Han gjorde det selv. Han så, hvordan du blev ydmyget. Han hørte hvert eneste ord, hun sagde. Og alligevel valgte han hende.
— Men…
— Nej, skat. Der findes ikke noget men. Han valgte hende. På jeres bryllupsdag. For øjnene af hundrede gæster. Det var ikke en misforståelse. Det var et valg.
Tårerne løb lydløst ned ad mine kinder.
— Hvad skal jeg stille op, far?
— Hvad har du lyst til at gøre?
— Jeg ved det ikke.
Han sukkede stille.
— Kærlighed kan ikke bære det hele alene, Anna. Der skal også være respekt. Og mod. Jeg ved godt, at Anders elsker dig. Det tvivler jeg ikke på. Men han havde ikke styrken til at beskytte dig. Og uden den styrke er kærlighed ikke nok.
Klokken to om natten kom der en besked fra Anders:
“Anna, undskyld. Min mor fik et panikanfald. Jeg var nødt til at køre hende hjem. Jeg kommer tilbage i morgen. Så taler vi sammen.”
Jeg svarede:
“Nej, Anders. Du traf dit valg i dag. Du valgte din mor. Lev med det.”
Derefter blokerede jeg hans nummer.
Tre måneder gik.
Skilsmissen blev ordnet hurtigt. Anders mødte ikke selv op i retten. Han sendte en advokat i stedet. Advokaten sagde:
— Min klient fortryder. Han ønsker en ny chance.
Dommeren så på mig og spurgte:
— Ønsker De at give ham den chance?
— Nej, svarede jeg.
Og så blev skilsmissen godkendt.
I dag sidder jeg på caféen Den Gyldne Gås — min fars restaurant. Han omdøbte den efter brylluppet og sagde, at det skulle være begyndelsen på noget nyt.
Foran mig står en cappuccino, og i hænderne har jeg en bog. Udenfor vinduet går par forbi. De holder hinanden i hånden. Jeg smiler.
En dag bliver det mig igen. Bare med en anden. Med en mand, der bliver stående. En mand, der rejser sig for mig.
Min telefon vibrerer på bordet. En besked fra Anders. Fra et nyt nummer, fordi hans eget stadig er blokeret.
“Anna, jeg beder dig. Tilgiv mig. Jeg begik en fejl. Jeg har brudt med min mor. Vi taler ikke sammen længere. Giv mig en chance.”
Jeg læser beskeden én gang.
Så sletter jeg den.
For min far havde ret. Det, der skete til brylluppet, var ikke en fejl. Det var en beslutning.
Og jeg fortjener en mand, der vælger mig. Altid. Første gang. Uden at skulle miste mig først.
Ikke en, der vælger sin mor og bagefter opdager, at han fortryder.
Min far kommer hen til bordet og sætter sig over for mig.
— Hvordan har du det, Anna?
— Godt, far. Virkelig godt.
— Har han skrevet?
— Ja. Jeg slettede beskeden.
Et varmt smil breder sig over hans ansigt.
— Jeg er stolt af dig.
— Hvorfor?
— Fordi du ved, hvad du er værd. Og fordi du ikke lader nogen tale dig fra det.
Jeg tager hans hånd.
— Tak, far. For brylluppet. For det, du gjorde.
— Det var ingenting.
— Jo, det var. Du smed min brudgom ud fra vores bryllup. I din egen restaurant. Foran hundrede mennesker.
— Jeg smed en mand ud, som ikke respekterede dig, rettede han mig. — At han tilfældigvis var din brudgom, er kun en detalje.
Jeg begynder at le. Og græde. På samme tid.
— Hvad skal jeg nu, far?
— Du skal leve. Du skal finde en anden. En, der rejser sig. En, der siger: “Nu er det nok.” En, der vælger dig med det samme. Uden tøven.
— Og hvis jeg ikke finder ham?
— Det gør du. For du har værdi, Anna. Den rette mand vil kunne se det.
Udenfor begynder sneen at falde. Sæsonens første sne.
Jeg ser ud gennem ruden. På fortovet får jeg øje på et par. Manden lægger armen om kvinden og trækker sin frakke omkring hende for at skærme hende mod sneen. Hun ler.
Det er det, jeg vil have.
Det er det, jeg fortjener.
Ikke en mand, der forlader sit eget bryllup sammen med sin mor.
Men en mand, der ville smide sin mor ud fra brylluppet for min skyld.
Det gjorde min far.
Han viste mig, hvordan det ser ud, når nogen virkelig beskytter én.
Og nu ved jeg, hvad jeg skal lede efter.
Og hvad jeg aldrig igen vil acceptere.