Derfra begyndte det hele bare at eskalere. Lars gjorde et stort nummer ud af at komme hjem med poser fra take-away-steder og restauranter. Han satte sig ved bordet og spiste for sig selv, mens Mikkel og jeg sad ude i køkkenet og tyggede os igennem en helt almindelig, billig salat. Duften af sprøde kyllingevinger fra KFC eller varm pizza bredte sig i hele lejligheden. Mikkel sendte sin far lange, sultne blikke, men Lars lod, som om han ikke så det. Han tilbød ham ikke engang et stykke.
På den tredje dag spurgte Mikkel lavmælt:
– Mor, hvorfor må jeg ikke få noget af fars pizza?
– Fordi far har sine “egne penge”, skat, sagde jeg og strøg ham over håret. – Og vi har vores fælles. Kom, jeg laver pandekager til dig. Jeg har købt mel.
Lige dér var det, som om noget i mig brændte helt over for sidste gang. Hvis en mand uden at blinke kan sidde og fylde sig med lækkerier, mens hans eget barn spiser tomme pandekager, så er han ikke en ægtemand. Han er heller ikke en far. Han er en snylter.
Fredag ramte det endelige bristepunkt. Jeg kom hjem fra arbejde og fandt en kvittering i postkassen. Levering fra en dyr elektronikbutik. Den stod i Lars’ navn. Beløbet var 4.000 kroner. For en ny gamingskærm.
Jeg gik ind i lejligheden. Lars sad i stuen og pakkede en enorm kasse ud. Han nærmest strålede af lykke.
– Se lige den her! sagde han begejstret og havde åbenbart helt glemt, at vi var midt i en krig. – 4K, vanvittig opdateringshastighed. Nu kommer jeg til at spille tanks som en gud.
Jeg lagde kvitteringen på bordet foran ham.
– 4.000 kroner, Lars? Vi mangler stadig 300 kroner fra sidste måneds boliglån, fordi du “ikke lige havde nok”. Mikkels tænder vokser skævt, tandlægen siger, at han får brug for bøjle. Og du køber en skærm?
– Åh, hold nu op, begyndte han straks og strittede med hele kroppen. – Jeg har sparet op til den i tre måneder. Af min egen løn! Det har jeg ret til!
– Det har du, sagde jeg og nikkede roligt. – Og jeg har ret til ikke at bo sammen med et menneske, der stjæler sit eget barns fremtid.
– Stjæler? Hvad fanden er det, du står og siger?
Jeg svarede ikke. I stedet gik jeg ud i entréen, tog hans sportstaske, den han plejede at slæbe med i fitness, og begyndte systematisk at fylde den med hans ting. Direkte fra bøjlerne. Skjorter, T-shirts, sokker, alt hvad jeg fik fat i.
– Hey! Hvad laver du? råbte han og kom farende ud i gangen med armene i vejret. – Læg det tilbage! Er du blevet sindssyg?
– Nej, Lars. Jeg er endelig blevet klar i hovedet. Du har femten minutter til at samle resten. Du tager hjem til din mor. Hun elsker dig, hun skal nok give dig mad, og hun kan sikkert også beundre din nye skærm.
– Du kan ikke smide mig ud! Jeg har adresse her! Han tog et skridt frem, som om han ville skubbe mig væk, men jeg så bare på ham, og han stoppede brat.
– Lejligheden var min, før vi blev gift, Lars. Du ejer ingenting her. Og din folkeregisteradresse giver dig ikke ret til at blive. I morgen går jeg videre med at få dig registreret ud. Lige nu går du. Ellers ringer jeg til politiet og fortæller, at en fremmed mand nægter at forlade min bolig.
– Du… du kommer til at fortryde det! hvæsede han, greb tasken, proppede skærmen ned i den — prioriteringer, selvfølgelig — og stormede ud ad døren. – Du kommer kravlende tilbage, når du ikke har råd til Mikkels skoleuniform!
Jeg lukkede døren efter ham og drejede nøglen rundt. Først én gang, så én gang til. Klik. Klik.