Ingen samtaler ville længere kunne rykke noget. Lars ville ikke blive en anden. Inger ville aldrig af sig selv forstå, hvor grænsen gik.
Næste morgen ringede Anna til en låsesmed.
Han kom lidt over middag og var færdig på under en time. Da han var gået igen, sad der to nye låse i hoveddøren — solide, dyre og umulige at overse. Anna lod de nye nøgler glide gennem fingrene et øjeblik. To sæt. Begge hendes. Så lagde hun dem ned i tasken og lukkede lynlåsen.
Den dag blev Lars længe på arbejdet. Inger dukkede op klokken halv syv. Anna så hende gennem dørspionen. Hun var ikke alene. Ved siden af hende stod Mads med armene tungt ned langs siden og et udtryk, som om han var blevet tilkaldt for at sætte tingene på plads.
Først kom den velkendte lyd af en nøgle, der blev stukket i låsen. Så stilhed. Endnu et forsøg. Metal mod metal. Derefter Ingers stemme, først forvirret, så skarpere:
— Hvad i alverden… Mads, se lige. Nøglen passer ikke.
Anna stod i entréen på den anden side af døren uden at røre sig.
— Anna! — Inger hamrede på døren med knoerne. — Luk op med det samme! Hvad foregår der?
Anna trak vejret roligt og åbnede.
Inger stod på måtten med røde pletter på kinderne og de gamle nøgler klemt hårdt inde i hånden.
— Har du skiftet låsene?! Uden at sige et ord?! Hvordan vover du overhovedet?
— Det vover jeg, sagde Anna.
Hun sagde det lavmælt, næsten fladt. Der var hverken vrede eller triumf i stemmen. Kun den rolige fasthed hos et menneske, der ikke længere spørger om lov til at beskytte sig selv.
— Forstår du overhovedet, hvad du har gjort? — Inger tog et skridt frem, men Anna blev stående. — Det her er min søns lejlighed! Du har ingen ret til det!
— Det er også mit hjem. Og fra nu af kommer ingen ind her uden min tilladelse.
Bag Inger lagde Mads armene over kors.
— Luk døren op, sagde han med en tone, der ikke lagde op til diskussion. — Ellers ringer jeg til politiet.
— Gør endelig det, svarede Anna. — Så kan I forklare dem, hvorfor I står med nøgler til en lejlighed, hvor ingen har givet jer lov til at komme ind.
Det fik Mads til at tie. Han kastede et blik på Inger. Hun begyndte straks igen, højere denne gang, tydeligvis for at sikre sig, at naboerne bag de lukkede døre kunne høre hvert eneste ord. Hun talte om, at Anna havde taget lejligheden som gidsel, om at en svigerdatter ikke kunne smide familien ud, og om at Lars slet ikke anede, hvad hans kone havde gang i.
Lars kom tyve minutter senere. Han måtte være kørt direkte efter sin mors opringning, for han var rød i ansigtet og trak vejret hurtigt.
— Anna, hvad sker der? Han så fra sin mor til sin kone. — Hvorfor har du skiftet låsene?
— Fordi jeg ikke havde nogen anden måde at låse døren til mit eget hjem på.
— Hun er blevet fuldstændig vanvittig! skød Inger ind. — Lars, sig dog noget til hende! Hun skal give mig nøglerne tilbage!
Lars gik ind i lejligheden og blev stående midt i entréen. Anna betragtede ham. Hun så præcis det samme, som hun havde set i tre år: en mand, der stod mellem to bredder og ikke turde vælge nogen af dem.
— Mor har ret, sagde han til sidst.
Der lå noget næsten skyldbetynget i hans stemme. Om skylden var rettet mod hans mor eller mod Anna, kunne hun ikke længere afgøre.
— Du burde i det mindste have sagt det først. Giv nøglerne tilbage, så taler vi om det på en ordentlig måde.
— Der er ikke mere at tale om, Lars.
— Anna…
— I tre år har jeg talt. I tre år har jeg forklaret. Intet har ændret sig.
Lars bed kæberne sammen. Ude fra opgangen blev Inger ved med at sige noget, men ordene nåede ikke længere rigtigt ind til Anna.
— Så stiller jeg dig et valg, sagde Lars, og hans stemme blev hårdere. — Enten giver du nøglerne tilbage, eller også… så ved jeg ikke, hvad der bliver af vores familie. Du forstår godt, hvad jeg mener, ikke?
Anna så længe på ham. Engang ville den slags sætning måske have fået hende til at vakle. Nu så hun bare manden foran sig, og for første gang var det helt tydeligt, hvilken side han havde valgt.