Og mærkeligt nok føltes den erkendelse lettere end de tre år, hvor alt havde hængt i luften.
— Det gør jeg, sagde Anna roligt. — Gå hjem til din mor, Lars.
— Hvad?
— Jeg mener det. Gå nu. Dine ting kan du hente i morgen, når du er faldet ned. Jeg lægger nøglerne hos naboen.
Lars blev stående og stirrede på hende, som om han ventede på, at hun om lidt ville le nervøst eller trække ordene tilbage. Men Anna lo ikke. Hun tog heller intet tilbage.
— Du aner ikke, hvad du er i gang med, sagde han lavt.
— Jo, sagde hun. — Det gør jeg faktisk.
Ude i opgangen erklærede Inger triumferende, at hun altid havde vidst, at den kvinde hverken havde hjerte eller forstand. Mads mumlede noget samtykkende. Lars blev stående et øjeblik endnu, som om han stadig håbede, at situationen ville ændre sig af sig selv. Så greb han sin jakke og gik.
Anna lukkede døren efter ham. Den nye lås gav et kort, tørt klik.
Hun gik ud i køkkenet, satte kedlen over og satte sig ved vinduet. Udenfor var mørket allerede faldet på.
Lars hentede sine ejendele to dage senere. Han kom om formiddagen, mens Anna var på arbejde. Han tog tøj, sin bærbare computer og nogle papirer. De nye nøgler, som Anna havde lagt hos naboen, lod han blive tilbage. De lå på køkkenbordet ved siden af en seddel, hvor han havde skrevet, at han havde brug for tid til at tænke.
Anna læste beskeden, foldede papiret sammen og lagde det i en skuffe.
Tid havde hun også. Og hun tænkte allerede. Ikke hektisk, ikke grædende, ikke i panik, men med den klare nøgternhed, der kan komme, når en beslutning, man har skubbet foran sig alt for længe, endelig er taget.
En uge senere bestilte hun tid hos en jurist. Ikke fordi hun havde travlt, men fordi hun ville vide præcis, hvordan hun stod. Juristen viste sig at være en ældre kvinde med rank ryg og en måde at tale på, hvor ingen ord blev brugt unødigt. Anna forklarede hele situationen. Kvinden lyttede uden at afbryde, skrev et par noter og spurgte derefter, om Anna havde dokumentation for udbetalingen og en oversigt over betalingerne på boliglånet.
Det havde hun. Anna havde gemt alt: kontoudtog, kvitteringer, købsaftale, bankpapirer og lånedokumenter. Fire år med regnskab i en byggevirksomhed havde sat sine spor. Vanen med at arkivere hver eneste lille ting viste sig pludselig at være mere værd end nogen trøstende sætning.
Juristen gennemgik materialet, bladrede langsomt i papirerne, løftede til sidst blikket og sagde:
— Du står stærkt.
Derefter fulgte det hele sin egen langsomme rytme. Der var møder, papirer, vurderinger, retten og de uundgåelige forsøg fra Lars på at “finde en fredelig løsning” — så længe den løsning skete på hans betingelser. Anna mødte op til forhandlingerne, lyttede og svarede kort. Hun forklarede sig ikke længere end nødvendigt.
En dag ringede Inger og meddelte, at Anna nok skulle komme til at fortryde, og at karma var en frygtelig ting. Anna sagde høfligt, at hun ville notere sig synspunktet, og afsluttede samtalen.
Sagen blev behandlet over tre måneder. Anna fremlagde en fuld pakke dokumenter: købsaftalen, oplysninger om hvor hendes private opsparing stammede fra, samt historikken over boliglånet, som tydeligt viste, at størstedelen af indbetalingerne var kommet fra hende. Lars forsøgte at bestride fordelingen af ejerandelene, men hans advokat måtte arbejde med det materiale, der fandtes. Og der var ikke meget, som talte til hans fordel.
Rettens afgørelse fastslog, at to tredjedele af lejligheden tilhørte Anna. Lars fik en økonomisk kompensation, der svarede til det, han faktisk havde bidraget med. Inger fik ingenting, for hun havde aldrig haft nogen rettigheder til lejligheden. Det var bare aldrig før lykkedes nogen at minde hende om det på en måde, hun ikke kunne overhøre.
Anna fik besked om afgørelsen på en helt almindelig arbejdsdag i sin frokostpause. Hun læste juristens besked, lagde telefonen væk og spiste sin suppe færdig.
En måned efter at alt var blevet formelt afsluttet, købte hun en ny potte til stuefigenen. Den var stor, keramisk og terrakottafarvet. Hun plantede den om og stillede den tilbage på dens gamle plads ved vinduet.
De første dage hang planten lidt med bladene, sådan som planter ofte gør efter en omplantning. Men efterhånden rettede den sig op igen og strakte sig mod lyset.
Anna stod om morgenen med kaffekoppen i hånden og betragtede den. Hun tænkte, at den nok længe havde haft brug for mere plads.
Der havde bare ikke været nogen, der havde flyttet den før.