— Hvor betænksomt af dig at sende din egen vagthund i forvejen i stedet for selv at ringe, — sagde hun og kæmpede for at holde stemmen i ro. — Virkelig diskret. Meget stilfuldt.
— Du har hele tiden vidst, at lejligheden ikke tilhører dig, — svarede Mads, som om han slet ikke havde hørt hendes sarkasme. — Min mor gav den til mig, før vi blev gift. Det husker du vel?
— Det husker jeg udmærket, — skød Anna tilbage. — Din mor gav den til os i forbindelse med brylluppet. Men du forsvandt og efterlod mig her med vores datter. Og hvis min hukommelse ikke spiller mig et puds, lovede du, at du ikke ville røre os, før Sofie var færdig med skolen. Eller har dine løfter også en udløbsdato?
— Lad nu være med at hænge dig i gamle, højtidelige forsikringer. Tiderne ændrer sig, — forsøgte Mads at glide uden om.
— Svar på det, jeg spørger om. Du lovede det, — fastholdt Anna.
— Ja, det gjorde jeg. Men nu har jeg brug for lejligheden, — lød hans svar, tørt og uden den mindste varme.
— Du er… du er en samvittighedsløs slyngel! — røg det ud af Anna, før hun nåede at bide ordene i sig. Hun trak straks vejret dybt og tvang sig til at tale lavere. — Det er simpelthen modbydeligt.
— Skal vi skændes, eller skal vi tale om sagen? — spurgte Mads med en ro, der næsten var værre end vrede.
— Sig til Camilla, at hun ikke skal… — begyndte Anna, men han afbrød hende med det samme.
— Nej, — sagde han hårdt. — Det er mig, der skal bruge lejligheden. Det var uheldigt, at hun tog derhen først.
— Så du turde altså ikke selv og sendte din lille hofmarskal? — svarede Anna spidst.
— Nok med det pjat. Jeg beder dig flytte inden for to uger, — sagde Mads ligeud, fuldstændig følelsesløst.
— Og hvor skal jeg tage hen? — udbrød Anna. — Du ved udmærket, at jeg ikke har en anden bolig!
— Du kan leje noget. Jeg betaler børnebidrag, og det er ikke småpenge. Det burde række til husleje, — sagde han bestemt.
— Sådan gør man ikke, Mads. Du gav mig dit ord, — sagde Anna, og hun hadede straks den bedende tone, der havde sneget sig ind i hendes stemme.
— Hold op. Jeg har ikke nogen anden lejlighed, i hvert fald ikke en som den her. To uger er mere end rigeligt til at finde noget. Forstår du?
— Nej, det er dig, der ikke forstår. Din datter bor her. Jeg gentager: din datter. Barnet, du ikke besøger. Barnet, du ikke engang ønskede tillykke på hendes fødselsdag. Kan du overhovedet huske hende?
Der blev stille i røret. En tung, ubehagelig tavshed, afbrudt af et suk. Mads sagde ingenting i nogle sekunder, og da han endelig talte, var hans stemme kold.
— To uger.
Så lagde han på.
Anna sank ned på stolen, som om kræfterne var blevet trukket ud af hende. Udenfor var lyset ved at forsvinde, og inde i hende bredte mørket sig endnu tættere.
Natten blev næsten uudholdelig. Hun lukkede knap nok øjnene, før tankerne igen begyndte at kredse rundt som sultne fugle. Lejligheden var i juridisk forstand ikke hendes. Mads havde ret til at kræve den tilbage. Han betalte ganske vist børnebidrag, men hvis hun skulle leje noget, ville næsten hele beløbet forsvinde på husleje. Hun kunne ikke se nogen vej ud.
Da morgenen kom, sivede et blegt lys ind mellem gardinerne, der ikke var trukket helt for, og lagde grå skygger hen over værelset. Anna bevægede sig mekanisk rundt i køkkenet og lavede morgenmad til Sofie. Hendes ansigt var blegt, og de mørke rande under øjnene afslørede tydeligt, at søvnen havde været fraværende.
Efter at have givet pigen mad og gjort dem klar til en tur, ringede det på døren. Udenfor stod Ingrid, Mads’ mor. Selvom hendes søn og Anna var blevet skilt, kom Sofies farmor næsten hver eneste dag. Hun elskede at være sammen med sit barnebarn: gå ture, bade hende, lære hende små ting, og nu øve sig med hende i at tegne og læse.
Ingrid lod blikket glide over Anna fra top til tå.
— Hvad er der sket med dig? — spurgte hun og så skarpt på de mørke skygger under Annas øjne.
Anna trak vejret dybt, samlede sig og svarede lavmælt:
— Mads smider mig ud.
