— Mette, sagde Anna, og hendes stemme bar gennem lokalet uden at ryste. — Din søn, Lars, forlod mig til fordel for en anden kvinde. Vi er ikke længere en familie. Jeg har intet ansvar for dine hegn, dine istandsættelser eller dine ønsker. Du har en søn. Hvis du har brug for økonomisk hjælp, må du gå til ham. Og nu beder jeg dig forlade det offentlige kontor. Hvis ikke, bliver jeg nødt til at tilkalde vagten for at få ro og orden genoprettet.
Mette blev mørkerød i ansigtet. Hun havde tydeligvis regnet med, at Anna ville synke sammen, blive flov over at blive udstillet foran fremmede og endnu en gang trække sig, sådan som hun så ofte havde gjort før. Men den kvinde, der stod foran hende nu, var ikke længere den samme. Anna stod rank, rolig og sikker på sig selv. Hun virkede som et menneske, der endelig havde lagt frygten for sladder, bebrejdelser og fordømmende blikke bag sig.
— Du… du kommer til at fortryde det her! hvæsede Mette.
Men ordene havde mistet deres gamle kraft. Der var ikke længere den samme skråsikre overlegenhed i hendes stemme. Hun vendte brat rundt og skyndte sig mod udgangen, mens hun mærkede de andre besøgendes tavse, misbilligende blikke i ryggen.
Manden ved skranken nikkede anerkendende til Anna.
— Godt gjort, min pige. Det var det eneste rigtige. Man skal ikke slæbe rundt på andres byrder hele livet. Nå, skal vi så vende tilbage til min ansøgning?
Samme aften sad Mette alene i sit tomme sommerhus. Håndværkerne var aldrig dukket op, for hun havde ikke kunnet betale det forskud, de krævede. Lars tog ikke telefonen, uanset hvor mange gange hun ringede. Sandsynligvis turde han ikke lægge sig ud med sin nye kvinde. For første gang i mange år gik det op for Mette, hvordan hendes situation i virkeligheden så ud.
Det behagelige, velordnede liv, hun havde taget som en selvfølge, havde ikke hvilet på hendes egen styrke eller på sønnens omsorg. Det havde hvilet på Annas tålmodighed, hendes ordentlighed og hendes stille villighed til at hjælpe, selv når hun blev behandlet med foragt. Nu var det fundament forsvundet under Mette, og alt det, hun havde bygget sine krav på, var styrtet sammen.
Anna var på vej hjem efter sin vagt. Hun gik gennem den kølige aftenluft med langsomme skridt og trak vejret dybt, som om hun først nu for alvor kunne fylde lungerne. Der ventede hende en tom lejlighed, men tanken gjorde hende ikke længere urolig. Tværtimod føltes stilheden som noget nyt og lyst.
For første gang i meget lang tid begyndte hun at forestille sig en weekend, der kun tilhørte hende selv. Hun kunne bestille det ophold på kurhotellet, hun så længe havde drømt om. Hun kunne også lade være med at planlægge noget som helst og bare sove til langt op ad dagen. Eller hun kunne købe noget smukt til hjemmet, noget der ikke skulle godkendes af andre, men kun glæde hende selv.
Da hun passerede vinduerne til et stort indkøbscenter, standsede hun pludselig. Bag glasset stod en elegant, kostbar kuffert i en dyb smaragdgrøn farve. Anna blev stående og betragtede den længe. Hun havde altid ønsket at rejse, men pengene var igen og igen forsvundet ned i Lars’ families behov, reparationer, lån, luner og endeløse krav.
Nu skulle det være anderledes.
Hun fangede sit eget spejlbillede i ruden og smilede, først forsigtigt, så mere sikkert. Derefter skubbede hun døren ind til butikken op og gik indenfor. Hendes liv var ikke slut. Det var først lige begyndt. Og i det nye liv skyldte hun ikke længere nogen noget.
Anna betalte for kufferten og trådte ud på gaden igen. Telefonen i hendes lomme forblev tavs. Ingen ordrer. Ingen bebrejdelser. Ingen fremmede problemer, der blev lagt over på hendes skuldre. Kun frihed og en klar, rolig vished om, at hendes lykke fremover skulle bygges af hende selv.
Der gik et halvt år med fred og en slags lykke, Anna næsten havde glemt kunne findes. Hun var efterhånden holdt op med at tænke på sine tidligere svigerfamilie, da det en aften bankede på hendes dør.
Udenfor stod Lars. Bleg, forhutlet og med et blik, der fik ham til at se ud, som om han havde mistet alt. Han bad hende næsten desperat om at høre på ham. Det viste sig nemlig, at den strålende Karen havde skjult en hemmelighed, og den truede nu med at trække Lars ud i et fuldstændigt økonomisk sammenbrud — og koste ham hans eneste bolig.