Døren blev åbnet næsten i samme øjeblik, hun havde ringet på.
— Hvor er det godt at se dig, sagde Anna og forsøgte at lægge låg på den uro, der sitrede i hende.
— Hej, min kære, svarede Ingrid behersket og lod fingerspidserne strejfe svigerdatterens kind i en let, næsten moderlig hilsen. — Hvor har vi gemt vores lille prinsesse?
— Inde på sit værelse. Hun… rydder lidt op, sagde Anna lavmælt.
— Har hun igen bredt hele sit kongerige ud over gulvet? spurgte Ingrid, mens hun tog skoene af og gik ind i stuen.
Synet, der mødte hende, fik hende til at standse et øjeblik. Det velkendte rum var forvandlet til et virvar af halvfyldte flyttekasser, dukker, bamser, børnetøj og småting, der lå spredt, som om nogen havde forsøgt at pakke et helt liv ned uden at vide, hvor man skulle begynde.
— To uger, sagde Anna tonløst.
Hun tog en bog ned fra reolen og lagde den mekanisk i en af kasserne, som om kroppen fortsatte med arbejdet, selv om tankerne for længst var gået i stå.
— Ved du hvad, sagde Ingrid og gik hen til hende.
Hun tog bogen ud af kassen, satte den tilbage på hylden med en rolig, men bestemt bevægelse og så Anna direkte i øjnene.
— Vi holder pause med det her et par dage. Skub kasserne ind i et hjørne. Jeg har endnu ikke talt med min søn. Hans såkaldte forretningsrejser har jo en tendens til at vare præcis så længe, det passer ham.
— Mm, mumlede Anna usikkert.
Hun lod blikket glide hen over rod, kasser og åbne skabe, og man kunne se, at hun ikke vidste, om hun turde tro på det, hun hørte.
— Nå, hvor er så min lille skat? Sofie! kaldte Ingrid.
Fra værelset kom en lille skikkelse farende, så hurtigt hendes ben kunne bære hende.
— Mormor! råbte pigen og kastede sig lige ind i Ingrids arme.
— Åh, min smukke pige. Min lille stjerne, min solstråle, mit gyldne barn, hviskede Ingrid og holdt hende tæt ind til sig.
— Mormor, mormor, mormor, gentog Sofie lykkeligt og borede ansigtet ind mod hendes skulder.
— Skal vi gå en tur i parken? spurgte Ingrid blidt, mens hun løftede hende en smule op. — Vi kan vise bladene, hvor dygtig en lille kunstner du er.
— Øh… ja… Anna så hen mod kasserne og svarede ikke rigtigt.
Hendes blik flakkede mellem den ufærdige pakning og Ingrid, som om hun stillede et spørgsmål uden at turde sige det højt.
— Til weekenden, sagde Ingrid mildt, men med en fasthed, der ikke gav plads til indvendinger. — Giv mig så meget tid.
— Godt, sagde Anna, og udåndingen lød næsten som et lettelsens suk.
Hun gik ud for at finde overtøj. Hendes bevægelser var stadig tøvende, men i den måde, hun rettede sig en anelse op på, lå der pludselig et skrøbeligt glimt af håb.
Nogle dage senere faldt den lave efterårssol i gyldne striber ind gennem de høje vinduer i en eksklusiv restaurant, da Ingrid trådte ind i lokalet. Hun behøvede ikke lede længe. Mads sad allerede ved et bord tæt ved vinduet, og ved siden af ham sad en ung kvinde.
Ingrid gik hen til bordet, satte sig uden hast og vendte sig mod sin søn.
— Mads. Jeg var under det indtryk, at vi skulle tale sammen på tomandshånd, sagde hun afdæmpet. — Vil du forklare mig, hvorfor dette menneske er til stede?
— Mor, det her er Camilla. Min forlovede, svarede Mads og trak brynene en smule sammen.
— Hvor rørende. Og alligevel var min invitation rettet til dig, sagde Ingrid køligt. — Ikke til en fremvisning af dine øjeblikkelige indskydelser.
Camilla forstod straks tonen. Den var ikke blot kold; den var afvisende helt ind til benet.
— Måske skulle jeg gå? foreslog hun forsigtigt.
— Nej, sagde Mads skarpt.
Han lagde en hånd på hendes arm og så udfordrende på sin mor.
— Jeg har ingen hemmeligheder for Camilla. Hun får det hele at vide alligevel.
— Det forstår jeg. Så lad hende endelig blive. På den måde opdager du måske hurtigere hele charmen ved dit valg, bemærkede Ingrid.
Hendes blik gled hen over Camilla, som vurderede hun en billig genstand i et butiksvindue.
Camillas vipper sitrede. Farven forsvandt langsomt fra hendes ansigt.
— Nå, min dreng, begyndte Ingrid og rettede perlekæden om halsen med en præcis bevægelse. — Det, vi skal tale om, er lejligheden. Din meget ambitiøse plan om at smide Anna ud.
