— Det er i orden, — svarede Anna og fulgte hende ud til døren.
Omtrent en måned senere stødte Anna på Mads i supermarkedet. Han så anderledes ud, end hun huskede ham: smallere i ansigtet, bleg og træt.
— Anna! — udbrød han, tydeligt lettet over at se hende. — Hvordan går det med dig?
— Jeg klarer mig, — svarede hun. — Hvad med dig?
— Tja… — Han lavede en vag bevægelse med hånden. — Hanne er gået fra mig. Hun blev træt af mine løgne og min nærighed.
Anna sagde ikke noget.
— Dengang… — fortsatte han efter et øjeblik. — Dengang opførte vi os virkelig elendigt. Da Mette og jeg bare dukkede op hos jer. Vi bar os ad som nogle svin.
— Det skete, — sagde Anna roligt.
— Har du set Lars for nylig?
— Nej. Og det har jeg heller ikke noget ønske om.
— Det er nok klogt. Han er faldet helt sammen. Han mistede arbejdet, er begyndt at drikke. Og den unge pige forsvandt, så snart pengene slap op. Nu snylter han på sin mor.
Anna nikkede blot. Der rørte sig ingen medlidenhed i hende.
— Jeg må videre, — sagde hun og vendte sig mod udgangen.
— Anna! — kaldte Mads efter hende. — Det var rigtigt af dig at gå fra ham. Helt rigtigt.
Lidt efter lidt faldt Annas liv på plads. Hun blev forfremmet på arbejdet, meldte sig til franskkursus og begyndte at gå i teateret. Alt det, hun i årevis havde skubbet foran sig, mens hun levede ved siden af Lars.
En aften, da hun var på vej hjem, fik hun øje på en velkendt skikkelse foran opgangen. Det var Lars. Han så forkommen ud, havde tabt sig, var ubarberet, og tøjet hang krøllet og trist på ham.
— Anna… — Han skyndte sig hen imod hende. — Anna, tilgiv mig!
— Gå, Lars.
— Jeg har forstået det hele nu! Jeg var en idiot! Tilgiv mig, jeg beder dig!
— Det er for sent. Gå nu.
— Men jeg elsker dig jo!
Anna standsede og lod blikket glide hen over ham.
— Nej, Lars. Du elsker kun dig selv. Og lige nu leder du bare efter nogen, der igen kan tage sig af dig. Det bliver ikke mig.
— Giv mig én chance mere!
— Jeg gav dig hundrede. Du smed dem alle sammen væk. Forsvind.
Han rakte ud for at gribe fat i hendes arm, men Anna trak sig brat tilbage.
— Rør mig ikke. Hvis du gør det igen, ringer jeg efter politiet.
— Du er hjerteløs! — råbte Lars. — Du har ødelagt alt for mig!
— Nej, — svarede Anna stille. — Det klarede du selv. Din grådighed, din egoisme og din foragt for andre mennesker gjorde det. Du fik præcis det, du havde gjort dig fortjent til.
Hun gik forbi ham og ind gennem døren til opgangen. Lars blev stående udenfor, mens de første regndråber begyndte at falde.
Et år senere lærte Anna Søren at kende, en kollega fra afdelingen ved siden af. Han var omsorgsfuld uden at være påtrængende, behandlede hende med respekt og stillede aldrig krav, der knuste hende.
Da de blev gift, kom selv Mette til brylluppet. Hun glædede sig oprigtigt over Annas lykke. Mads sendte et kort fra den by, han var flyttet til efter sin skilsmisse.
Om Lars hørte Anna ikke mere. Der gik rygter om, at han havde forsøgt sig med arbejde forskellige steder, men at han aldrig blev længe nogen steder. Hans nærighed, hovmod og manglende respekt for andre dukkede altid op igen.
Indimellem, når Anna sad i den lune stue i sit nye hjem, tænkte hun tilbage på den dag, hvor Lars havde beordret hende til at mætte hans familie, selv om skabene var tomme. Det var blevet vendepunktet i hendes liv. Dagen, hvor hun sagde nej til ydmygelse og foragt. Dagen, hvor hun valgte sig selv.
— Hvad tænker du på? — spurgte Søren og satte sig ved siden af hende, mens han lagde armen om hende.
— Bare på livet, — svarede Anna med et lille smil.
— Skal vi bestille pizza? Eller lave noget selv?
— Lad os lave mad.
— Sammen?
— Sammen.
Søren kyssede hende blidt på håret, og Anna lænede sig ind til ham. Endelig havde hendes liv fundet den rigtige retning. Og et sted langt borte, i fortidens mørkeste hjørne, blev der en mand tilbage, som aldrig havde forstået det vigtigste: Respekt og kærlighed kan ikke kræves. De skal fortjenes.