“Og du har lige kaldt min kone en dum gås og rodet i hendes undertøj. Tag frakken på. Du skal ud.”
Det var dér, det for alvor brød løs. Kirsten udstødte et skrig, hæst og dyrisk, som et såret dyr, og hævede tasken mod ham, som om hun ville slå.
“Din utaknemmelige unge! Jeg har båret dig frem, jeg har opdraget dig! Hun har forhekset dig, har hun!”
Mads svarede ikke. Uden at hæve stemmen greb han hende sikkert om albuen og skulderen og vendte hende mod entreen. Det var ikke rå vold, men en fasthed, der ikke efterlod plads til diskussion. Hun vred sig, sparkede ud efter ham og skreg usammenhængende om gift, forbandelser og alt det onde, Anna angiveligt havde bragt ind i huset. Hendes hæle skar mod laminatgulvet, mens han førte hende fremad.
Anna stod med hånden presset mod munden og kunne næsten ikke forstå det, hun så. Hendes Mads — den milde, muntre mand, der helst lo konflikter væk — var i gang med uden tøven at føre sin egen mor ud af deres hjem. For mange var en mor noget ukrænkeligt. Men han var rolig. Præcis. Ufravigelig.
Døren smækkede i med et hårdt brag og klippede Kirstens hysteriske hyl over midt i lyden. Bagefter sænkede der sig en tavshed over lejligheden, så tung og samtidig så befriende, at den næsten larmede. Det susede i ørerne.
Mads vendte sig langsomt om. Hans brystkasse arbejdede, og den hånd, der lige havde holdt fast i hans mor, rystede svagt. Blikket søgte Annas ansigt, som om han frygtede at finde afsky eller rædsel dér.
“Er du okay?” fik han frem.
Alt det hårde var væk fra ham nu. Vreden, stålet, den ubøjelige ro — det hele var forsvundet. Tilbage stod kun træthed og bekymring.
Anna gik hen til ham. Ikke løbende. Bare roligt, skridt for skridt. Hun så ind i de øjne, hun kendte så godt, og som nu virkede næsten forsvarsløse. Hjertet, der få øjeblikke før havde hamret af raseri og frygt, blev pludselig fyldt af en varm, stille form for vanvid, så hun næsten kom til at le.
“Jeg er okay,” sagde hun lavt og lagde hånden mod hans bryst. Under håndfladen slog hans hjerte vildt.
Så lagde hun armene om ham, hårdt og tæt, gemte ansigtet mod hans hals og hviskede med en stemme, hvor både tårer og latter skælvede:
“Tak, min helt. Nu er det helt sikkert vores hjem.”