Det tredje klik lød næsten højtideligt.
Det allerførste, jeg gjorde, var at ringe efter en låsesmed. En time senere sad der nye låse i døren. Den hårde metalliske lyd, da nøglen gled rundt, beroligede mig mere end nogen pille kunne have gjort.
Bagefter satte jeg mig ud i køkkenet. Stilheden føltes uvant. Ovenboerne var endelig holdt op med at bore, og gennem ruden faldt et blegt måneskær ind over bordet.
Jeg fandt lommeregneren frem. Okay. Syvogtyve tusind om måneden. Tretten tusind til boliglånet. Så var der fjorten tilbage. Børnebidraget… Lars havde jo officielt arbejde, så gennem retten burde jeg kunne få i hvert fald tre-fire tusind ud af ham. Altså omkring atten tusind. Til Mikkel og mig.
Og ved I hvad? Det var faktisk mere, end jeg plejede at have tilbage, mens jeg forsørgede den forvoksede gris. Jeg slap for at slæbe flere kilo kød hjem hver uge. Jeg skulle ikke længere betale hans mobilregninger og internet. Og jeg behøvede aldrig mere sidde og høre på hans evige jammer om, hvor hårdt livet var for ham.
– Mor? Mikkel kom ud fra sit værelse og gned sig søvnigt i øjnene. – Er far gået?
– Ja, skat. Far er taget hjem til farmor. For altid.
– Bliver vi så… fattige nu?
– Nej, min lille ven. Vi bliver frie. Og det betyder mere end penge. Og bare rolig, i morgen har vi stadig råd til pizza.
Jeg trak ham ind til mig og holdt ham tæt. Han var så spinkel, så lille i mine arme. I samme øjeblik skyllede en rasende vrede mod Lars gennem mig, så de sidste rester af tvivl forsvandt. Hvordan havde jeg kunnet finde mig i det i alle de år? Hvordan havde jeg tilladt ham at tage fra mit barn?
I morgen ville jeg kontakte en advokat. Skilsmisse og børnebidrag skulle sættes i gang med det samme. Derefter banken — jeg ville bede om at få boliglånet lagt om, måske forlænge løbetiden, så ydelsen blev lavere. Ville det blive hårdt? Selvfølgelig. Jeg anede ærligt talt ikke engang, hvordan jeg skulle betale Mikkels engelskundervisning næste måned.
Men jeg skulle nok klare det. Kvinder er sejere, end folk tror. Vi er som ukrudt; man kan træde os ned, men før eller siden finder vi en sprække i asfalten og vokser videre.
Jeg gik ind i soveværelset. På hans side af sengen hang duften af hans aftershave stadig i luften. Jeg flåede sengetøjet af, krøllede det sammen og stoppede det i vaskemaskinen på det længste program. Alt skulle vaskes ud. Lugten. Minderne. Den klæbrige, gamle bitterhed.
Inde i skabet var der pludselig mistænkeligt god plads. Jeg hængte mine kjoler ordentligt op, dem der før havde været presset sammen i et hjørne. Smukke, farverige kjoler. En af dem ville jeg tage på i morgen. Ikke for nogen mand. Bare for mig selv.
Lars havde allerede ringet omkring tyve gange. Grethe sendte en besked: “Anna, du begår en stor fejl. En mand er familiens overhoved. Tænk på din søn!”
Det har jeg gjort, Grethe. Det er netop ham, jeg tænker på. Jeres kære søn kommer ikke til at spise mit barns mad længere.
Jeg slukkede lyset og lagde mig i sengen. For første gang i meget lang tid sad der ikke den velkendte klump i halsen på mig. Lejligheden duftede rent og af min yndlingsduft med lavendel.
I morgen begyndte et nyt liv. Besværligt, nøgternt, fyldt med regnestykker, tilbudsaviser og spareplaner. Men det ville være mit liv. Uden en fremmed mands “egne penge” i min seng.
Jeg lukkede øjnene. Et sted langt væk hylede en sirene, og en bil gled forbi ude på vejen. Byen faldt til ro. Og jeg faldt i søvn sammen med den, velvidende at jeg næste morgen ville vågne som herre over min egen skæbne. Og mit eget køleskab.
Ville du have accepteret at forsørge din mand af din egen løn?