Men jeg er heller ikke den samme længere. Og jeg går ikke tilbage.
Hun lod et smil brede sig over ansigtet — for første gang i meget lang tid uden at tvinge det frem — og fortsatte sin vej. Slank, spinkel, smuk. Kvinden, der i tre år havde fået at vide, at hun var en ko og en idiot. Kvinden, der alligevel havde fundet kræfterne til at gå.
Lars blev tilbage. I den store lejlighed, hvor stilheden nu fyldte rummene. Der var ingen at nedgøre. Ingen at rette på. Ingen, han kunne bevise sin overlegenhed over for.
Efter noget tid fandt han en anden. Hun var ung, livlig og havde ben i næsen. Den første måned lo hun af hans bemærkninger. Den anden måned sagde hun, at han var grov. Den tredje måned smækkede hun døren bag sig og kom ikke tilbage.
Så kom der endnu en. Og siden en til. De forsvandt alle sammen, så snart han begyndte at “opdrage” på dem.
— Hvad er der sket med kvinder? klagede han til Mads. — De bliver fornærmede over hvad som helst. Man kan jo ikke engang lave sjov længere.
Mads svarede ikke. Hvad skulle han sige? At Lars selv havde ødelagt sit liv? At ydmygelse ikke har noget med kærlighed at gøre? At et forhold ikke kan bygges på hån og fornærmelser?
Lars ville alligevel ikke have forstået det. I hans hoved var det bare vittigheder. En måde at hævde sig på. En måde at vise, hvem der bestemte derhjemme. Han fattede ikke, at hvert eneste “idiot” og hver eneste gang, han kaldte hende “ko”, havde været endnu et søm i kisten for deres ægteskab.
Anna forstod det. Heldigvis i tide. Mens hun stadig kunne gå. Mens der endnu fandtes en lille stemme i hende, som sagde, at hun fortjente mere end at være skydeskive for hans “humor”.
Og hun havde ret. Et år senere mødte hun en mand, der kaldte hende sit lys. En mand, der beundrede hendes evne til at nå ind til børn. En mand, der sagde, at hun var smuk — om morgenen og om aftenen, med makeup og uden.
De blev gift. Stille og enkelt, uden stort selskab og larmende fest. Kun de nærmeste var med. Mads stod ved hendes side som vidne.
— Er du lykkelig? spurgte han.
— Ved du, hvad der er det mærkeligste? Jeg har glemt, hvordan det føles at være bange for at sige noget forkert. Jeg har glemt, hvordan det er at gå og vente på den næste fornærmelse. Tænk, man kan faktisk leve på en anden måde. Man kan bare leve.
Lars blev derimod ved med at være alene. Sammen med sine “vittigheder”, som ingen andre syntes var morsomme. Sammen med sin overbevisning om, at kvinder skulle holdes på plads. Sammen med den faste tro på, at ydmygelse var noget helt normalt.
Indimellem tænkte han på Anna. Den stille, føjelige kvinde, der havde fundet sig i alt. Den perfekte hustru, sådan som han havde set hende. Hun lavede mad, vaskede tøj og gjorde rent. Hun tav, når han fornærmede hende. Hun græd lydløst, så hun ikke var til besvær.
Først nu, hvor hun ikke længere var der, gik det op for ham, at hun aldrig havde været føjelig. Hun havde samlet styrke. Dag for dag. Indtil hun en dag kunne sige “nok” og gå. For altid.
Men da var det for sent. Koen viste sig at være et menneske. Idioten viste sig at være en klog kvinde. Og ham, der havde troet, at han sad med al magten, endte med ingenting.