Ellers skal Mads og jeg nok få lukket munden på dig for alvor. Og én ting kan du lige så godt indprente dig én gang for alle: Det er mig, der er den ældste i denne familie. Mig, der står øverst. Her bliver tingene gjort, som jeg siger.”
Hun borede en finger ind mod Annas bryst.
“Og den der lille hule, du kalder en lejlighed… den er bare adgangsbilletten til vores efternavn. Prisen for, at vi overhovedet tog sådan én som dig ind. Så lad være med at spille op. Kend din plads, din dumme gås!” skreg Kirsten.
Anna veg tilbage, som om hun fysisk var blevet slået. Skammen, vreden og ydmygelsen pressede sig sammen til en hård klump i halsen.
Netop i det øjeblik dukkede Mads op i døråbningen. Han stod med skulderen mod karmen, og hans ansigt afslørede ingenting. Men øjnene… de var mørke, blanke og flade som øjnene på en gedde, der lige har fået øje på sit bytte.
Han havde hørt det. Hvert eneste ord.
“Mor,” sagde han lavt, næsten blidt, og netop derfor lød det uhyggeligt. “Er det fuldstændig slået klik for dig? Er det en forårspsykose, eller har du fået en istap i hovedet fra sjette sal? Hvad fanden er det, du står og lukker ud?”
Kirsten fnøs, som om hans tone betød, at han var på hendes side.
“Min dreng! Forklar hende, hvordan tingene hænger sammen her! Jeg siger bare sandheden ligeud! Du er manden i huset! Jeg er familiens overhoved! Lejligheden er vores nu, familiens! Og den dér…” Hun slog foragteligt ud med hånden mod Anna. “Hun kan klappe sin fiskemund i og lade være med at gøre væsen af sig!”
Langsomt rettede Mads sig op fra dørkarmen. Han hævede ikke stemmen. Tværtimod sænkede han den, til den blev en ru, farlig hvisken.
“Så er det nok, mor. Finita la commedia. Du har overskredet enhver grænse, både dem der findes, og dem man ikke engang burde behøve at nævne. Du har tydeligvis mistet jordforbindelsen. Nu tager du dit overtøj på og går. Enten selv, eller også bærer jeg dig ud. Dit valg. Og siger du ét ord mere, ringer jeg efter en ambulance, så de kan komme med noget beroligende til de aggressive. Jeg mener det.”
Hans mor stivnede.
“Mads?! Jeg er din mor! Dit eget kød og blod! Vil du virkelig på grund af den der…”
“Ja, du er min mor,” afbrød han hende, og for første gang klang der stål i hans stemme.