Han havde tydeligvis endnu ikke fundet ud af, om han skulle blive vred eller tie det ihjel.
— Du kunne i det mindste have været lidt mere… begyndte han.
— Lars, afbrød Anna ham. — Jeg vil sige noget til dig. Uden råb og uden skænderi. Jeg har intet imod brylluppet. Jeg har heller intet imod at hjælpe. Men det, du og Mette havde fundet på, var ikke en almindelig bøn om hjælp. Det var noget helt andet.
Han svarede ikke. I stedet gik han ud i køkkenet, hvor kedlen kort efter klirrede hårdt mod komfuret.
Anna vendte tilbage til stuen og slog sin bærbare computer op. Lejekontrakten lå stadig åben på skærmen. Lejligheden på Ågade. Fjerde sal. Udsigt til parken.
Hun blev siddende og stirrede på teksten, men tankerne gled hele tiden tilbage til Peters blik, det sidste, han havde sendt hende fra døråbningen. Der havde været noget forkert i det. Ikke vrede. Ikke fornærmelse. Noget mere køligt.
Han ved noget, tænkte hun. Eller også er han i gang med at planlægge noget.
Hendes finger svævede over touchpadden.
Alligevel trykkede hun ikke.
For nu var et andet spørgsmål begyndt at gnave i hende: Hvorfor havde Peter overhovedet været tavs hele tiden? Han var skarp, opmærksom og tydeligvis ikke genert — og alligevel havde han ikke sagt et ord. Han havde bare set, lyttet og gemt det hele.
Hvorfor?
Svaret kom uventet. Og fra en helt anden kant, end hun havde forestillet sig.
Tre dage efter Mettes besøg modtog Anna en besked fra en kvinde, hun ikke kendte. Den var kort og uden indledning: “Er De gift med Lars Hansen? Jeg er nødt til at tale med Dem. Det er vigtigt.”
Anna læste beskeden flere gange, før hun svarede: “Jeg lytter.”
De mødtes på en café i Nørregade, et lille sted med træborde og duft af kardemomme i luften. Kvinden hed Sofie. Hun var toogtredive, talte lavmælt og havde lagt hænderne så ordentligt foran sig på bordet, at det næsten lignede en eksamen. Hun arbejdede som bogholder i det firma, hvor Peter stod registreret som kommerciel direktør. Og hun vidste noget, der var værd at høre.
Peter havde ikke bare ledt efter et sted at holde bryllup. Han havde ledt efter mennesker, som kunne bruges til at føre nogle fiktive handler igennem. På papiret ville det hele se ud som betaling for catering og leje af udstyr. Pengene skulle sendes videre til brorens firma og derfra endnu længere ud. En enkel konstruktion, næsten usynlig, hvis ingen kiggede for nøje efter. Det eneste, der manglede, var godtroende slægtninge med penge og en lejlighed.
Sofie fortalte det uden store armbevægelser. Indimellem tjekkede hun noget på sin telefon, som om hun ville sikre sig, at detaljerne var præcise. Anna sad med sin kaffe mellem hænderne og lyttede. Hun mærkede hverken panik eller egentlig overraskelse. Kun den mærkelige ro, der kan komme, når man længe har fornemmet, at noget var galt, og endelig får beviset lagt foran sig.
— Hvorfor fortæller du mig det her? spurgte Anna.
Sofie tav et øjeblik.
— Fordi han gjorde det samme mod min søster for et år siden. Hun mistede tyve tusind kroner og kunne ikke få sig selv til at gå ud i et halvt år.
Det var aften, da Anna kom hjem. Lars sad i sofaen og så et eller andet i fjernsynet. Han så afslappet ud, velkendt, næsten hjemlig. Hun tog skoene af, hængte jakken på plads, gik ind i stuen og satte sig i lænestolen over for ham.
— Lars, vidste du noget om Peters arrangement?
Han svarede ikke med det samme. Først skruede han ned for lyden. Så så han på hende, og i det ene blik læste hun alt, hvad hun havde brug for. Ikke skyld. Ikke frygt. Snarere en træt irritation, som hos et menneske, der er blevet taget i noget småligt og besværligt.
— Anna, nu finder du på ting igen.
— Nej, sagde hun. — Jeg har talt med en person, der kender detaljerne. Dokumenter, beløb, fremgangsmåde. Det her er ikke noget, jeg opdigter.
Han rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage i rummet.
— Peter er en ordentlig fyr. Mette elsker ham. Du har aldrig villet acceptere min familie…
— Lars.
Hun sagde hans navn stille, men det fik ham alligevel til at tie.
— Jeg vil ikke diskutere det. Jeg vil bare sige det ligeud: Jeg søger skilsmisse.
Fjernsynet mumlede videre henne i hjørnet. Ude på gaden dyttede en bil. Verden fortsatte, som om intet var hændt, fuldstændig ligeglad med det, der netop var blevet sagt i den stue.
Lars stod længe uden at sige noget. Til sidst kom det:
— På grund af et bryllup?
— Nej, svarede Anna. — Brylluppet var bare det sidste, jeg behøvede at se.
Skilsmissen tog fire måneder. Ikke fire højrøstede måneder fyldt med skandaler, men fire lange. Advokat, papirer, deling af ejendele, underskrifter. Flere gange forsøgte Lars at få hende til at tale, forklare sig, begynde forfra, ændre beslutningen. Hver gang stødte han mod den rolige, uigennemtrængelige mur, Anna havde bygget inde i sig selv allerede den dag på caféen i Nørregade.
Mette giftede sig alligevel med Peter. Det blev stille, kun med få mennesker omkring dem, uden prangende fest og uden andres penge. Om planen var faldet fra hinanden, eller om Peter blot havde besluttet ikke at tage chancen, fandt Anna aldrig rigtigt ud af. Hun hørte det tilfældigt gennem en fælles bekendt og mærkede næsten ingenting. Kun en letelse, så tydelig at den næsten sad i kroppen.
Lejligheden på Ågade lejede hun i juni.
Selve flytningen tog en enkelt dag. Hun viste sig at eje forbavsende lidt — eller også havde hun kun taget det med, der virkelig tilhørte hende. Nogle få flyttekasser, to kufferter, hendes yndlingsplaid, som hun og Lars engang havde købt på et marked i Randers. Plaiden tog hun med. Mindet om markedet lod hun blive tilbage. Det hørte til et andet sted, sammen med sofaen og syv år af hendes liv.
Den nye lejlighed tog imod hende med stilhed og lugten af frisk maling. Fjerde sal, højt til loftet, udsigt over parken — præcis sådan, som hun havde forestillet sig den.