— Kom, sagde han lavt.
— Hvad bilder du dig ind? Lars fór op fra stolen. — Det er min kone!
— Ja, den kone du sidder og nedgør.
— Det rager ikke dig. Det er mellem hende og mig! Anna, jeg sagde, du skulle sætte dig. Nu!
Hun stivnede. Den gamle vane var stærkere end viljen. Tre år med at lære at adlyde havde sat sig i kroppen.
— Anna, sagde Mette og gik hen til hende. — Kom med mig. Du kan sove hos os i nat.
— Er I allesammen blevet sindssyge? Lars var rød i hovedet. — Det her er mit hjem, og hun er min kone. Anna går ingen steder!
— Jo, sagde Anna stille.
Rummet blev helt tavst. Langsomt løftede hun blikket og så direkte på ham.
— Jeg går fra dig, Lars.
— Hvad? Dig? Hvor skulle du tage hen, din idiot? Du ejer jo ingenting!
— Jeg har mig selv. Det er nok.
— Hvem tror du overhovedet vil have dig? Du er tredive, du har taget på, du er blevet en gammel kone. Jeg har kun holdt dig ud af medlidenhed!
— Tak, sagde hun. — Så fik du endelig gjort det tydeligt.
Hun gik ud mod entreen. Lars fulgte efter.
— Stop! Mener du det alvorligt? På grund af en dum bemærkning?
— Det er ikke bemærkninger, Lars. Det er ydmygelser.
— Hold nu op. Du ved da, jeg elsker dig.
— Nej. Du elsker at trykke mig ned. Det er ikke det samme.
— Og hvor vil du så hen? Hvad? Hjem til din mor ude på landet? Skal du stå og malke køer?
— Hvis det er det, så ja. Køer fornærmer i det mindste ikke nogen.
Hun trak jakken på. Hænderne rystede så voldsomt, at lynlåsen drillede, men til sidst fik hun den lukket.
— Anna, lad være med at være dum! Lars’ stemme knækkede pludselig af frygt. — Vi kan tale om det. Jeg gør det ikke igen.
— Jo, du gør. Du kan ikke andet.
— Så lærer jeg det!
— Nej. Farvel, Lars.
Hun åbnede døren og gik. Mads og Mette fulgte efter hende. Lars blev stående i entreen, først rasende, siden helt tom i ansigtet. Da han vendte tilbage til stuen, sad gæsterne tavse og stirrede ned i deres glas.
— Hun kommer tilbage, sagde han selvsikkert. — Hvor skulle hun ellers gå hen? Hun sover hos veninden og kravler hjem igen. Sådan gør kvinder altid.
Men Anna kom ikke tilbage. Ikke næste dag. Ikke ugen efter. Heller ikke efter en måned.
I begyndelsen var Lars vred. Han ringede igen og igen, krævede, at hun kom hjem. Senere begyndte han at tigge. Han lovede, at han ville ændre sig. Sendte blomster til hendes arbejde. Dukkede op ved skolen. Anna gik forbi ham uden at sige et ord.
Efter tre måneder søgte hun om skilsmisse. Først boede hun hos Mette og Mads, senere lejede hun et værelse. Det var lille og lå i et gammelt hus, men det var hendes eget. Et sted, hvor ingen kaldte hende en ko.
— Hvordan går det med dig? spurgte Mads, da han mødte hende et halvt år senere.
— Jeg øver mig i at leve igen. I at se mig i spejlet uden at få øje på et monster. I at spise uden at høre hans stemme sige, at jeg er en ko. Det er svært. Men det går fremad.
— Lars har spurgt efter dig.
— Lad være. Jeg vil ikke vide noget om ham.
— Han har forandret sig.
— Måske.