— Hvilken sandhed? At min mor er blevet en byrde for dig? At du er træt? Hvem bliver ikke træt, Anna? Tror du ikke, jeg er træt? Jeg knokler hver eneste dag og sørger for, at der kommer penge ind!
— Og hvad er det så, jeg laver?! Hendes stemme knækkede næsten. — Jeg sidder her som en tjenestepige. Døgnet rundt. Jeg kan ikke engang gå ud ad døren, når jeg har lyst!
— Så finder vi en hjemmehjælper, sagde Lars tørt, som om det ikke betød noget. — Hvis det virkelig er så forfærdeligt for dig.
— Det handler ikke om en hjemmehjælper! Anna mærkede gråden presse sig op i halsen, men hun tvang den ned igen. Ikke her. Ikke foran dem. — Det handler om, at du ikke hører mig. Du ser mig slet ikke længere.
— Åh Gud, nu begynder det igen med det kvindelige hysteri, mumlede Lars og slog ud med hånden. — Karen, bliver du her hos mor?
— Selvfølgelig, sagde Karen med et lille, sejrssikkert smil. — Mette og jeg skal nok blive. Vi passer hende ordentligt.
— Fint. Lars gik mod døren. — Og du, Anna, pakker en taske. Du tager hjem til din mor nogle dage. Får hvilet dig lidt.
Anna stod helt stille.
Det var en forvisning. Blødt formuleret, pakket ind som omsorg, men stadig en forvisning.
— Smider du mig ud?
— Jeg giver dig en pause, sagde han uden at vende sig om. — Eller vil du hellere blive her og fortsætte med at lave scener?
Bag hende fnisede Mette lavt. Karen havde allerede sat sig til rette i lænestolen ved siden af Ingrid, som om hun var en dronning, der havde indtaget sin trone. Den gamle kvinde lå med lukkede øjne, men Anna så det alligevel: mundvigen, der løftede sig ganske lidt. Et tilfreds smil.
Og i samme øjeblik skete der noget inde i Anna.
Hun brød ikke sammen. Nej. Det var snarere det modsatte.
Noget faldt endelig på plads.
— Ved du hvad, Lars, sagde hun dæmpet, men med en klarhed, der skar gennem rummet. — Jeg går. Det gør jeg faktisk. Bare ikke for et par dage.
Han vendte sig nu. Overraskelsen stod skrevet i hans ansigt.
— Hvad siger du?
— Jeg siger, at jeg går for altid. Ordene kom af sig selv, som om en anden talte gennem hende. — Jeg har levet sammen med dig i treogtyve år. Jeg har fundet mig i din mor, der hadede mig fra første dag. Jeg har fundet mig i, at du kom hjem og ikke engang sagde tak. Jeg har fundet mig i, at jeg for dig bare var en del af inventaret. Praktisk. Gratis.
— Er du blevet vanvittig? Lars tog et skridt hen imod hende. — Har du fuldstændig mistet forstanden?
— Nej, svarede Anna og rystede på hovedet. — Tværtimod. For første gang i meget lang tid ser jeg det hele tydeligt. Jeg er færdig med at være usynlig. Færdig med altid at være den, der får skylden. Pas selv jeres mor. I er jo alle sammen så ordentlige og omsorgsfulde, så vis, hvad I kan.
— Anna, kom nu til fornuft! Karen fór op af stolen. — Du er hans kone. Du har pligter!
— Det havde han også, sagde Anna og pegede på sin mand. — At elske. At respektere. At passe på mig. Hvor blev det af?
Lars blev rød i ansigtet. Hans hænder knyttede sig.
— Det kommer du til at fortryde, hvæsede han mellem tænderne. — Du kommer kravlende tilbage. Hvor skulle du overhovedet tage hen? Du har ingenting.
— Jeg tager hjem til min mor. Bagefter finder jeg et arbejde. Lejer et værelse. Anna gik ind i soveværelset og trak den gamle taske ud af skabet. — Og så må vi se.
Hun pakkede hurtigt, uden at tænke over det. Kun det mest nødvendige: papirer, et par trøjer, undertøj. Hendes hænder rystede ikke. Hjertet slog roligt. En mærkelig fred bredte sig i hende, som om en lang sygdom pludselig havde sluppet sit tag, og hun endelig kunne trække vejret helt ned i lungerne.
Lars stod i døren til soveværelset og så på hende. Han sagde ingenting. Et kort glimt gled gennem hans øjne, noget der lignede usikkerhed. Det var tydeligt, at han ikke havde regnet med denne drejning.
— Mener du det alvorligt? spurgte han lavere.
Anna lukkede tasken og spændte remmen. Så betragtede hun ham længe, næsten undersøgende. Hun ledte efter den unge mand fra markedet, ham der engang havde lovet at beskytte hende. Men hun fandt ham ikke. Foran hende stod kun en fremmed mand. Træt, vred og med et blik, hvor lyset var gået ud.
— Mere alvorligt kan det ikke blive, sagde hun.
Hun gik forbi ham. Forbi Karens triumferende øjne. Forbi Mettes hånlige smil. Ved Ingrids seng standsede hun et øjeblik. Den gamle kvinde åbnede øjnene.
— Farvel, sagde Anna stille. — Jeg håber, De kommer Dem.
I Ingrids blik flimrede noget, der lignede frygt. Som om hun først nu forstod, hvad hun havde sat i gang.
Anna trådte ud af lejligheden.
Der var koldt i opgangen. Et vindue kunne ikke lukke ordentligt, og blæsten løb frit mellem etagerne. Hun trak frakken tættere om sig, greb fastere om tasken og begyndte at gå ned ad trapperne.
Udenfor var vinteren stadig den samme. Sneen knasede under hendes støvler, og frosten bed hende i kinderne. Alligevel frøs hun ikke. Indeni voksede en følelse, hun næsten havde glemt navnet på. Lethed. Måske endda frihed.
Hun gik hen over den hvide gård, og for hvert skridt blev fortiden liggende længere bag hende. Dér, i den lejlighed. Hos de mennesker.
Foran hende ventede noget ukendt. Skræmmende, ja. Men på en besynderlig måde også rigtigt.
Anna smilede.
For første gang i mange måneder.
Og så fortsatte hun ud i den hvide vinter, mod alt det, hun endnu ikke kendte — der, hvor et nyt liv kunne begynde.