Alle andre bader jo. Eller er du bange for, at poolen bliver overfyldt?
Et par stykker fnisede. To, måske tre. Resten lod, som om de ikke havde hørt noget.
Jeg svarede ikke. I stedet vendte jeg mig mod Sofie og fortsatte samtalen, som om Lars ikke stod der. Jeg tænkte, at det nok ville gå over. Sådan plejede det jo at være. Han sagde noget modbydeligt, jeg tav, aftenen sluttede, og Mads og jeg kørte hjem.
Men Lars gik ingen steder. Han blev stående bag min liggestol, og jeg kunne mærke hans skygge over mig.
Så hævede han stemmen. Højt nok til, at alle kunne høre det.
– Din fede idiot! Kom nu i vandet!
Og så skubbede han mig.
Begge hænder i ryggen. Hårdt. Jeg stod lige ved kanten, for jeg var netop rejst mig fra liggestolen for at komme lidt væk fra ham.
Vandet slog sammen om mig. Et stød gennem hele kroppen. Kloren brændte i næsen. Min tunika blev tung på et sekund og trak mig nedad. Jeg kom op igen, greb fat i kanten. Det rungede i ørerne. Oppe på fliserne stod Lars og grinede, mens han slog ud med armene, som om han ville sige: “Slap nu af, det var bare for sjov.”
Atten mennesker så på.
Nogle lo. Andre sagde ingenting. Mads kom løbende fra grillen. Mette stod helt bleg, som om alt blodet havde forladt hendes ansigt.
Jeg kravlede selv op af poolen. Uden hjælp. Den gennemblødte tunika klistrede sig til min krop, og håret lå fladt mod panden. Min telefon lå i lommen. Død. Otte tusind kroner pakket ind i vådt stof.
Jeg tog et håndklæde fra den nærmeste liggestol, lagde det om mig og tørrede ansigtet. Mine hænder rystede ikke. Det undrede mig næsten.
– Lars, sagde jeg med en stemme, der var helt rolig. – Du har lige skubbet mig i poolen mod min vilje. Du har ødelagt min telefon. Den kostede otte tusind kroner. Jeg forventer, at du overfører pengene senest i morgen.
Han holdt op med at le. Et halvt sekund. Så trak han igen munden ud i det sædvanlige smil.
– Anna, helt ærligt. Det var en joke. Køb en ny.
– Pengene senest i morgen, gentog jeg. – Ellers anmelder jeg det til politiet. Det her var ikke en spøg, Lars. Det var fysisk overgreb.
Der blev stille. Selv musikken virkede pludselig dæmpet.
Mads stod ved siden af mig. Han var også våd, for han var sprunget i for at hjælpe mig, men jeg havde allerede fået mig selv op.
– Vi kører, sagde Mads.
Og for første gang i syv år tilføjede han ikke: “Han mente det jo ikke.”
I bilen sad jeg på et håndklæde. Vandet dryppede ned på sædet. Jeg var våd, rasende og underligt rolig på samme tid. En mærkelig blanding. Vreden var der, men den brændte ikke. Den var kold og klar, som en vintermorgen.
Lars overførte aldrig pengene. Ikke dagen efter. Ikke tre dage senere. Ikke efter en uge. Til gengæld skrev han til Mads: “Sig til din kone, at hun skal lade være med at skabe sig. En joke er en joke. Hun kan være glad for, at jeg overhovedet holder hende ud til vores sammenkomster.”
Mads viste mig beskeden uden at sige noget.
Jeg læste den. Og inde i mig flyttede noget sig endeligt på plads. Det knækkede ikke. Det rykkede bare. Som et håndtag, der efter lang tid endelig gled ind i den rigtige position.
En uge senere holdt vi middag derhjemme. Halvt privat, halvt forretning. Jeg havde inviteret to mulige franchisepartnere. Mads havde inviteret nogle kolleger. Og Lars havde selv presset sig på. Han ringede til Mads og sagde: “Jeg hørte, I holder komsammen. Jeg kommer med Mette.” Mads spurgte mig, hvad jeg syntes. Jeg sagde, at han bare kunne komme.
Der sad tolv mennesker omkring det lange bord i vores stue. Den samme stue. Jeg havde lavet mad i to dage. Ikke fordi jeg ville imponere Lars. Det handlede om, at Hansen og Nielsen var blandt gæsterne — ejere af en cafékæde i Aalborg, som overvejede min franchise. Middagen betød noget. Virkelig noget.
Lars dukkede op i sin sædvanlige pæne skjorte, med en flaske vin til to hundrede kroner og Mette ved sin side. Han omfavnede Mads, nikkede til mig og satte sig. Den første time opførte han sig normalt. Han fortalte vittigheder, snakkede om Tyrkiet og roste maden. Et øjeblik nåede jeg endda at tænke, at episoden ved poolen måske havde lært ham et eller andet.
Det havde den ikke.
Ved desserten — jeg havde serveret små tarteletter med bærcreme, også lavet fra bunden — lænede Lars sig tilbage på stolen. Han havde et glas rødvin i hånden, og hans blik var fedtet og selvtilfreds.
– Anna er forresten ikke kun god til at lave mad, sagde han og vendte sig mod Hansen. – Hun er også fremragende til at spise den. Mads, fortæl lige, hvor meget hun kan klemme ned på én gang.
Hansen løftede det ene øjenbryn. Nielsen lagde sin gaffel fra sig.
Jeg sad ved den anden ende af bordet. Foran mig stod en tartelet med bærcreme. Den creme havde jeg selv kogt samme morgen. Fire timer i køkkenet. To dages forberedelse. Franchisepartnere. Mit hjem. Mit bord. Min mad.
Og så denne mand. Igen.
Indeni blev alting meget stille. Ikke vredt. Bare stille. Den slags stilhed, der kommer lige før en beslutning.
Jeg rejste mig roligt. Tog min telefon — den nye, som jeg selv havde betalt, fordi Lars aldrig havde overført en krone for den ødelagte.
Da forbindelsen gik igennem, sagde jeg roligt:
– Sara.