— Den sag er afgjort, sagde Mads og lænede sig tilbage i stolen.
Han forsøgte at se afslappet ud, men spændingen lå tydeligt i hans kæber, skuldre og hænder.
— Der er ikke noget at diskutere.
— Du tager fejl, min kære, svarede Ingrid roligt. — Noget er først afgjort, når alle parter accepterer det. Og jeg accepterer det ikke.
— Jeg har brug for den lejlighed. Camilla og jeg skal giftes, og vi skal bo der, sagde han mere højrøstet.
— Nej, det skal I ikke. Og nu skal du høre hvorfor.
Ingrid vendte sig en smule mod Camilla, og hendes stemme blev næsten venlig, men kun på overfladen. Under sødmen lå der en skarphed, som kunne skære glas.
— Lille ven, måske ville det være klogest, hvis du lukkede ørerne eller gik ud og pudrede din næse. Ellers risikerer du at høre noget, der kan ødelægge din… uskyldige begejstring.
— Bliv siddende, sagde Mads hårdt til Camilla.
Hans hånd lagde sig på hendes skulder. Bevægelsen lignede mindre en støtte end et ejermærke.
— Jeg tilbød det kun af hensyn til det unge væsens nerver, svarede Ingrid med et lille løft af brynene, som om hun oprigtigt undrede sig over, at hendes omtanke ikke blev værdsat.
— Anna flytter, sagde Mads med et tungt suk og forsøgte at tage kontrollen over samtalen tilbage. — Det har jeg allerede sagt til hende.
— Så lad mig minde dig om noget, unge mand, sagde Ingrid.
Nu var der stål i hendes stemme.
— Den lejlighed, hvor Anna bor sammen med Sofie, står juridisk i mit navn. Præcis ligesom den lejlighed, jeg selv bor i.
— Mor, det der er jo bare på papiret! En formalitet! protesterede han. — Jeg skrev den over på dig, fordi…
— Fordi du foretrak at undgå skat, afbrød Ingrid ham og tegnede små citationstegn i luften med de smalle fingre. — Og netop dér ligger roden til dine nuværende “problemer”. Annas lejlighed købte du også. Du lod den stå i mit navn og ville så bare hente den tilbage, når det passede dig. Men afgiften ved overdragelsen glemte du. En meget bekvem form for glemsomhed.
— Mor, bland dig uden om mine penge, sagde Mads skarpt. — Det rager ikke dig.
— Jeg tillader mig at minde dig om, min elskede søn, sagde Ingrid blødt, som om hun gjorde ham en tjeneste. — På papiret er jeg eneejer og stifter af dine to selskaber. Det papir, du så gerne ignorerer, hver gang det ikke passer ind i dine planer.
— Mor, hvad er det, du…? Mads stirrede på hende, og for første gang var forvirringen i hans ansigt ægte. — Det er jo kun en formalitet.
— Jeg har gennemgået dokumenterne. Grundigt. Jeg har sammenlignet de indberettede indtægter med den faktiske omsætning. Der er en forskel, Mads.
Hun lænede sig en smule frem over bordet.
— Mindst tyve gange. Tyve. Det er ikke en bogføringsfejl. Det er et system.
— Har du siddet og regnet på det? spurgte han.
Hans ansigt blev med ét blegt.
— Som stifter har jeg fuld adgang til regnskaberne. Jeg kan se, hvor pengene går hen. Det, der overraskede mig mest, var faktisk ikke beløbenes størrelse.
Hun rystede langsomt på hovedet med et udtryk af skuffet strenghed.
— Det var frækheden. Den måde, du forfalsker mine underskrifter på betalingsbilagene. Og i øvrigt gør du det ikke engang særlig overbevisende.
— At du står som stifter, er jo bare fik…
Han nåede ikke længere. Ingrid slog håndfladen i bordet, så porcelænet klirrede.
— Ti stille.
Hendes stemme faldt som et piskeslag.
— Ét eneste ord mere om “fiktion”, og jeg afskediger dig. Fra i dag. Forstår du det? Det her er ikke fiktion. Det er virkelighed.
— Hvad?! Mads blev rød i hovedet, og blodårerne trådte frem på halsen.
Camilla fór sammen og blev endnu mere bleg.
— Det er mine selskaber, der fodrer dig, fortsatte Ingrid. — Jeg kender din reelle indkomst. Og jeg kender den ynkelige sum, du betaler Anna til Sofies forsørgelse.
Hun udtalte hvert ord langsomt og tydeligt, som om hun lagde dem på bordet ét efter ét.
— Mit forslag er meget enkelt. Du overdrager straks lejligheden til Anna ved gavebrev. Og fra næste måned firedobler du børnebidraget. Ikke et symbolsk beløb, men et bidrag, der svarer til, hvad du faktisk tjener. Ellers…
— Ellers hvad? pressede Mads frem mellem tænderne.
Ingrid rettede sig langsomt op, og det var tydeligt, at hun nu var klar til at nævne den første mulighed.