Hun vidste, at Karen ikke bare ville give op. Hun ville presse, vende ordene på hovedet, spille såret og skabe scener, indtil hun fik sin vilje. Sådan havde det altid været.
Næste morgen, præcis klokken ti, skar en hård ringetone gennem lejligheden. Maria havde med vilje taget en fridag, så hun kunne være hjemme, når de ubudne gæster dukkede op. Lars var taget på arbejde, og da han gik, havde han sendt hende et skyldbetynget blik.
Uden for døren stod Karen. Ved siden af hende stod en velklædt kvinde i fyrrerne med en mappe under armen.
— Goddag, sagde kvinden muntert. — Helle fra ejendomsmæglerfirmaet “Nyt Hjem”. Karen har fortalt mig, at I gerne vil have vurderet lejligheden med henblik på salg?
— Nej, svarede Maria roligt. — Det vil jeg ikke. Der må være sket en misforståelse.
Karen skubbede nærmest den forvirrede Helle et skridt ind i entréen.
— Hør ikke på hende. Kig bare på lejligheden og sig, hvad den nogenlunde kan indbringe.
— Undskyld, sagde Maria og stillede sig i vejen. — Men uden min tilladelse kommer ingen ind og gennemgår min ejendom.
Helle skiftede usikkert vægten fra den ene fod til den anden.
— Så tror jeg hellere, jeg vil gå igen. I kan ringe, hvis I beslutter jer.
— Vent nu lige! Karen greb hende om armen. — De kan da se, at boligen er gammel og trænger til istandsættelse. Giv os i det mindste et cirkatal.
— Karen, jeg kan ikke foretage mig noget uden ejerens samtykke, sagde Helle nu fast. Derefter trak hun sig hurtigt ud af lejligheden.
Så snart døren var lukket efter hende, vendte Karen sig mod Maria. I hendes ansigt lå et udtryk af fornærmet retfærdighed.
— Hvad bilder du dig egentlig ind? Jeg prøver at hjælpe jer!
— Hjælpe os? Eller sørge for, at vi bor tæt på jer, så I kan kontrollere hvert eneste skridt, vi tager?
— Hvordan vover du at tale sådan til mig! Jeg er mor! Jeg har ret til at vide, hvordan min søn lever!
— Din søn er en voksen mand. Han har en kone. Og sit eget liv.
— Sit eget liv! gentog Karen hånligt. — Lad os nu se, hvor meget liv du får, når Lars hører sandheden.
— Hvilken sandhed?
Karen hev sin telefon op af tasken og viftede med den foran Marias ansigt.
— Sandheden om, at du i går efter arbejde ikke sad og drak kaffe med en veninde, men med en eller anden mand. Jeg har billeder.
Maria stivnede af overraskelse. Hun havde ganske rigtigt haft et møde dagen før — med en mulig investor til sin startup. Et helt almindeligt forretningsmøde i hotellets café.
— Han er en samarbejdspartner.
— Ja, selvfølgelig, hvæsede Karen med skadefryd i stemmen. — Det siger de alle sammen. Nu må vi se, hvad Lars mener om det.
Hun var allerede i gang med at ringe til ham.
— Lars? Kom hjem med det samme. Der er noget… Nej, jeg siger det ikke i telefonen. Det handler om din kone.
Maria stod helt stille. Var Karen virkelig parat til at sværte hende til over for sin egen søn bare for at få sin vilje?
Fyrre minutter senere stormede Lars ind ad døren. Han var bleg, og ansigtet var spændt.
— Hvad er der sket? Mor sagde, det hastede.
Karen kastede sig straks om halsen på ham.
— Åh, Lars, jeg er så ked af det… men du bliver nødt til at vide det.
Hun rakte ham telefonen. På billederne sad Maria ved et bord sammen med en mand i jakkesæt, og de var tydeligt opslugt af en samtale.
— Og? spurgte Lars efter en kort pause.
— Hvad mener du med “og”? Din kone mødes med andre mænd!
— Mor, det er en restaurant på et hotel. Det ligner ret klart et forretningsmøde.
Karen mistede et øjeblik fatningen.
— Men… hun sagde, hun skulle mødes med en veninde.
— Jeg sagde, jeg havde et møde, brød Maria ind. — Du hørte ikke efter, da jeg fortalte om samtalen med investoren.
Lars vendte sig mod sin mor.
— Mor, har du fulgt efter min kone?
— Jeg kom tilfældigvis forbi.
— Tilfældigvis? Med kamera klar? Mor, det her er gået for vidt.
— For vidt? Karens stemme begyndte at ryste. — Jeg bekymrer mig om jer! Og I… Ved du hvad? Lev, som I vil! I jeres faldefærdige lejlighed! Uden mig!
Hun fór ud af lejligheden og smækkede døren så hårdt, at væggene dirrede.
Lars sank tungt ned på en stol.
— Undskyld. Jeg troede ikke, hun kunne finde på sådan noget.
— Hvad troede du så, hun kunne finde på? spurgte Maria træt. — Det er jo præcis sådan, hun altid gør. Hun manipulerer, overvåger og blander sig i vores liv.
— Hun er min mor…
— Og jeg er din kone. Jeg er træt af altid at komme i anden række.
Samme aften ringede Karen. Lars lyttede længe uden at afbryde, før han til sidst sagde:
— Mor, vi sælger ikke lejligheden. Det er Marias beslutning, og jeg støtter hende.
Gennem røret lød der hysteriske råb, og kort efter kom den skarpe, tomme tone, der fortalte, at hun havde lagt på.
— Hun sagde, at jeg ikke længere er hendes søn, bemærkede Lars stille.
— Det siger hun hver gang, hun ikke får sin vilje.
— Jeg ved det. Men det gør stadig ondt.
De næste dage gik i en næsten uvant stilhed. Karen ringede ikke, og hun dukkede heller ikke op. Maria begyndte langsomt at trække vejret friere, men på den fjerde dag lød dørklokken igen.
I døråbningen stod en ældre kvinde, Maria aldrig havde set før, med en dokumentmappe under armen.