Der var ikke længere noget at tage op til fornyet overvejelse. Ingen samtale, ingen forklaring og ingen ny runde med tålmodige forsøg ville flytte noget som helst. Lars ville ikke ændre sig. Karen ville ikke af sig selv holde op.
Næste morgen ringede Anna til en låsesmed.
Han kom omkring middagstid og arbejdede i knap tre kvarter. Da han var gået igen, sad der to nye låse i døren — solide, dyre låse, den slags man ikke bare uden videre kunne narre op. Anna lod de nye nøgler hvile i sin håndflade et øjeblik. To sæt. Begge hendes. Så lagde hun dem ned i tasken.
Den dag blev Lars længere på arbejde. Karen dukkede op lidt før halv syv; Anna så hende gennem dørspionen. Svigermoren var ikke alene. Ved siden af hende stod Mads med armene lidt ud fra kroppen og et ansigtsudtryk, som om han var blevet tilkaldt som forstærkning.
Først lød den velkendte lyd af en nøgle, der blev stukket i låsen. Så stilhed. Et nyt forsøg. Derefter Karens stemme, først forvirret, siden skarpere og mere ophidset:
— Hvad i alverden… Mads, se lige her. Nøglen passer ikke.
Anna stod i entréen på den anden side af døren og rørte sig ikke.
— Anna! — Karen begyndte at hamre på døren. — Luk op med det samme! Hvad foregår der?
Anna åbnede.
Karen stod på tærsklen med røde pletter på kinderne og nøglerne knuget hårdt i hånden.
— Har du skiftet låsene?! Uden at sige noget?! Hvordan vover du overhovedet?
— Det vover jeg, sagde Anna.
Hun sagde det lavt, uden tryk på ordene. Der var hverken raseri eller triumf i svaret. Kun den rolige fasthed hos et menneske, der har truffet en beslutning og ikke længere har tænkt sig at forklare sig ud af den.
— Forstår du overhovedet, hvad du har gjort?! — Karen tog et skridt frem, men Anna blev stående. — Det her er min søns lejlighed! Du har ingen ret!
— Det er også min lejlighed. Og ingen går ind i mit hjem uden min tilladelse længere.
Bag Karen lagde Mads armene over kors.
— Luk døren op, sagde han i en tone, som om sagen allerede var afgjort. — Ellers ringer jeg til politiet.
— Gør det, svarede Anna. — Så kan I forklare dem, hvorfor I står her med nøgler til en lejlighed, ingen af jer har fået lov til at låse jer ind i.
Det fik Mads til at tie. Han så hurtigt på Karen. Hun begyndte straks igen, denne gang højere, tydeligt beregnet på de naboer, der sikkert allerede stod bag deres egne døre og lyttede. Hun talte om, at Anna havde overtaget lejligheden, om en svigerdatter, der prøvede at skubbe familien ud, og om at Lars slet ikke anede, hvad hans kone havde gang i.
Lars kom tyve minutter senere. Han måtte være styrtet af sted efter moderens opkald, for han var rød i ansigtet og forpustet.
— Anna, hvad sker der? Han så først på sin mor, så på sin kone. — Hvorfor har du skiftet låsene?
— Fordi jeg ikke havde nogen anden måde at lukke døren til mit eget hjem på.
— Hun er blevet fuldstændig vanvittig! skød Karen ind. — Lars, sig noget til hende! Hun skal give nøglerne tilbage!
Lars gik ind i lejligheden og stillede sig midt i entréen. Anna betragtede ham. Og hun så det samme, som hun havde set i tre år: en mand, der sprang frem og tilbage mellem to bredder uden at turde vælge nogen af dem.
— Mor har ret, sagde han til sidst. Der lå næsten noget skyldbetynget i hans stemme, men Anna kunne ikke længere afgøre, om skyldfølelsen gjaldt moderen eller hende. — Du burde i det mindste have sagt det. Giv nøglerne tilbage, så taler vi om det hele på en ordentlig måde.
— Der er ikke mere at tale om, Lars.
— Anna.
— I tre år har jeg talt. I tre år har jeg forklaret. Intet har ændret sig.
Lars bed tænderne sammen. Ude fra opgangen fortsatte Karen med at sige noget, men Anna hørte ikke længere efter.
— Så stiller jeg dig et ultimatum, sagde Lars, og hans stemme blev hårdere. — Enten giver du nøglerne tilbage, eller også… jeg ved ikke, hvad der så bliver af vores familie. Forstår du, hvad jeg siger?
Anna så længe på ham. Engang ville en sådan sætning sikkert have fået hende til at vige. Nu så hun bare et menneske, der endelig og uden omsvøb havde vist, hvilken side han stod på. Og netop dér blev det tydeligt for hende.