— Sæt jer dog ned, jeg gør jer jo ikke noget.
Mads lænede sig hen over bordet og tog tallerkenen ud af Karens hænder.
— Karen. Gå hjem. Vær nu sød.
— Er du blevet fuldstændig vanvittig?! gispede hun. — Sådan behandler man ikke folk! Jeg er kommet for at ønske tillykke!
— Hvor er gaven?
— Hvad for noget?
— Gaven, gentog Mads uden at hæve stemmen. — Folk, der kommer for at fejre nogen, plejer at have andet med end bebrejdelser. Jeg har ikke engang set et kort.
— Hvordan kan du overhovedet få dig selv til at sige det! Jeg har opdraget dig!
— De har overlevet mig, sagde han. — Det er ikke helt den samme disciplin.
Gæsterne gled næsten umærkeligt tilbage mod væggen, som publikum på forreste række, der pludselig opdager, at der kan sprøjte noget ud over dem.
— Lad din kone sige det selv! hvinede Karen. — Det er hendes dag! Jeg vil høre det fra hende! Lad hende komme ud og se mig i øjnene!
— Jeg er hendes mand. Og jeg siger: De skal gå. Betragt det som en officiel meddelelse, fremsat fra talerstolen og optaget til referat.
— Jeg går ingen steder! Hun greb fat i en skål med salat og trak den ind til sig. — Uforskammede knægt! Jeg er din mor!
— De ringede og lykønskede hende klokken elleve, sagde Mads. — Det var faktisk et fint øjeblik. De kunne have stoppet dér og være blevet husket som et ordentligt menneske. Men De foretrækker åbenbart en finale med fyrværkeri.
— Hvad er det for et fyrværkeri, du vrøvler om?! Hører du overhovedet dig selv? Vi er familie! Jeg har al ret til at sidde ved det her bord! Den her lejlighed er bygget på mit blod!
— Blod husker jeg ikke noget om, sagde Mads og tog en flaske fra bordet. — Til gengæld husker jeg erklæringerne og presset for at få mig til at opgive min andel. Jeg husker også, hvordan De forklarede mig, at taknemmelighed kan måles i kvadratmeter. Smuk matematik. Jeg lærte den bare aldrig.
Han skænkede rødvin i et glas. Langsomt og helt roligt.
Karens ansigt lyste op. Han havde givet efter. Han skænkede. Nu ville der komme undskyldninger, og hun ville blive sat på plads ved bordet, sådan som det burde være. Hun kastede et blik på uret; pigerne måtte være her hvert øjeblik.
— Sådan, sagde hun tilfreds. — Det kunne du have gjort fra begyndelsen. Sæt dig her ved siden af, så taler vi sammen.
Dørklokken lød.
Anders blev stående. Et øjeblik senere kom der banken på døren, hårdt og stædigt, med knoerne mod træet.
— Luk op! beordrede Karen Mads. — Det er pigerne!
I stedet kastede Mads vinen lige i ansigtet på hende. Straks efter fyldte han glasset igen.
Hun fór tilbage, og stolen skurrede hen over gulvet. Blusen over brystet blev på et sekund mørkerød og gennemblødt, dråber løb ned fra hagen, og håret klistrede sig fast til panden. Karen bakkede helt ind mod væggen og åbnede munden, men af de tusind sætninger, hun altid havde klar, kom ikke én eneste ud.
— De har ønsket min kone tillykke, sagde Mads. — Nu går De.
Stilheden i rummet blev tung og tæt. Maria pressede hånden mod munden. Louise kom til at fnise ganske lavt og blev straks selv forskrækket over lyden. Peter stod allerede med telefonen løftet og kameraet vendt fremad.
— Du… du… hvæsede Karen, og hendes blik fór hen over bordet, over salaterne, dugen og den lange kant, der var så fristende let at rive i.
— Tænk ikke engang tanken, sagde Mads næsten venligt. — Hvis der sker noget med det bord, forlader De lejligheden i undertøj. Det er ikke en trussel. Det er bare en beskrivelse af fremgangsmåden.
Hun stivnede. Pludselig var dugen ikke længere det vigtigste. Otte par øjne var rettet mod hende; nogen filmede, nogen smilede, og det var værre end enhver ødelagt skål eller plet på gulvet.
— Det her kommer I alle sammen til at fortryde! skreg hun med en stemme, der knækkede, og snublede over sin egen frakke, mens hun flåede den til sig i en bunke.
Døren rev hun selv op indefra, så voldsomt at hun næsten væltede begge sine døtre omkuld, der stod ude på reposen sammen med deres mænd.
— Mor?! råbte Anne.