— Og sådan er takken, man får!
Anna trak vejret tungt og lod skuldrene synke.
— Jeg synes, du skal tage hjem nu, Hanne. Få hvilet dig lidt.
— Hjem? — Hanne fór op fra stolen, som om ordet havde stukket hende. — Hvor er mit hjem henne? Hos min søn, som hans egen kone har forladt? I det lille, trange hul?
— Det er midlertidigt, svarede Anna roligt. — Når Lars og jeg har fået afklaret, hvad der skal ske mellem os, falder resten også på plads.
— Og hvis I ikke får noget afklaret? — Hanne kneb øjnene sammen. — Hvis det ender med skilsmisse?
— Så går vi hver til sit.
— Og så beholder du bare lejligheden? Mens min søn står tilbage uden noget som helst?
Der var den. Den egentlige grund til besøget havde endelig vist sig.
— Lejligheden har hele tiden været min, mindede Anna hende om. — Den fik jeg efter min morfar.
— Hvis du virkelig elskede Lars, ville du skrive halvdelen over på ham! snerrede Hanne. — I en rigtig familie deler man alt!
— I en rigtig familie respekterer man også hinandens grænser.
— Hvilke grænser? — Hanne slog ud med hånden. — Det er moderne pjat, I finder på! Før i tiden boede folk sammen uden alt det snak om grænser.
— Og svigerdøtrene bed tænderne sammen og led i stilhed, tilføjede Anna.
— Der var ingen, der led! svarede Hanne skarpt. — De kendte deres plads og viste respekt for de ældre.
Dermed var samtalen reelt forbi. Hanne stormede ud, og døren smækkede hårdt bag hende. Anna blev alene tilbage i stilheden i morfarens lejlighed.
Samme aften ringede Lars.
— Anna, min mor siger, at du smed hende ud.
— Jeg bad hende om at gå, rettede Anna ham. — Det er ikke det samme.
— Hun prøvede bare at hjælpe.
— Jeg havde ikke bedt om hjælp.
— For pokker, Anna! Hans stemme var tung af irritation. — Hvad er det for et menneske, du er? Min mor vil os det bedste, og du skubber hende væk!
— Lars, din mor vil det bedste for sig selv. Hun vil styre vores liv.
— Det passer ikke!
— Jo, det gør. Og du ved det godt, du vil bare ikke indrømme det.
— Ved du hvad? eksploderede han. — Så kan du sidde der alene, så længe du har lyst! Og når du endelig kommer til fornuft, er det ikke sikkert, jeg overhovedet vil tage dig tilbage!
Anna lagde røret på uden at ryste på hånden. Lars’ trusler havde mistet deres virkning.
Der gik en uge. Anna fandt sig til rette i morfarens lejlighed og fik kontakt til nogle håndværkere, der kunne ordne de småting, der trængte. Langsomt begyndte hendes hverdag igen at få en form, hun kunne trække vejret i.
Fredag aften flængede en insisterende ringeklokke stilheden. Anna gik hen til døren og kiggede ud gennem dørspionen. Ude på opgangen stod Lars og hans mor. Lars havde en sportstaske i hånden.
— Hvad vil I? spurgte Anna gennem døren.
— Luk op. Vi skal tale sammen! råbte Lars.
— Så tal derude fra.
— Anna, lad nu være med at være åndssvag. Jeg har taget vores ting med. Vi flytter ind.
Anna stirrede målløst på døren.
— Hvem flytter ind?
— Mig og mor. Du ville jo have, at vi skulle være sammen.
— Jeg ville have, at vi skulle finde ud af vores forhold. Ikke at I skulle lege bofællesskab her.
— Anna, skat, luk nu op, lød Hannes stemme. — Naboerne kigger.
— Så lad dem kigge. Gå hjem.
— Det er også min lejlighed! brølede Lars. — Vi er mand og kone! Jeg har ret til at bo her!
— Nej, det har du ikke. Lejligheden står i mit navn.
— Så ringer jeg til politiet! truede han.
— Gør du bare, svarede Anna køligt.
Der blev hvisket bag døren. Efter et øjeblik lød Hannes stemme igen, denne gang blødere og næsten kærtegnende:
— Anna, lille ven. Nu skal du ikke opføre dig som et barn. Luk os ind, så laver vi en kop te og taler stille og roligt om det hele.
— Vi har talt om det. Tag hjem.
— Anna, jeg spørger dig pænt for sidste gang! råbte Lars. — Luk døren op, ellers sparker jeg den ind!
— Prøv. Så ringer jeg til politiet, og du får lov at tilbringe natten på stationen.
Igen kom der dæmpede stemmer ude på trappen. Så hørte hun skridt, der fjernede sig. Anna ventede et par minutter, før hun forsigtigt kiggede ud gennem dørspionen. Opgangen var tom.
Næste dag opsøgte Anna en advokat. Han var hvidhåret, med et skarpt blik, og han lyttede opmærksomt, mens hun fortalte det hele.
— Din mand har ingen juridisk ret til lejligheden, sagde advokaten fast. — Den tilhører dig personligt, fordi du arvede den før ægteskabet.