— Vi er jo lige kommet! — protesterede Mette fornærmet.
— Jeg sagde: hjem! — Lars rejste sig brat. — Ud af min lejlighed. Nu!
Anna blev hos sin mor i tre dage. I den tid ringede Lars igen og igen, sendte beskeder, og til sidst dukkede han endda op foran svigermorens dør. Men Kirsten lukkede ham ikke ind.
— Anna vil ikke se dig, — lød det gennem døren. — Tag hjem, Lars.
På den fjerde dag besluttede Anna sig for at tage tilbage til lejligheden for at hente sine ting. Hun regnede med, at Lars var på arbejde, men da hun kom ind, sad han ved køkkenbordet.
— Anna! — Han fór op. — Du er kommet tilbage!
— Jeg skal bare hente mine ejendele, — svarede hun køligt.
Hun gik ind i soveværelset og begyndte at lægge tøj ned i en taske. Lars blev stående i døråbningen med skulderen mod karmen og fulgte hver eneste bevægelse.
— Anna, lad os nu tale sammen…
— Om hvad? Om hvordan du ydmygede mig foran din familie? Eller om, at du bruger pengene, som det passer dig, mens jeg skal trylle mad frem af ingenting?
— Jeg har forstået det. Det hele. Jeg tog fejl.
Anna standsede og så på ham.
— Tog fejl? Lars, du tager jo fejl hele tiden. Det her var ikke en enkelt smutter. Det er et mønster.
— Jeg skal nok ændre mig!
— Nej, — sagde Anna og rystede langsomt på hovedet. — Det sagde du også, da du købte et fjernsyn i stedet for et køleskab. Og da du drak hele bonussen op med vennerne. Og da du…
— Nok! — Lars slog knytnæven ind mod dørkarmen. — Hvor længe har du tænkt dig at blive ved med at hive alt det gamle frem?
— Så længe det gamle hele tiden bliver til nutid, Lars. Men det ændrer sig jo ikke. Det var vores liv. Eller rettere: det, der var tilbage af det.
Anna lynede tasken og gik ud i entréen. Ved døren standsede hun et øjeblik.
— For resten ringede din bror Mads i går. Han sagde undskyld. Han sagde også, at jeg havde haft ret. Og så fortalte han mig noget interessant.
— Hvad? — Lars stivnede.
— At du lånte 1.000 kr. af ham for en måned siden. Dem brugte du på spilleudstyr. Til mig sagde du, at din løn var forsinket.
Farven forsvandt fra Lars’ ansigt.
— Det… det var ikke sådan…
— Det er ligegyldigt nu, Lars. Lev, som du vil. Bare ikke sammen med mig.
Hun lukkede døren stille efter sig.
Der gik to måneder. Anna lejede en lille etværelses lejlighed tæt på sit arbejde. Skilsmissen var sat i gang, og Lars gjorde ingen modstand. Det virkede, som om han endelig havde indset, at der ikke fandtes nogen vej tilbage.
En aften fik hun uventet besøg. Det var Mette.
— Må jeg komme ind? — spurgte hun fra dørtrinnet.
Anna trådte til side og lod hende passere.
— Vil du have te? — spurgte hun høfligt.
— Ja tak. — Mette satte sig ved det lille køkkenbord. — Anna, jeg er kommet for at sige undskyld.
Anna løftede brynene.
— For hvad?
— For det hele. For at blande mig. For at puste til Lars og vende ham imod dig. For at opføre mig som et forfærdeligt menneske.
— Hvad er der sket med dig, Mette? Hvor kommer al den ærlighed pludselig fra?
Mette sænkede blikket.
— Anders fandt ud af det med Peter. Jeg aner ikke hvordan, men han fandt ud af det. Han har søgt om skilsmisse. Og ved du, hvad han sagde til mig?
— Hvad?
— At jeg fik præcis, hvad jeg fortjente. At man ikke kan ødelægge andres familier og bagefter bygge sin egen lykke oven på ruinerne.
Anna hældte te op uden at sige noget.
— Og der er mere, — fortsatte Mette lavmælt. — Lars bor nu sammen med en eller anden ung pige. Hun er ti år yngre end ham og tømmer ham fuldstændig for penge. Han har allerede solgt bilen for at købe en pels til hende.
— Jeg har ikke ondt af ham, — sagde Anna enkelt.
— Det skal du heller ikke have. Han valgte selv den vej. Ligesom jeg valgte min.
De sad tavse i nogle minutter. Til sidst rejste Mette sig.
— Tak, fordi du lyttede. Og endnu en gang: undskyld.