Karen kom stormende ind i sin evige morgenkåbe, med et ansigtsudtryk som en skuespillerinde midt i en tragisk slutscene.
— Anna, min pige, jeg forstår godt, at du er træt. Men man kan da ikke bare gøre sådan noget fra den ene dag til den anden! Vi er jo en familie!
— En familie er et sted, hvor man træffer beslutninger sammen, — svarede Anna. — Når I uden at spørge hæver fem tusind kroner, hedder det ikke familie. Det hedder tyveri.
— Beskylder du mig for at stjæle?! — Karen slog armene ud. — Alt, hvad jeg har gjort, har jeg gjort for familiens skyld!
— For din søsters datter, — rettede Anna hende. — Familien her består af dig, Peter og mig. Din niece må selv finde ud af sine gældsproblemer.
— Du er hjerteløs! — snøftede Karen. — Du har et hjerte af sten.
— Nej, — sagde Anna lavt. — Det er bare slidt op.
Peter opfangede straks sin mors dramatiske tone og besluttede åbenbart at hjælpe forestillingen lidt på vej.
— Hvis du tror, Anna, at det kun er dig, der bestemmer her, tager du fejl. Lejligheden er fælles. Halvdelen er min.
— Og hvad så? — Anna satte koppen fra sig på bordet. — Halvdelen er din, halvdelen er min. Forskellen er bare, at det er mig, der betaler for det hele.
— Siger du, at jeg lever på din regning? — Peter begyndte at blive rød i hovedet.
— Jeg antyder det ikke, — svarede hun roligt. — Jeg siger det direkte.
— Hvis jeg ville, kunne jeg have haft arbejde for længst! — råbte han. — Jeg nægter bare at ydmyge mig selv for småpenge.
— Men det er ikke ydmygende at bede din kone om penge til en ny telefon? — spurgte Anna med et skævt smil.
— Du håner mig, — hvæsede han.
— Nej, Peter. Jeg beskriver bare virkeligheden.
Karen mistede tålmodigheden og hamrede håndfladen ned i bordpladen.
— Nu er det nok med det cirkus! Anna, du må forstå, at det er svært for mænd i disse tider. Der findes ikke ordentlige job. Du tjener godt. Så hold op med at beklage dig!
— Karen, du arbejder jo heller ikke selv, — sagde Anna og vendte sig mod hende. — Hvorfor skal jeg forsørge jer begge to på én gang?
— Fordi du er ung og stærk, og jeg er gammel. Jeg har fortjent at hvile mig.
— Gammel? — Anna stirrede på hende. — For fem år siden var du på Bornholm med din veninde og dansede til langt ud på natten. Du har mere energi end mig.
Peter kom til at grine, men tav øjeblikkeligt, da hans mor sendte ham et isnende blik.
— Og hvad så, hvis hun dansede? — mumlede han. — Det har hun vel lov til.
— Ja, — nikkede Anna. — For sine egne penge. Ikke for mine.
Stilheden sænkede sig igen. Selv køleskabets summen syntes at forsvinde.
— Fint, — sagde Karen til sidst med et anstrengt smil. — Udmærket. Hvis du absolut vil være så principfast. Så klarer vi os selv.
Anna spændte uvilkårligt i kroppen. Hun kendte alt for godt betydningen af det dér “selv”. Om få dage ville afpresningen begynde, pakket ind i tårer og telefonopkald: “Der er ikke brød”, “jeg har ikke råd til medicin”, “vil du virkelig have, at vi sulter?”
Og sådan gik det præcis.
Om aftenen, da Anna kom hjem fra arbejde, lå der en seddel på køkkenbordet:
“Der er ikke mere brød. Der er heller ingen penge. Hav i det mindste lidt medlidenhed med barnet. Vi sidder her og sulter.”
Underskrevet: “Mor og Peter”.
Anna læste ordene med et ansigt, der trak sig sammen af vantro.
— Barnet? — mumlede hun. — Skal jeg have ondt af barnet? Det toogfyrreårige barn? Det er ikke et barn. Det er en pensionist i joggingbukser.
Fem minutter senere kom Peter hjem og gik straks i gang med sin optræden.
— Anna, hvad er det, du har gang i? Jeg har ikke fået noget at spise hele dagen. Det har mor heller ikke.
— Og hvorfor er det mit problem? — Anna trak på skuldrene. — Butikkerne er fulde af opslag om ledige stillinger. Du går ud, får et arbejde og køber brød.
— Laver du sjov? Jeg er ingeniør! — udbrød Peter fornærmet. — At sidde ved en kasse er ydmygende!
— Men at bede din kone om penge er ikke?
— Det er noget andet! Vi er familie!
— Familie betyder ikke, at én person slider, mens to andre hviler sig, — sagde Anna. — Det er slut, Peter. Brug hovedet.
Peter tav. Hans ansigt blev mørkt og hårdt.
— Godt, — sagde han lavmælt. — Hvis du tror, jeg ikke kan klare mig, så får vi se.
Så smækkede han døren efter sig.
Anna blev stående alene i køkkenet, og for første gang i mange år havde hun følelsen af, at noget virkelig var begyndt at rykke sig. Alligevel lå uroen stadig i hende. Hun kendte de to alt for godt: De gav ikke op så let.
“Så lad det være sådan,” tænkte hun. “Når pengekilden er lukket, så er den lukket.”
På tredjedagen efter spærringen af kortene begyndte der for alvor at ske noget i lejligheden.