene an. Kunder, rapporter, deadlines og forsinkelser væltede ned over hende på samme tid.
I de første to uger fik hun næsten ikke spist ordentligt. Hun levede af kaffe og sandwich fra automaten.
Mette begyndte oftere og oftere at komme forbi med sine “gode råd”.