I det samme lød Peters stemme inde fra børneværelset:
— Anna! Han skal på toilettet. Kom lige!
— Jeg går derind, sagde far og rejste sig straks.
— Far, nej, jeg kan godt…
— Sæt dig ned og hvil dig, afbrød han mig med en tone, der ikke gav plads til indvendinger.
Jeg kunne høre ham tale roligt med Mikkel. Lidt efter plaskede vandet ude fra badeværelset.
Så fulgte dæmpede mandestemmer. Peter forklarede noget hurtigt og nervøst, mens far svarede kort, lavt og hårdt.
Mor satte sig ved siden af mig og lagde sin hånd om min.
— Anna, sagde hun stille. — Du forstår godt, at det her ikke er normalt, ikke?
— Jo. Det gør jeg. Men hvad skal jeg stille op? Skal jeg skilles? Stå alene med et barn?
— Er du da ikke allerede alene? Hun klemte mine fingre. — Du har en mand ved din side, som tager din løn og giver den videre til sin søster, mens hans egen familie står uden penge. Det er værre end at være alene.
Jeg sagde ingenting. Der fandtes ikke rigtig noget svar.
De sidste to år havde jeg levet, som om jeg gik rundt i tåge. Jeg fungerede bare. Arbejde, hjem, barn. Arbejde, hjem, barn. Jeg tænkte ikke over noget, analyserede ikke, stillede ikke spørgsmål. Jeg holdt bare ud.
Måske havde jeg været bange for at indrømme, at jeg havde begået en fejl, da jeg giftede mig med Peter.
Lidt efter kom far ud fra børneværelset med Mikkel på armen. Min søn var ren, havde fået tøj på og smilede tilfreds.
— Morfar! råbte han lykkeligt og rakte armene mod mig. — Mor, morfar er kommet!
— Det kan jeg se, skat, hviskede jeg og trak ham ind til mig.
Pludselig mærkede jeg tårerne presse sig på.
Hvornår havde Peter sidst skiftet Mikkel af sig selv uden at blive mindet om det? Hvornår havde han bare sat sig ned og leget med ham, fordi han havde lyst?
— Hvor er Peter? spurgte mor pludselig.
— Han pakker, svarede far kort. — Han tager hen til sin søster. Hun har åbenbart fået noget meget “akut” at ordne.
Få minutter senere kom Peter ud fra soveværelset med en lille taske i hånden.
— Jeg tager over til Sara et par dage, sagde han uden at se på mig. — Hun har igen… problemer.
— Naturligvis, sagde mor med en honningsød stemme. — Hun har problemer. Din kone har det jo til gengæld helt vidunderligt, ikke sandt?
— Mor, lad nu være…
— Nej, Anna, nu er det nok med at tie stille! Mor vendte sig skarpt mod ham. — Peter, hvor har du tænkt dig at skaffe penge til din søsters “problemer” denne gang?
— Hun har stadig lidt tilbage, mumlede han ligegyldigt.
— Nå, hun har lidt tilbage? Af Annas løn? Og har Anna givet dig lov til at dele hendes penge med din lille søster?
— Det har vi allerede talt om. Stop nu.
— En hustru er ikke en pung, min dreng, sagde far meget lavt, men hvert ord lå fast som sten. — Og hun er heller ikke en hæveautomat. En hustru er et menneske, en partner, som man skal respektere og passe på.
— Fint, så spar mig for prædikenen! Peter greb hårdere om tasken og gik mod døren. — Jeg kommer i aften.
— Du behøver ikke skynde dig, kaldte mor efter ham. — Din far og jeg bliver her. Vi hjælper Anna med at få styr på et par ting.
Peter standsede et øjeblik i døråbningen. Man kunne se, at han fornemmede, at der var noget på vej, men han sagde ikke mere. Så gik han.
Da døren smækkede bag ham, skyllede en mærkelig lettelse igennem mig. Som om luften i lejligheden pludselig var blevet lettere at trække ned i lungerne.
— Så, sagde mor og tog sin telefon frem. — Nu ser vi på økonomien. Vis mig din bankkonto.
— Hvorfor?
— Fordi sandheden skal tilbage på plads. Dine penge skal gå til dig og din søn. Ikke til en fremmed kvinde, der i fem år ikke har kunnet finde ud af at skaffe sig et arbejde. Forstår du det, min pige?
Jeg åbnede bankappen på mobilen.
Saldo: 85 kr.
Der var stadig en uge til lønningsdag.
— Har Peter dit kort? spurgte far.
— Ja. Han sagde, det var nemmere på den måde. Det er jo alligevel ham, der styrer pengene.
Mor og far udvekslede et blik.
— Anna, sagde far roligt. — I morgen tager vi i banken.
Fra mandag boede jeg hos mine forældre.
Jeg pakkede mine ting, mens Peter ikke var hjemme, og lagde en seddel på bordet:
“Jeg har brug for tid til at tænke.”
For Mikkel føltes flytningen hjem til mormor og morfar som et eventyr. Han løb rundt i deres treværelses lejlighed, jublede over alt det legetøj, mor havde fundet frem til sit barnebarn, og virkede for første gang i lang tid helt ubekymret.
Det første, far og jeg gjorde, var at tage i banken.