— Ingrid er fuld af liggesår, lød det fra Mette ude fra køkkenet. — Vi så det i går, da vi var inde og kigge til hende.
— Hvilke liggesår? — Anna mærkede, hvordan gulvet næsten forsvandt under hende. — Hun har ingen liggesår. Jeg smører hende hver dag, vender hende, passer på…
— Bliv du bare ved med at lyve, afbrød Karen og gik allerede hen mod Ingrids værelse. — Nu skal jeg selv se efter.
Anna skyndte sig efter hende. Ingrid lå i sengen, bleg og med lukkede øjne. Hendes vejrtrækning var tung, pibende og besværet. Uden den mindste blufærdighed trak Karen dynen væk og hev natkjolen op på den gamle kvinde.
— Der! Kan du se det?! — Hun pegede hårdt mod Ingrids ryg.
Anna bøjede sig ned. Ja, der var en smule rødme, en lille plet, ikke større end en mønt. Men det var ikke et liggesår. Bare irritation efter at have ligget så længe. Hun havde jo smurt stedet med creme hver eneste dag.
— Det dér er ikke et liggesår, sagde hun lavt. — Det er bare…
— Hold mund! skreg Karen. — Tror du, jeg ikke ved, hvordan det begynder? Jeg har arbejdet som sygeplejerske i tyve år! Du har ødelagt min søster. Med vilje!
— Er I blevet vanvittige? Anna trådte et skridt tilbage. Hænderne rystede på hende. — Jeg gør alt for hende. Alt!
— Skal vi ringe til Lars? blandede Mette sig, nu tilbage fra køkkenet med munden fuld. — Han bør da vide, hvad hans kone går og laver.
— Jeg ringer til ham med det samme! Karen havde allerede fået telefonen frem.
Anna stod midt i værelset og mærkede, hvordan noget indeni hende snørede sig sammen til en hård, stram knude. Det var så uretfærdigt. Så brutalt. Hun havde brugt sine sidste kræfter, glemt sig selv og sit eget liv, og dette var takken. Beskyldninger. Ydmygelse.
Ingrid slog øjnene op. Blikket var uklart og betændt.
— Karen? hviskede hun. — Er du kommet?
— Jeg er her, Ingrid, jeg er her, sagde Karen og satte sig på sengekanten. På et øjeblik var hendes vrede stemme blevet blød og medlidende. — Bare rolig. Vi ser det hele. Alt sammen.
Den gamle kvinde drejede hovedet mod Anna. Og i hendes øjne lå der noget… skadefryd, måske. En lille, tilfreds gnist.
— Hun… hun passer mig dårligt… hæsede Ingrid. — Hun glemmer… medicinen…
— Det er løgn! røg det ud af Anna. — Jeg giver den altid til tiden. Altid!
— Du skal ikke råbe ad en syg kvinde! Karen sprang op. — Nu står hun ovenikøbet og skriger! Lars! Lars, kan du høre mig?
Hun talte i telefon. Anna kunne høre sin mands dæmpede stemme i den anden ende, men ordene flød sammen og gav ingen mening.
— Kom hjem med det samme! fortsatte Karen. — Din mor har det forfærdeligt! Og hende dér… hun har fuldstændig mistet enhver samvittighed!
Samtalen varede vel tre minutter. Imens blev Mette stående i døren og stirrede på Anna med et grin, hun dårligt nok forsøgte at skjule. I hendes øjne lå en åbenlys nydelse: et andet menneske led, nogen var blevet skubbet ned i et hul, og hun stod ovenover og kunne varme sig ved det.
— Lars er her om lidt, meddelte Karen og lagde telefonen væk. — Og så skal vi tale med ham. Alvorligt. For sådan her kan det ikke fortsætte!
— Hvad bilder De Dem egentlig ind? Anna mærkede, at noget knækkede indeni. — Det her er mit hjem. Min familie. Med hvilken ret kommer De her og…
— Ret? Karen svulmede op af forargelse. — Jeg har ret til at beskytte min søster! Og du… hvem er du overhovedet? Bare hans kone. Du kom let ind, og du kan lige så let komme ud igen.
— Mor har ret, nikkede Mette og slikkede fingrene. — Jeg forstår i det hele taget ikke, hvorfor du tror, du kan bestemme her. Huset er Lars’. Og hans mor er også hans ansvar.
Anna sank ned på en stol. Hun havde ikke flere kræfter til at diskutere. Og hvad skulle det nytte? De havde allerede afsagt dommen. De havde besluttet, hvad de mente, og intet, hun sagde, ville ændre på det.
Udenfor fortsatte vinteren, nådesløs og iskold. Sneen faldt uden ophør og begravede gårde, biler og bænke under sig. Verden derude blev hvid og ren, men i denne lejlighed herskede en helt anden farve. Grå. Mørk.
Døren smækkede. Lars var kommet hjem. Anna løftede blikket og mødte hans. Der var ingen tvivl i hans øjne. Han havde allerede lagt hele skylden på hende.
Lars smed jakken fra sig uden så meget som at se på sin kone. Han gik direkte hen til sin mor og bøjede sig ind over hende.
— Hvordan har du det, mor?
— Dårligt, min dreng, stønnede Ingrid. — Meget dårligt… Hun giver mig ikke mad… ikke engang vand…
— Hvad?! Anna sprang op. — Det passer jo ikke! Jeg lavede suppe til hende i går!
— Suppe? fnøs Karen. — Af en terning, sikkert. Fyldt med kemi. Sådan noget giver man ikke til et sygt menneske!
— Lars, du ved jo… Anna forsøgte at komme nærmere, men hendes mand standsede hende med blikket. Koldt. Fremmed.
— Jeg ved det godt, sagde han langsomt. — Jeg ved, at du på det sidste er blevet… anderledes. Du er hård. Du hører ikke efter, hvad jeg siger. Og i går råbte du mig ligefrem ind i hovedet.
— Jeg råbte ikke! Jeg sagde bare sandheden!
— Sandheden? Han rettede sig op og vendte sig mod hende.