Anne nåede at få øje på den våde, bordeauxrøde plamage og sin mors ildrøde ansigt, før hun skreg ind i lejligheden:
— Mads, hvad fanden laver du, din idiot?!
Mads stod stadig med et fyldt glas i hånden. Bevægelsen blev kort, præcis og uden tøven. Anne fik skriget galt i halsen, mens vinen løb ned ad hendes kind og videre ned i kraven.
Susanne udstødte et hvin, så skingert at dørtelefonen ude på etagen næsten syntes at svare igen. Hun drejede brat rundt og styrtede mod trappen, men på vejen ramte hun sin egen mand med skulderen. Jens, der ellers var en solid og jordbunden type, røg ned på alle fire. Et tydeligt riv lød, da bukserne sprækkede bagpå, og midt på reposen kom et par lyseblå underbukser højtideligt til syne.
— Jens, rejs dig nu op, sagde en eller anden træt.
Et minut senere var der stille. Næsten med det samme ringede det på døren igen.
Mads gik selv ud og åbnede. Udenfor stod Thomas og hans kone Camilla, begge en smule forpustede.
— Hør lige, sagde Thomas. — Vi nåede at se et lille motionsløb nede ved opgangen. En dame dækket af vin, en anden dame også med vin på sig og en mand med fri udsigt bagtil. Har du noget med det at gøre?
— Kun indirekte, svarede Mads. — Jeg stod bare for udskænkningen.
En af gæsterne kunne ikke længere holde masken og brød ud i høj latter.
Mads gik ind i soveværelset. Mette var allerede klædt på: en mørkegrøn kjole, øreringe og læbestift. Han lagde armene om hende og kyssede hende.
— Bordet overlevede, sagde han.
— Og du?
— Jeg har det fint. Til gengæld slap vinen hurtigere op, end jeg havde regnet med.
Hun stillede ikke flere spørgsmål. I stedet gik hun ind i stuen, sendte gæsterne et roligt smil og slog ud med hånden.
— Værsgo, sæt jer til bords. Jeg mener, vi havde noget at fejre.
Et fælles suk af lettelse gled gennem rummet.
Aftenen blev både højlydt og let. Sara forsøgte tre gange at overrække kronen, Anders holdt en skål om, at han nu havde både verdens smukkeste kone og den mest talentfulde kusine i familien, og Sofie sad på en pude og bevogtede éclairsene, som var de national kulturarv. Louise fortalte en historie, der fik Thomas til at le så voldsomt, at han måtte bede om en pause.
— For dig, sagde Mads og løftede sit glas. — Du har aldrig fundet dig tavst i nogen, men du har heller aldrig trådt på andre. Det er en sjælden kombination.
— For os, rettede Mette ham. — Jeg hørte for resten alt inde fra soveværelset. Hvert eneste ord.
— Og hvad syntes du om forestillingen?
— Slutningen var min favorit. Lidt fugtig, måske, men meget overbevisende.
Sent samme aften, da den sidste tallerken var vasket op, og kun den dæmpede lampe over bordet stadig lyste, lænede Mette sig ind mod sin mand og hviskede:
— Du er min helt.
— Jeg er din sommelier, svarede Mads.
På samme tidspunkt sad Karen i sin lille etværelses i den anden ende af byen, iført morgenkåbe og med et håndklæde over skuldrene, og prikkede rasende på telefonens skærm. Beskederne kom én efter én: lange, bitre og fulde af udråbstegn efter næsten hvert ord. Hun trykkede send, og ved siden af hver besked dukkede der en grå cirkel med et kryds op. Nummeret var blokeret.
Hun skrev igen. Kryds. Igen. Kryds.
Vreden steg i hende, men havde ingen steder at gå hen. Han havde en treværelses lejlighed, mens hun sad i denne kasse med et vindue ud mod gården. Pigerne havde giftet sig med de mænd, de nu engang havde fundet, og nu talte den ene ikke med den anden på grund af bukserne ude på reposen. Og hende dér, Mette, hun havde både arbejde, hjem og en mand, der skænkede vin på en måde, som ingen ordentlige mennesker gjorde.
Det var alles skyld. Helt og aldeles alles, uden undtagelse.
I treværelseslejligheden skænkede Mads sig en kop kaffe, satte sig ved siden af sin kone og strakte benene ud. Ingen af dem havde lyst til at sige noget. Der var stille, og den stilhed skyldte ikke nogen en forklaring.