Mærkeligt nok føltes det lettere end de tre år, hvor alt havde hængt i luften.
— Det gør jeg, sagde hun roligt. — Gå hen til din mor, Lars.
— Hvad?
— Jeg mener det. Gå nu. Dine ting kan du hente i morgen, når du er faldet ned. Jeg lægger nøglerne hos naboen.
Lars stirrede på hende, som om han ventede, at hun hvert øjeblik ville le eller trække ordene tilbage. Men Anna lo ikke.
— Du aner ikke, hvad du er i gang med, sagde han lavt.
— Jo, det gør jeg faktisk.
Ude i entréen erklærede Karen triumferende, at hun hele tiden havde vidst, at den kvinde hverken ejede hjerte eller forstand. Mads mumlede noget samtykkende. Lars blev stående et øjeblik endnu, før han tog sin jakke og gik. Anna lukkede døren efter dem. Den nye lås gav et kort, tørt klik.
Hun gik ud i køkkenet, satte kedlen over og satte sig ved vinduet. Mørket havde allerede lagt sig på den anden side af ruden.
Lars hentede sine ejendele to dage senere. Han kom om formiddagen, mens Anna var på arbejde. Han tog sit tøj, sin bærbare computer og nogle papirer. Nøglerne lod han blive — de nye, som Anna havde efterladt hos naboen. De lå på køkkenbordet ved siden af en seddel, hvor han havde skrevet, at han havde brug for tid til at tænke. Anna læste den, foldede papiret sammen og lagde det i en skuffe.
Tid havde hun også. Og hun tænkte allerede — ikke febrilsk, ikke grædende, men med den klare ro, der indfinder sig, når en beslutning, man alt for længe har udskudt, endelig er blevet taget.
En uge senere opsøgte hun en advokat. Ikke fordi hun havde travlt, men fordi hun ville vide præcist, hvordan hun stod. Advokaten viste sig at være en ældre kvinde med rank ryg og en måde at tale på, der ikke spildte ord. Anna forklarede situationen. Kvinden lyttede, noterede et par punkter og spurgte, om Anna havde dokumentation for udbetalingen og betalingshistorikken på boliglånet.
Det havde hun. Anna havde gemt alt: kontoudtog, kvitteringer, købsaftale, bankpapirer. Fire år med regnskab i et byggefirma havde ikke været forgæves.
Advokaten gennemgik materialet, så op og sagde:
— De står stærkt.
Derefter gik tingene deres gang. Langsomt, formelt, gennem retten, gennem vurderinger og erklæringer og gennem de uundgåelige forsøg fra Lars’ side på at finde en “fredelig” løsning — naturligvis på hans præmisser. Anna mødte op til forhandlingerne, lyttede og svarede kort. På et tidspunkt ringede Karen og meddelte, at Anna nok skulle komme til at fortryde det hele, og at karma var en frygtelig ting. Anna svarede, at hun ville notere synspunktet, og afsluttede samtalen høfligt.
Retten behandlede sagen i tre måneder. Anna fremlagde en fuld mappe med dokumenter: købsaftalen, beviser for hvor hendes personlige opsparing stammede fra, og en samlet oversigt over afdragene på boliglånet, hvoraf det fremgik, at størstedelen var betalt af hende. Lars forsøgte at anfægte fordelingen af ejerandelene, men hans advokat måtte arbejde med det materiale, der fandtes — og det var ikke meget.
Dommen fastslog, at to tredjedele af lejligheden tilhørte Anna. Lars fik en økonomisk kompensation, der svarede til hans faktiske bidrag. Karen fik ingenting, for hun havde aldrig haft nogen juridisk ret til lejligheden. Det var bare ikke faldet nogen ind at minde hende om det før.
Anna fik besked om afgørelsen på en helt almindelig arbejdsdag i sin frokostpause. Hun læste advokatens besked, slukkede skærmen og spiste sin suppe færdig.
En måned efter at alt var blevet ordnet formelt, købte hun en ny potte til ficussen. Den var stor, keramisk og terrakottafarvet. Hun plantede den om og stillede den tilbage på den samme plads ved vinduet. De første dage hang planten lidt med bladene — sådan gør planter ofte efter en omplantning — men snart rettede den sig op og strakte sig mod lyset.
Anna betragtede den om morgenen med kaffekoppen mellem hænderne og tænkte, at den nok for længst havde haft brug for mere plads.
Der havde bare ikke været nogen, der havde flyttet den før.