Anna stillede flyttekasserne langs væggen, skubbede vinduet op og blev stående længe uden at røre sig. Nede på stierne gik mennesker tur med deres hunde, børn trampede rundt på små cykler, og den helt almindelige hverdag foldede sig ud i et roligt tempo, som om den havde ventet på netop hende.
Det første, hun pakkede ud, var kaffemaskinen. Hun satte kaffe over, trak plaiden omkring sig og satte sig i vindueskarmen med koppen mellem hænderne.
Der var stille. Behageligt stille. Næsten så godt, at det føltes uvirkeligt.
Anna arbejdede som redaktør på et lille forlag. Hun havde altid holdt af sit arbejde, ikke bare lidt, men på den alvorlige, vedvarende måde. Alligevel havde hun i de seneste år skubbet det længere og længere ud i kanten af sit liv, som om hun ikke helt turde tage for meget plads selv. Nu var der pludselig plads nok — og hun opdagede, hvor hurtigt den begyndte at blive fyldt med noget, der var hendes eget.
Hun tog fat på et projekt, hun havde udskudt i to år: en gennemredigering af et manuskript fra en ung forfatter i Aarhus. Teksten var ujævn, intens, sine steder ufærdig, men under de rå passager mærkede man noget ægte banke. Anna sad med det om aftenen, med kaffe ved siden af sig og vinduet på klem, og for første gang i meget lang tid glemte hun at holde øje med klokken.
I august kørte hun og hendes kollega Camilla en weekend til Ærøskøbing. Uden nogen særlig anledning. De satte sig bare i bilen fredag aften og tog af sted. Hvide huse, gamle hegn, jordbær på torvet, en komisk hotelkat, der havde gjort det til sin vane at sove på gæsternes kufferter. Anna lo dér med en lethed, hun ikke kunne huske at have haft i flere år.
— Du er blevet anderledes, sagde Camilla under middagen og betragtede hende med et lille, nysgerrigt smil.
— Anderledes hvordan?
— Jeg ved det ikke helt. Mere dig selv, måske. Camilla trak på skuldrene. — Før virkede du altid en smule samlet. Som om du stod på vagt.
Anna tog ordene med sig. Ja, sådan havde det nok været. Når man i årevis lever i forventningen om det næste påfund fra en andens familie, lærer kroppen at være parat hele tiden. Det bliver en vane. Og vaner forlader én langsomt.
I efteråret mødte hun tilfældigt Lars i supermarkedet ved kassen. Han så almindelig ud, lidt tyndere end før, med en pakke pasta og et glas tomatpuré i hænderne. De hilste. Talte i tre minutter om ingenting — vejret, hverdagen, at fiskedisken i netop den butik faktisk var god. Så sagde de farvel på en høflig måde, uden bitterhed.
På vej hen mod bilen tænkte hun: Så var det altså det. Syv år, en skilsmisse, et tilfældigt møde ved en kasse og tre minutters samtale. Hun mærkede hverken smerte eller vrede. Kun noget, der lignede et stille farvel til et menneske, hun engang havde elsket, men som nu hørte hjemme i en anden tid.
Da hun kom hjem, satte hun vand over, fandt grøntsager frem fra køleskabet og tændte for musikken. Udenfor faldt mørket på, gadelygterne blev tændt én efter én, og lejligheden fyldtes langsomt af varmt lys.
Anna skar peberfrugt i strimler, rørte i gryden og kastede indimellem et blik ud ad vinduet. Hun tænkte på manuskriptet, på turen til Ærøskøbing og på, at hun i næste uge ville melde sig til keramik. Det havde hun ønsket længe, men hele tiden udsat.
Nu udsatte hun ikke mere.
Livet havde vist sig at være ganske tæt på. Hun havde bare behøvet endelig at åbne døren.
Lejekontrakten forlængede hun alligevel — ikke for en måned eller to, men for et helt år. Uden tøven, med et enkelt tryk på skærmen. Præcis sådan, som det burde have været fra begyndelsen.
Sofie, hende fra caféen på Mejlgade, blev overraskende nok et menneske, Anna kom tæt på. Først skrev de kun sjældent til hinanden, siden oftere, og en dag gik de sammen på en udstilling med moderne keramik. De endte med at tale i tre timer og glemte næsten at se på tingene omkring sig. Det er mærkeligt, hvordan livet nogle gange fører mennesker sammen — gennem andres ondskab, gennem en smerte, de hver især har båret alene, og pludselig står der én ved siden af, som forstår.
Peter kom, som det senere viste sig, alligevel i myndighedernes søgelys. Ikke på grund af sagen med Mette; dér var sporene blevet skjult for omhyggeligt. Det handlede om noget andet, en ældre sag. Anna hørte det fra Sofie i november over en kop te, og hun følte ingen triumf. Kun en rolig konstatering: nå ja.
Mette ringede én gang. Først sagde hun ingenting i måske ti sekunder. Så lød det lavt i røret:
— Du havde ret.
Ikke mere end det. Anna svarede kort, uden hårdhed og uden overflødige ord:
— Det ved jeg. Pas på dig selv.
Hun lagde på og blev længe siddende med blikket rettet mod vinduet.
Hun havde ikke lyst til at knuse nogen. Der var heller ikke længere noget behov.
December kom stille, med frost i luften, tidlige skumringer og duften af mandariner i alle butikker. Anna pyntede lejligheden alene og uden hast: en lyskæde i vinduet, en grangren i en vase, hendes yndlingskrus med rensdyr på, som hun havde gemt siden studietiden.
Nytårsaften fejrede hun sammen med Camilla og Sofie. De var tre, med god vin, fjollede skåltaler og en altan, hvorfra de kunne se fremmede fyrværkerier løfte sig over byen.
Da klokken slog tolv, stod Anna ved vinduet og så ud på lysene. Hun tænkte på, at hun året før på samme tidspunkt havde siddet i en sofa i et liv, der nu føltes som en andens — og at hun dengang ikke vidste, at hun kunne sådan her: let, uden frygt, på egen hånd.
Nu vidste hun det.
Hun løftede sit glas. Udenfor sprang endnu en raket ud på himlen — klar, kortvarig og smuk.
Så var det det, tænkte hun. Og så var det begyndelsen.