sagde jeg ind i telefonen. Rundt om bordet døde samtalen ud.
– Det er Anna. Ja, jeg ved godt, det er sent. Hør, i morgen tidlig skal du gøre en opsigelse klar på samtlige aktive aftaler med Bris Media. Alle sammen. Design, sociale medier, kampagner, sæsonmateriale. Det hele. Begrundelsen er utilfredsstillende kommunikation og samarbejdskvalitet. Ja, alle fem butikker. Ja, jeg er helt sikker. Vi finder et nyt bureau i løbet af ugen. Tak.
Jeg lagde mobilen fra mig på bordpladen og så direkte på Lars.
Han fattede det ikke endnu. Ikke rigtigt. Han betragtede mig med det tomme, forvirrede blik, man giver et menneske, der pludselig begynder at tale et sprog, man aldrig har hørt før.
– Anna, sagde han langsomt. – Hvad har du gang i?
– Lars, svarede jeg. – Konditor-Plus er mit selskab. Den Søde Sag er min kæde. Fem konditorier. Toogtredive ansatte. I seks år har dit bureau levet godt af mine ordrer. Fire hundrede og firs tusind kroner om året. Næsten halvdelen af din omsætning. Jeg har tjekket det.
Hans ansigt forandrede sig for øjnene af mig. Først kom forvirringen. Så kunne jeg se, hvordan han begyndte at regne. Derefter gik det op for ham. Og til sidst dukkede frygten frem.
– Vent lige, sagde han og satte sit vinglas fra sig så hårdt, at vinen skvulpede ud over dugen. – Konditor-Plus… det er dig? Sara er din medarbejder?
– I seks år, sagde jeg. – I seks år har du lavet reklame for min virksomhed. Og i syv år har du fornærmet mig, hver eneste gang vi har været i samme rum. Du skubbede mig i poolen. Du ydmygede mig foran mine forretningsforbindelser. Her. I mit eget hjem.
Hansen sad helt stille. Nielsen så på Lars med et udtryk, jeg udmærket kendte. Sådan ser man på et insekt, der er kravlet op på ens tallerken.
– Anna, nej, vent nu lige, sagde Lars og rejste sig. Hans hænder rystede. For første gang i alle de år så jeg hans hænder ryste. – Det her er jo forretning. Lad os nu ikke blande tingene sammen. Mads og jeg er venner. Jeg vidste det ikke. Jeg anede det jo ikke!
– Du vidste ikke, at Konditor-Plus var mig, nikkede jeg. – Men du vidste udmærket, at jeg var et menneske. Det var bare ligegyldigt for dig.
Mette sad uden at røre sig. Blikket var slået ned. Som altid.
Mads så på mig. Han afbrød mig ikke. Han bad mig ikke lade være. For første gang i otte år forsøgte han ikke at standse mig.
– Anna, sagde Lars og tog et skridt i min retning. – Lad os tale om det her. Ikke foran alle. Bare dig og mig. Jeg…
– Nej, sagde jeg. – I syv år har du nedgjort mig foran andre. Nu svarer jeg dig foran andre. Aftalerne er opsagt. Det er min beslutning.
Jeg satte mig igen. Tog en tartelet og bed et stykke af. Bærcremen var præcis, som den skulle være: et strejf af vanilje, lidt syrlighed fra hindbærrene. Jeg var faktisk tilfreds med den.
Lars blev stående midt i min stue med vinpletten på dugen foran sig og et ansigt, jeg aldrig før havde set på ham. Så vendte han sig om og gik. Mette fulgte efter. Hoveddøren smækkede.
Stilheden lagde sig over bordet. Jeg drak resten af mit vand.
Hansen rømmede sig.
– Anna, sagde han, – jeres franchisemodel er faktisk virkelig interessant.
Jeg smilede. Det var aftenens første ægte smil.
Senere, da gæsterne var gået, ryddede Mads og jeg af sammen. Han sagde ingenting længe. Til sidst brød han tavsheden.
– Du er klar over, at han kommer til at ringe til mig hver eneste dag nu, ikke?
– Ja.
– Og hvad skal jeg sige til ham?
– Sandheden. At han kom ind i mit hjem og opførte sig uforskammet over for værtinden.
Mads satte en tallerken ned i vasken. Så vendte han sig mod mig.
– Jeg burde have stoppet ham for længe siden.
Jeg svarede ikke. For ja. Det burde han. Men det gjorde han ikke. Og det hører også med til historien.
Der gik to måneder. Lars mistede mine kontrakter. Fire hundrede og firs tusind kroner om året er et hul, man kan mærke. Han måtte fyre tre medarbejdere og flytte til et mindre kontor. Det fortalte Mads mig; han tog stadig hen til ham hver anden uge.
Efter sigende fortæller Lars nu alle, at jeg er “hævnlysten”, og at jeg “udnyttede situationen”. At jeg blandede det private sammen med det professionelle. At “en rigtig forretningsperson ikke opfører sig sådan”.
Måske har han ret. Eller måske skubber en rigtig forretningsperson ikke sin kunde i en swimmingpool.
Jeg fandt et andet bureau. De arbejder mindst lige så godt. Og de er høflige. Mærkeligt, ikke? Det viser sig, at man godt kan lave markedsføring uden samtidig at fornærme kunden.
Mads besøger stadig Lars alene. Jeg forbyder ham det ikke. Det er hans ven. Men Lars har ikke siddet ved vores bord siden. Og jeg har ro. For første gang i syv år er der virkelig ro.
Kun ét spørgsmål bliver ved med at nage.
Gik jeg for langt, da jeg opsagde kontrakterne foran hans partnere? Eller havde han selv bedt om det — efter alle de år, efter tres sammenkomster, efter “fede idiot” og poolen?
Hvad ville I have gjort?