Når hun kom hjem fra arbejde, tog hun farten af lige uden for døren og lyttede et øjeblik: Var alt, som hun havde efterladt det, eller havde nogen igen været inde?
Hendes egen lejlighed var holdt op med at være det sted, hvor hun kunne sænke skuldrene og trække vejret frit.
Vendepunktet kom en helt almindelig tirsdag. Anna var blevet længere på arbejdet end planlagt og låste sig først ind ved ottetiden om aftenen. Inde i lejligheden fandt hun Karen — og en mand, hun aldrig havde set før. Han var omkring femogtredive, havde en taske med sig og sad ved køkkenbordet, hvor han spiste med en selvfølgelighed, som om han boede der.
— Det her er Mads, min nevø, forklarede Karen uden den mindste forlegenhed. — Han har ikke noget sted at være lige nu, så jeg sagde, at han kunne bo hos jer et par dage. Der er jo plads nok.
Anna blev stående i køkkendøren. Mads løftede blikket, nikkede kort til hende og vendte derefter opmærksomheden tilbage mod sin tallerken.
— Karen, sagde Anna efter et øjebliks tavshed, — det her er vores hjem. Du kan ikke bare lade nogen flytte ind her uden at spørge os først.
— Åh, hold nu op, sagde svigermoren og slog afværgende ud med hånden. — Det drejer sig kun om et par dage. Hvad er problemet? Lars har ikke noget imod det.
Senere samme aften viste det sig, at Lars faktisk ikke havde noget imod det. Eller rettere: Han havde ikke vidst noget på forhånd, men da han hørte om det, fandt han situationen helt rimelig.
— Det er jo kun nogle få dage, Anna. Manden står i en svær situation.
— Lars, vi var ikke hjemme. Din mor lukkede et fremmed menneske ind i vores lejlighed uden så meget som at ringe til os først. Synes du virkelig, det er normalt?
— Mads er ikke fremmed. Han er familie.
— For mig er han fremmed.
Som så ofte før endte samtalen uden at komme nogen vegne. Mads blev boende i fire dage. I al den tid havde Anna en mærkelig fornemmelse af at være gæst i sit eget hjem.
Da han endelig var væk, bad hun Karen om at aflevere nøglerne tilbage. Hun gjorde det roligt, uden at hæve stemmen og uden at skabe en scene. Hun bad bare om dem.
Karen begyndte at le. Ikke nervøst, ikke flovt — hun lo rigtigt, som om Anna havde sagt noget fuldstændig absurd.
— Det er min søns lejlighed, sagde svigermoren. — Og jeg kommer her, når det passer mig. Nøglerne får du ikke.
— Karen, rent juridisk tilhører lejligheden os begge to. Og jeg beder dig om…
— Du beder ikke om noget som helst, afbrød Karen hende. Der var ikke vrede i stemmen, kun den urokkelige sikkerhed hos et menneske, der slet ikke forestiller sig, at nogen kan sige hende imod. — Lars, sig det til hende.
Og Lars sagde det. At hans mor havde ret. At sådan havde det altid været. At Anna tog almindelig omsorg alt for nært.
Efter den samtale holdt Anna op med at forklare sig. Ord virkede tydeligvis ikke her.
I stedet begyndte hun at vente. Ikke fordi hun var svag, men fordi hun havde forstået, at hun måtte tænke koldere.
Det endelige brud kom en torsdag, der ellers ikke adskilte sig fra alle andre. Anna havde taget en fridag. Trætheden havde samlet sig i kroppen, og hun havde bare brug for nogle timer derhjemme, alene, i stilhed. Omkring middagstid lød der et klik fra låsen. Anna sad i stuen med en kop kaffe og en bog. Først hørte hun skridt i entréen, derefter lyden af et skab, der blev åbnet inde i soveværelset.
Hun rejste sig og gik derind.
Karen stod foran det åbne klædeskab med en frakke i hænderne. Den var ny, mørkeblå, købt af Anna to uger tidligere og kun brugt tre gange. Svigermoren studerede den, som om hun allerede var i gang med at prøve den i tankerne; hun drejede bøjlen, betragtede snittet og lod blikket glide over kraven.
— Karen, sagde Anna fra døren.
Svigermoren fór ikke sammen. Hun vendte sig blot roligt om.
— Nå, du er hjemme. Det vidste jeg ikke. — Så nikkede hun mod frakken og tilføjede: — Gør det noget, hvis jeg tager den? Jeg har lige brug for sådan en, og du har jo masser af tøj.
— Rør ikke mine ting.
Anna blev stående og så på hende i flere sekunder. Derefter vendte hun sig om og gik ud af værelset.
Karen forlod lejligheden en halv time senere. Frakken hang stadig i skabet. Men efter den dag faldt noget i Anna endeligt på plads — klart, ubønhørligt og uden nogen mulighed for at genoverveje det.