— Deres søn, sagde min far roligt og så direkte på Anders, — har netop giftet sig med min datter. Her i min restaurant. Til en fest, jeg har betalt for. Og De valgte at ydmyge hende foran alle.
— Anders! Helle vendte sig skarpt mod sin søn. — Sig dog noget!
Anders blev siddende. Blikket var sænket mod tallerkenen, og hænderne lå knuget sammen i skødet.
— Anders! gentog hun, nu højere.
Han svarede ikke.
Min far rettede sig mod ham.
— Anders, sagde han dæmpet, men tydeligt. — Står du bag din mor? Eller står du ved siden af din kone?
Langsomt løftede Anders hovedet. Først så han på min far. Så på Helle. Til sidst på mig.
— Jeg… jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
— Du skal sige, at din mor skal gå, sagde min far.
— Men hun er jo min mor…
— Og Anna er din hustru. For mindre end en time siden lovede du at elske hende og beskytte hende.
Anders åbnede munden, men ingen ord kom ud.
Min far vendte sig igen mod Helle.
— Fru Jensen. De forlader restauranten. Med det samme.
— De kan ikke smide mig ud! råbte hun.
— Jo, det kan jeg. Jeg ejer stedet. Og jeg har ret til at bortvise enhver, der skaber uro. Overvågningskameraerne har optaget det hele, og hundrede mennesker hørte, hvad De sagde. Gå frivilligt, eller også tilkalder jeg personalet.
Helles ansigt blev først ildrødt. Så trak farven sig ud af hende. Hun greb sin taske med en hård bevægelse.
— Anders, vi går!
— Nej, sagde min far. — Anders er min svigersøn. Han er velkommen her. Det er De ikke.
— Anders! skreg Helle. — Kommer du med mig eller ej?
Anders så på mig. Så på sin mor. Så på min far.
— Jeg… jeg bliver nødt til at gå med mor.
— Nej, sagde min far. — Det bliver du ikke nødt til.
— Men hun er alene…
— Hun er en voksen kvinde, sagde min far. — Hun kan godt finde hjem.
Alligevel rejste Anders sig. Han gik hen til hende.
— Undskyld, Anna, sagde han over skulderen. — Jeg må sikre mig, at hun er okay.
Og så gik han.
Sammen med sin mor.
Ud af restauranten.
Væk fra sit eget bryllup.
Hele salen sad som forstenet. Ingen anede, hvad de skulle stille op.
Min far kom hen til mig og tog min hånd mellem sine.
— Anna, skat. Kan du rejse dig?
Jeg kom på benene, selv om de rystede under mig.
Han førte mig hen til mikrofonen.
— Kære gæster, sagde han. — Jeg beklager dybt det, I netop har været vidne til. Min svigersøn har valgt at forlade sit bryllup. Sammen med sin mor. Det er hans valg.
Han holdt en kort pause, tog et lommetørklæde frem og tørrede øjnene.
— Men min datter er stadig her. Og vi fortsætter festen. For hun fortjener det. Hun fortjener at blive fejret af mennesker, der elsker hende. Og som viser hende respekt.
Et sted i lokalet begyndte nogen at klappe. Så fulgte en anden efter. Og endnu en.
Efter få øjeblikke stod hele salen i applaus.
Jeg stod foran mikrofonen i min brudekjole.
Uden brudgom.
Min far lagde armene om mig.
— Skal vi tage hjem, skat?
Jeg rystede på hovedet.
— Nej. Vi bliver. Vi holder festen.
— Er du sikker?
— Ja. For du har ret. Jeg fortjener den.
Og brylluppet fortsatte. Uden brudgom. Uden svigermor.
Jeg dansede med min far. Bagefter med min fætter. Så med min kusine. Jeg spiste kage, lo af min onkels dårlige vittigheder og drak champagne.
Men hvert eneste minut ventede jeg på, at Anders skulle komme tilbage.
Det gjorde han ikke.
Ved midnat gik jeg udenfor. Jeg satte mig på bænken foran restauranten. Månen hang klar over os, og stilheden var næsten tung.
Lidt efter kom min far ud. Han satte sig ved siden af mig.
— Hvordan har du det?
— Det ved jeg ikke, far.
— Har han ringet?
— Nej.
Min far nikkede langsomt. I et stykke tid sagde han ingenting. Så vendte han sig mod mig.
— Anna, må jeg sige dig noget?
— Ja.
— Anders traf et valg i dag. Det var ikke hans mor, der traf det for ham.