— Er du fuldstændig fra forstanden, Lars? Jeg lod dig flytte ind i min lejlighed, fordi du lovede mig tryghed, omsorg og et ordentligt liv. Og hvad sker der? Allerede den første dag foreslår du, at jeg skal betale for din mors luner. Mine penge er mine. Din mor er dit ansvar. Hvis hun har været vant til at hænge på din ekskones pengepung, betyder det ikke, at hun nu kan flytte over på min.
Lars sad og blinkede forvirret, som om han ikke helt kunne få ordene til at give mening. Han var så vant til, at alt, der handlede om penge og Mette, blev ordnet af Anna. Det var altid Anna, der på en eller anden måde fandt beløbet, dæmpede konflikterne og fik Mette til at falde til ro. Karen var af en helt anden støbning. Hun trak en skarp grænse mellem sine egne interesser og andres besværligheder.
— Men Karen… det er jo min mor. Håndværkerne kommer i morgen. Hvad skal jeg sige til hende?
— Sig, at hun må aflyse dem, svarede Karen kort og rejste sig fra lænestolen. — Og sig samtidig, at hun ikke skal ringe til mit private nummer igen. Jeg har ingen planer om at sidde og høre på hendes klager. Hvis du ikke kan holde dine slægtninge væk fra mig, bliver vi nødt til at overveje, hvad det her forhold egentlig skal være.
Lars blev siddende i sofaen med en tom fornemmelse i brystet. Det var, som om gulvet langsomt forsvandt under ham. Drømmen om et smukt, ubekymret liv sammen med den unge, attraktive kvinde havde fået sin første alvorlige revne.
Dagen efter, da Mette hverken kunne komme igennem til Anna eller til sin søn, besluttede hun sig for at bruge en metode, der før havde virket: hun ville lave en scene, hvor alle kunne se det. Derfor dukkede hun op direkte i Borgerservice, hvor Anna arbejdede.
Den store sal var fuld af mennesker. Nogle sad med numre i hånden og ventede på deres tur, andre stod ved skrankerne og talte dæmpet med medarbejderne. Pludselig blev indgangsdørene skubbet op med et brag, og Mette marcherede ind med faste skridt. Uden at tøve satte hun kurs mod informationsskranken, hvor Anna netop stod og hjalp en ældre mand med spørgsmål om pensionspapirer.
— Anna! råbte svigermoren så højt, at stemmerne i hele lokalet døde hen. — Hvorfor tager du ikke telefonen? Tror du virkelig, du bare kan skære mig ud af dit liv på den måde?
Anna sendte den ældre mand et høfligt smil og bad ham venligt vente et øjeblik. Derefter vendte hun sig mod Mette. Hendes ansigt røbede intet, selv om det snørede sig sammen indeni.
— Goddag, Mette, sagde hun med den rolige, professionelle stemme, hun brugte over for vanskelige borgere. — Jeg er på arbejde. Hvis du har brug for hjælp til dokumenter, skal du trække et nummer ved automaten. Hvis du er kommet i et privat ærinde, må jeg bede dig forlade lokalet. Du forstyrrer arbejdsgangen.
— Dokumenter?! udbrød Mette forarget og hævede stemmen endnu mere. — Mine håndværkere står ude ved sommerhuset og venter på deres penge! Og du sidder her med det stenansigt! Du skulle have overført de fire tusind fem hundrede kroner til mig! I tolv år har jeg fundet mig i dig, prøvet at lære dig almindelig fornuft, og så snart du og min søn bliver uvenner, beslutter du dig for at hævne dig på en stakkels ældre kvinde!
Der faldt en tæt stilhed over salen. Folk, der før havde kigget ned i deres papirer eller på deres telefoner, løftede nu blikket og fulgte opmærksomt med i det drama, der udspillede sig foran skranken.
Anna veg ikke undan. Hun så direkte på den kvinde, som i årevis havde viklet hende ind i skyldfølelse og krav, altid pakket ind i store ord om familiepligt og ansvar.
Anna rettede sig en anelse op og udtalte hendes navn så klart, at alle i lokalet forstod, at hun ikke længere havde tænkt sig at tie.