men i sidste sekund fik han klodset grebet den, lige før den ramte gulvet. Farven forsvandt fra Lars’ ansigt på et øjeblik. Hans hud fik et grågrønt skær, som gammelt linoleum på en hospitalsgang. Munden gled en anelse op, men der kom ikke en lyd over hans læber. Han stod bare dér og stirrede på Anna, mens hun betragtede ham med en ro, der næsten virkede uvirkelig.
— Det er en Red Velvet-kage, sagde Anna. Hendes stemme var jævn, klar og uden det mindste strejf af hysteri. — Chokoladekuglen med overraskelsen sidder ved siden af. Præcis som I bad om.
Da Lars hørte den velkendte stemme, trådte han uvilkårligt baglæns. Ryggen ramte dørkarmen ind til stuen, og dér blev han stående, som om kroppen ikke længere adlød ham.
— Anna… fik han hæst fremstammet. — Du… hvordan er du…
Mette stivnede. Langsomt lod hun blikket vandre fra den ligblege Lars til Anna, der stod fuldstændig behersket foran hende. Smilet gled af hendes ansigt, og tilbage var kun en halvåben mund med rød læbestift og en forvirring, hun ikke nåede at skjule.
— Lars? spurgte hun tøvende. — Kender I hinanden? Hvem er hun?
— Leveringen fra den dumme kone, svarede Anna og så Mette direkte i øjnene. — Den overraskelse, der skal markere begyndelsen på jeres nye liv. Inde i kuglen ligger min vielsesring. Og en lille brugsanvisning til manden dér.
Hun flyttede blikket over på Lars. Han så ynkelig ud. Alt det polerede overskud, hele den mætte, selvtilfredse katteglans, var væk. Tilbage stod en kujon, taget på fersk gerning, med krampagtige fingre om vinflasken og et ansigt, der ikke længere kunne bære løgnen.
— Lars, nede hos portneren står der to sorte sække, fortsatte Anna i en næsten hverdagsagtig tone. — Jeg har pakket dine ting. Vinterstøvlerne er også med, de lover koldere vejr. Nøglerne til vores lejlighed lægger du på kommoden, når du kommer forbi efter resten af dit skrammel. I morgen er jeg ikke hjemme. Jeg tager børnene med i parken.
— Anna, vent nu… lad os tale om det. Det er ikke, som du tror. Jeg kan forklare det hele! Lars tog et skridt frem og rakte hånden ud mod hende.
Anna rørte sig ikke.
— Virkelig? Et firmaarrangement med teambuilding? Hun løftede svagt det ene øjenbryn. — Lars, spar dig selv for mere skam. Spis kagen. Den er god. Jeg har gjort mig umage.
Mette havde omsider forstået, hvor stor en katastrofe der netop havde foldet sig ud i hendes entre. Hun satte kageæsken fra sig på den lille puf. I hendes øjne lå vrede, skuffelse og noget, der mindede om raseri over at være blevet til grin. Forestillingen om hendes elegante sejr var brast på stedet. Hun havde sikkert set sig selv som kvinden, der reddede en ulykkelig mand ud af kløerne på en urimelig hustru. I stedet stod hun i sin egen entre og blev ydmyget, mens manden, hun havde gjort til hovedperson i sin romantiske fantasi, stod og brægede dårlige undskyldninger til sin kone uden så meget som at forsøge at forsvare sin “muse”.
— Så du… Mette vendte et ondt blik mod Lars. — Du har ikke sagt noget til hende? Du sagde, I ikke engang havde delt seng i et år!
— Det må I selv rode med, sagde Anna kort.
Hun vendte sig mod døren og lagde hånden om det kølige metalhåndtag.
— Held og lykke med kærligheden.
Så trådte hun ud på reposen og lukkede den tunge dør bag sig. Ikke hårdt, ikke teatralsk, men bestemt. Klikket fra låsen lød som startskuddet til noget helt nyt.
Anna gik hen til elevatoren og trykkede på knappen.
Da kabinen kom, trådte hun ind og valgte stueetagen. Mens elevatoren gled nedad, tog hun sin telefon frem. Med rolige bevægelser åbnede hun bankappen og flyttede pengene fra deres fælles konto over på sin egen konto, den Lars ikke havde adgang til. Derefter gik hun ind i kontaktlisten og blokerede hans nummer.
Udenfor nikkede portneren venligt til hende, da hun passerede. De to sorte sække stod ensomme op ad væggen, som trofaste hunde, der ventede på en ejer, de ikke længere kunne stole på.
Anna satte sig ind i bilen, drejede nøglen og lod motoren vågne. Navigationsappen viste, at trafikken havde løsnet sig, og at turen hjem kun ville tage femogtredive minutter.
Hun kørte gennem byen i mørket. Inde i bilen hang duften af hendes parfume, blandet med en svag sødme af vaniljeekstrakt. Hun tændte for musikken og skruede højere op end normalt. Den tyngde, der havde presset mod hendes bryst de sidste to døgn, var væk. For første gang i lang tid føltes det let at trække vejret.
I morgen var det lørdag. Børnene kunne sove længe, og hun ville lave pandekager til dem, præcis som de bedst kunne lide dem. Bagefter ville de tage i parken. Uden Lars. Uden hans evige brok over billetpriser, uden hans mutte miner og uden den telefon, han altid forsvandt ned i, selv når han sad lige ved siden af dem.
Hun kastede et blik på sin højre hånd, der hvilede på rattet. Ringfingeren var helt glat. Ingen mærker. Ingen ar. Intet, der bandt hende længere.
Sådan skulle det være.
Livet fortsatte. Og det mest spændende lå først nu foran hende.