skete der netop det, Anna havde ventet — og alligevel var hun slet ikke så forberedt på det, som hun havde troet.
Om aftenen, da hun endelig fik sparket de høje sko af og sank tungt ned i sofaen med et lettelsens suk, lød der fra køkkenet en mærkelig, påtaget hosten. En sådan rømmen betød kun én ting: Karen var ved at gøre klar til endnu et af sine såkaldte “familieråd”.
Og ganske rigtigt. Da Anna kom ud i køkkenet, sad Peter og hans mor allerede ved bordet. Foran dem lå et ternet ark papir, en kuglepen og endda en kop te, der dampede demonstrativt, som om det hele krævede højtidelig iscenesættelse. Stemningen var så alvorlig, at man skulle tro, de var i færd med at udforme en ny grundlov.
— Anna, sæt dig lige, sagde Karen med højtidelig mine. — Peter og jeg har talt tingene grundigt igennem.
— Ja, nikkede Peter. — Tiden er kommet til, at vi træffer en beslutning.
Anna trak en lille smule på smilebåndet og satte sig over for dem.
— Det lyder spændende. Jeg er meget interesseret i at høre, hvad I er nået frem til.
Peter drejede kuglepennen mellem fingrene og så på hende med et blik, som om han ledede en stor strategisk operation.
— Vi mener, at pengene selvfølgelig skal stå et sikkert sted. Men de bør administreres i fællesskab. Sammen med dig. Halvdelen af din løn går til fælles udgifter, og den anden halvdel beholder du som din personlige del.
— En glimrende plan, sagde Anna og nikkede roligt. — Der er bare én detalje, jeg ikke helt forstår. Taler vi om “min løn” eller “vores løn”?
— Jamen, selvfølgelig, blandede Karen sig straks. — Det, der findes i en familie, bør jo være fælles.
— Så min løn er fælles, men jeres tomme konti er en privat sag? spurgte Anna.
— Nu gør du grin igen, sagde svigermoren fornærmet. — Vi prøver bare at være retfærdige!
— Retfærdige? Anna rejste sig langsomt og lagde begge håndflader mod bordpladen. — Fint. Så lad os endelig tale om retfærdighed.
Hun åbnede sin taske, tog tre udskrifter frem og lagde et ark foran hver af dem.
— Her er en oversigt over udgifterne fra det sidste halve år. Alle kortbetalinger. Mine… og jeres. Lad os kigge på dem sammen.
Peter kneb øjnene sammen.
— Hvad er det her? Leger du revisor nu?
— Nej, svarede Anna skarpt. — Jeg er bare idioten, der har betalt for det hele.
Hun pegede på flere linjer på papiret: “lån til niecen”, “gaver til naboerne”, “væddemål — bookmaker”.
— Værsgo. Skal jeg virkelig betragte det her som familiens nødvendige udgifter?
— Det var jo bare… begyndte Peter usikkert.
— Det var hjælp! afbrød Karen ham hårdt. — Det forstår du simpelthen ikke!
— Jo, Karen, det gør jeg faktisk, sagde Anna. — Hjælp er noget, man i det mindste får taknemmelighed for. Hos jer er det bare blevet en selvfølge.
Karen fór op fra stolen, og hendes øjne lynede.
— Du er utaknemmelig! Havde det ikke været for mig, var du aldrig blevet gift!
— Mor! forsøgte Peter at dæmpe hende.
— Nej, hun skal høre det! fortsatte Karen ophidset. — Det var mig, der bragte min søn ind i dit liv, og nu vover du at bebrejde ham noget!
Anna mærkede, hvordan vreden skød op i hende som kogende vand.
— De bragte ham ikke nogen steder hen. Jeg giftede mig med ham, sagde hun skarpt. — Og ved De hvad? Nu er det nok.
Hun tog bankkortet, fandt sin telefon frem og overførte for øjnene af dem alle pengene til en ny konto.
— Sådan. Fra i dag af er enhver ansvarlig for sig selv. Vil man spise, må man arbejde. Vil man støtte sine slægtninge, må man tjene sine egne penge til det.
Peter sprang op.
— Er du fuldstændig fra forstanden? Du ødelægger familien!
— Familien? Anna lo kort, men lyden var bitter. — Vi har ikke nogen familie. Der er mig — med en løn. Og så er der jer — med en appetit.
Peter trådte tættere på og greb hende om armen.
— Det kan du ikke sige!
— Slip mig! Anna rev sig fri. — Og hør godt efter, Peter: fodertruget er lukket. For altid.
Karen pressede hånden mod munden og sank tilbage på stolen, som om benene pludselig ikke længere kunne bære hende. Peter blev stående tavs, med tung vejrtrækning og sammenbidt kæbe.
Anna mærkede derimod en mærkelig lettelse brede sig i kroppen. Det var, som om brystet endelig fik plads til luft, som om nogen havde åbnet et vindue efter mange års indelukkethed. Hun så på dem begge — og for første gang i årevis følte hun ingen skyld.
— Fra nu af går hver sin vej, sagde hun lavt. — Velkommen til voksenlivet.
Derefter gik hun ind i soveværelset og smækkede døren efter sig.
Tilbage i køkkenet lå stilheden tungt.