Bankrådgiveren lyttede tålmodigt til min forklaring. Hun rystede medfølende på hovedet og gik straks i gang med at bestille et nyt kort til mig. Det gamle blev spærret på stedet.
— Desværre hører vi den slags oftere, end man skulle tro, sagde hun, mens hun skubbede papirerne over mod mig. — Det vigtigste er, at du nåede at reagere i tide.
Samme aften ringede Peter uafbrudt.
I begyndelsen var han rasende og forlangte, at jeg skulle komme hjem. Senere skiftede han tone og begyndte at ynke sig selv. Han fortalte, hvor forfærdeligt han havde det uden Mikkel og mig, og hvor tom lejligheden føltes.
Jeg tog den ikke. Først efter ti ubesvarede opkald greb min mor telefonen.
— Peter, min ven, nu stopper du, sagde hun iskoldt. — Velgørenhedsfonden er lukket. Kortet er spærret. Anna kommer ikke længere til at betale for din søster. Hvis du vil hjælpe din familie, så gør det af din egen løn. Og vores familie lader du være i fred. Forsvind!
Efter det dukkede min mand op foran mine forældres opgang. Han stod nede under vinduerne og krævede at tale med mig. Far gik ned for at møde ham, men da han kom tilbage, var han tydeligt oprørt.
— Han lover guld og grønne skove, sagde far. — Han vil ændre sig, give kortet tilbage og tale med sin søster. Klassiske løfter fra en mand, der er blevet afsløret og nu vrider sig som en ål.
— Hvad skal jeg så gøre? spurgte jeg.
— Det kan kun du afgøre. Men husk én ting: mennesker forandrer sig ikke på en uge. Det, han har gjort i to år, viser, hvem han er — både som menneske og som mand. Er du virkelig parat til at bruge resten af dit liv sammen med ham?
Nogle dage senere indgav jeg skilsmissepapirerne. Jeg sad i advokatens venteværelse med dokumenterne i hånden og kunne næsten ikke forstå, at vores ægteskab var ved at være slut.
Fem års ægteskab. Et barn sammen. Skulle alt virkelig rives fra hinanden på grund af penge?
Men det handlede ikke kun om penge.
Det handlede om respekt, som ikke længere fandtes i vores hjem. Om at jeg var blevet reduceret til en tavs pengeautomat, mens mine egne behov var ophørt med at betyde noget. Om at Peter ikke så mig som sin partner, men som en finansieringskilde for sine slægtninge.
Peter forsøgte at standse skilsmissen.
Han kom igen hjem til mine forældre og bad om endnu en chance. På et tidspunkt tog han endda sin søster med. Sara var en spinkel, lyshåret kvinde med frække øjne. Hun græd og fortalte, hvor ulykkelig hun var, og hvor meget hun havde brug for hjælp.
— Anna må da kunne forstå det! hulkede hun. — Vi er jo familie. Vi er ikke fremmede for hinanden! Kvinder burde ikke konkurrere med hinanden.
— Konkurrere? Min mor så på hende, som om hun betragtede en sjælden parasit gennem et forstørrelsesglas. — Kære barn, konkurrence findes, når to ligeværdige parter måler sig med hinanden. I har levet på min datters bekostning i to år. Det kaldes ikke konkurrence. Det kaldes forsørgelse. Lad vores familie være i fred nu, ellers ringer jeg til politiet.
Efter det besøg viste Sara sig ikke igen.
Skilsmissen blev gennemført på to måneder. Peter accepterede alle betingelserne: Mikkel skulle bo hos mig, og børnebidraget skulle betales efter loven. Han fik lov til at se sin søn i weekenderne.
Den første lørdag efter skilsmissen vågnede jeg i mit gamle pigeværelse. Jeg stillede mig foran spejlet og blev overrasket over mit eget spejlbillede.
På de to måneder hos mine forældre havde jeg forandret mig mere, end jeg selv havde bemærket. Mit hår havde fået glans igen, huden så friskere ud, og der var kommet lys tilbage i mine øjne. Jeg begyndte igen at tage mig af mig selv: købte ordentlig kosmetik og gik til frisør.
— Mor, sagde jeg en morgen ved morgenbordet, — det er på tide, at jeg finder min egen lejlighed.
— Du skal ingen steder, sagde hun og viftede afværgende med hånden. — Bliv her med mit barnebarn, så længe du vil. Det er kun en glæde for os.
Men jeg var allerede begyndt at kigge på en toværelses lejlighed i naboområdet. Jeg længtes efter mit eget sted, mine egne regler og min egen økonomiske frihed. Helt og uden forbehold.
Mikkel vænnede sig hurtigere til vores nye liv, end jeg gjorde. Han tog med far ud i sommerhuset, bagte tærter med mor og gik i parker og på museer sammen med mig. Han så Peter i weekenderne, men savnede ham ikke på nogen dramatisk måde.
For første gang i flere år følte jeg mig fri. Mine penge tilhørte mig og min søn. Beslutningerne traf jeg selv. Fremtiden lignede ikke længere en endeløs række af grå, ens dage.
Sandheden har åbenbart også en smag.
Frihed smager en smule sødt.