— Nå, så må du hellere forklare mig det ordentligt, — sagde Ingrid.
Hun løftede Sofie op, kyssede hende på kinden og gik ind i stuen, hvor hun satte sig godt til rette i lænestolen.
— Fortæl mig fakta, ikke kun følelser.
Anna fortalte det hele: at Camilla var dukket op, at hun havde krævet lejligheden ryddet, at Mads derefter havde ringet, og at han med iskold ro havde bekræftet sin nye partners krav.
— To uger, Ingrid. Kun to uger! Hvor skal jeg gå hen? — Anna slog hjælpeløst ud med hænderne og så rundt på møblerne. — Og hvad skal jeg gøre med alt det her? Smide det på lossepladsen?
Ingrid sænkede hovedet. Hun sagde ikke noget med det samme. Efter en stund rejste hun sig, gik hen til vinduet og blev stående og så ud på børnene, der legede i parken. Da hun vendte sig om igen, talte hun lavt:
— Det er min søns ret. Lejligheden er hans, og han kan i princippet disponere over den, som han vil.
— Og Sofie? — mindede Anna hende om.
— Jeg ved det ikke, — svarede Ingrid anspændt. — Jeg ved det virkelig ikke.
Hun gik hen til barnebarnet og strøg hende blidt over håret.
— Men han lovede det, — sagde Anna stædigt og holdt fast i de ord, Mads engang selv havde udtalt.
— Kære barn, løfter kan være lige så luftige som hans gamle selvangivelser, — sagde Ingrid, mens hun satte sig ned med Sofie ved siden af sig. Hun kiggede på pigens tegning, tog en farveblyant og rettede forsigtigt en lille linje. — Hør nu her: lad være med at ødelægge dig selv med bekymringer. Hvad Mads helt konkret har sat sig i hovedet, ved jeg ikke. Han har for længst holdt op med at indvie mig i sine “geniale” økonomiske planer og personlige intriger. Men…
Hun strøg igen Sofie kærligt over håret.
— Jeg taler med ham.
— Tak, — sagde Anna, og i hendes stemme lød en forsigtig, næsten bange antydning af håb.
— Jeg skal nok tale med ham, — gentog Ingrid fast og rejste sig.
Hun gik mod entréen.
— Går du allerede? — spurgte Anna skuffet og fulgte hende med blikket.
— Ja. Jeg må forberede mine argumenter til samtalen med finansgeniet, — svarede Ingrid, mens hun tog sko på.
Da hun åbnede døren, tilføjede hun:
— Uden grundig forberedelse vinder man ikke over ham.
Hun trådte ud på trappeafsatsen, og Anna blev tilbage med en blanding af håb og uro i brystet. Den tunge dør faldt i bag Ingrid, og Anna stod igen alene i den lejlighed, der måske snart ikke længere ville være hendes hjem.
Udenfor slog efterårsvinden straks imod Ingrid. Den rodede op i hendes hår og fik hende til at gyse. Et øjeblik blev hun stående foran opgangen og så de visne blade hvirvle gennem den kolde luft. Synet bragte pludselig minder frem om den dag, hvor hendes mand, Lars, døde.
Meget fra den tid lå tåget i hukommelsen. Mads havde kun været to år gammel dengang. Alligevel kunne hun endnu mærke den samme rådvildhed og hjælpeløshed, som dengang havde klemt om hendes bryst — præcis den fortvivlelse, hun nu havde set i Annas ansigt. Langsomt gik hun hen til sin bil og satte sig bag rattet. Inde i bilen hang en svag duft af lavendel, hendes yndlingsparfume.
Mens hun så ud over den næsten tomme vej, kom hun til at tænke på sin egen mor, der havde vendt hende ryggen, da livet var sværest. Den eneste, der dengang rakte hende en hånd, var Hanne, hendes svigermor. Hun havde givet den unge enke og det lille barn lov til at bo i sin store lejlighed. Efter den gamle kvindes død var boligen gået videre til Ingrid.
Hun spændte sikkerhedsselen, stak nøglen i tændingen og startede motoren.
— Det er ikke rigtigt, min dreng. Det er ikke rigtigt, — sagde hun ud i den tomme bil, som om Mads sad ved siden af hende. Hendes stemme var iskold af bebrejdelse. — Det er ikke mandigt at gemme sig bag en… Camilla. Det er fejt, Mads. Meget fejt.
Hun satte bilen i gang med en rolig bevægelse. Gaderne lå næsten øde hen. Ingrid kørte langsomt, opslugt af tanker og minder, mens hun igen og igen gennemgik de mulige træk i den samtale, der ventede hende.
Der gik nogle dage. Så besluttede Ingrid sig for at besøge sit barnebarn, Sofie.